Misforstået politisk omsorg

I bedste fald var det misforstået politisk omsorg, og i værste fald var det skadelig politisk populisme, der tirsdag som et led i det brede medieforlig mellem alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance betød et snarligt gensyn med den såkaldte sportsliste, der skal beskytte en række vigtige sportsbegivenheder som OL og vigtige landskampe i håndbold og fodbold for de landsdækkende tv-stationer med adgang til minimum 90 procent af de danske husstande.

Der er absolut al mulig grund til kritisk politisk bevågenhed i forhold til handlen med internationale sportsrettigheder og med mediemarkedet for sport i det hele taget. Men at genindføre en protektionistisk liste for at løse et problem, der ikke rigtigt eksisterer, er absolut ikke vejen frem.

Ofte foregår der kartelagtige eller fra tid til anden decideret korrupte handler med de vigtigste tv-rettigheder til sport. Derfor er der al mulig grund til at involvere konkurrencemyndighedernes vågne blik i de største rettighedshandler såvel herhjemme som internationalt for at sikre, at rettigheder tilbydes på transparente og fair vilkår.

Udbud af tv-pakker i store klumper eller rettighedshavernes ofte uigennemsigtige handler med tv-markedets mellemhandlere kan dels skabe en usund økonomisk udvikling på mediemarkederne, dels skabe grobund for grasserende korruption, som det eksempelvis er tilfældet i den schweiziske ISL-skandale, hvor ledere fra det internationale fodboldforbund og andre internationale specialforbund gennem flere år modtog over 140 mio. schweiziske francs i bestikkelse som modydelser for at sælge tv- og sponsorrettigheder til agenturvirksomheden ISL på alt andet end transparente vilkår.

Men vejen til at skabe et sundere tv-marked går bare ikke gennem yderligere protektionistiske ordninger og myndighedernes næsten direkte indblanding som ny spiller i den ofte teknisk komplicerede handel med medierettigheder. I stedet for at reducere feltet af købere og reelt skabe nye monopoler burde politikerne i Danmark og Europa tværtimod stille krav om endnu mere transparens i udbuddene og fri konkurrence i salget af de væsentlige tv-pakker.

Negative konsekvenser for sportsdækningen
Værre endnu er dog tv-listens mulige negative konsekvens for kvaliteten og vægtningen af public service-stationernes sportsdækning. Hvor andre elementer af medieforliget tog sigte på at sikre højere kvalitet i DR’s børneprogrammer og bedre journalistik i TV 2’s regionale nyhedsudsendelser, er genindførelsen af tv-listen et sandsynligt skridt i den stik modsatte retning for sportsdækningen: 

Liste eller ej skal DR og TV 2 op med det helt store checkhæfte, hvis de eksempelvis skal sikre sig de nu centraliserede rettigheder til alle Danmarks kvalifikationskampe i de kommende VM- og EM-kvalifikationskampe i fodbold.

DR har ingen pengetræer at hente disse midler fra, og TV 2 forekommer heller ikke immun for økonomiske realiteter. Formentlig taler vi om en merudgift til public service-stationerne i størrelsesordenen 15-20 mio. kr. for også at købe alle udekampe til en kvalifikationsrunde inklusive selv de tristeste udekampe i Kasakhstan eller Andorra. En spændende test er på vej i forbindelse med UEFA’s centralisering af samtlige kvalifikationskampe til EM-slutrunden i 2016. Disse rettigheder skal udbydes gennem det nystiftede agentur CAA Eleven.

To skrækscenarier
To skrækscenarier tegner sig som følge af tv-listen: 

Enten må DR eller TV 2 trods listen opgive at erhverve vitale rettighedspakker, som det var tilfældet, da vi senest havde listen i 1998-2002. Så kan Folketingets politikere for alvor få deres magtesløshed udstillet og påkalde sig fodboldfolkets vrede stik mod intentionerne ved at genindføre tv-listen.

Ellers også – og endnu værre – må public service stationerne finde midlerne til at skaffe ’bold til folket’ ved at skære endnu mere i den i forvejen beskedne bredde i valg af sportsgrene eller i den redaktionelle dybde i sportsdækningen, der i forvejen er næsten ikke eksisterende på idrætsområdet på de landsdækkende tv-stationer.

Endnu en utilsigtet bivirkning kan opstå i forhold til regeringens satsning på at hente internationale idrætsbegivenheder til Danmark gennem Sport Event Denmark. Uden public service-stationernes medvirken som host broadcastere er denne opgave ofte umulig eller langt dyrere. Eller sagt på en anden måde: Hvis politikerne tvinger DR eller TV 2 til at bruge ressorucerne på EM-kvalifikationskampen Andorra-Danmark, som markedskræfterne nok skulle hente hjem på dansk tv under alle omstændigheder, bliver der uundgåeligt mindre til overs for public service-stationerne til at agere som host broadcaster for fremtidige begivenheder i stil med eksempelvis EM i volleyball eller bordtennis på dansk jord.

Rettighedsjournalistik på tv er som regel lig med ensidig klaphattejournalistik, og politiske forventninger om mere af det er præcis, hvad idrætten mindst af alt har brug for på public service-kanalerne i disse år. I forvejen viste Idan/Play the Game for nylig gennem undersøgelsen International Sports Press Survey, hvordan også dagbladenes sportsdækning er skæv og uden den bredere samfundsmæssige dagsorden.

Nu sørger politikernes velmente omsorg for befolkningen så for at presse public service-stationerne inklusive DR endnu mere i samme retning som de kommercielle tv-kanaler.

Signalet er klart: Endnu mere fodbold og håndbold til folket i en tid, da befolkningen i øvrigt synes at miste en del af gnisten i forhold til flere af landsholdene. Tilmed et uudtrykt politisk pres på public service-stationerne for at handle med de rent ud sagt korrupte ’et-parti styrer’ i form af de mest berygtede internationale idrætsorganisationer som eksempelvis FIFA og det internationale håndboldforbund, der sidder på rettighederne til nogle af de vigtigste begivenheder på listen. Public service-stationer bør ikke tvinges til at handle med sådanne organisationer af Folketinget, men snarere til at overvåge dem journalistisk. 

I praksis har det frie marked på udmærket vis reguleret salget af tv-rettigheder til væsentlige sportsbegivenheder i de senere år:

Et tyndt grundlag
Den brede befolkning har aldrig haft så rig adgang til topsport på tv som i disse år – til brækgrænsen vil mange sikkert mene – og samtidig har DR og TV 2 sammen eller hver for sig i forvejen haft alle væsentlige rettigheder til OL, VM og EM i fodbold og håndbold og ser i det store hele også ud til at have det i fremtiden. 

At et par hundredtusinde fodboldinteresserede seere, som tilfældet bliver på fredag i forbindelse med fodboldlandskampen Bulgarien-Danmark, risikerer at måtte se en enkelt forkølet udekamp hos en nabo med kabel-tv, synes at være et umådeligt tyndt grundlag for et så vidtgående indgreb i tv-markedet og i tv-stationernes redaktionelle og økonomiske dispositioner, som den kommende tv-liste er udtryk for.