Den olympiske rus bør ikke fjerne tvivlen

”Hvor mange generationer vil I inspirere på én aften?”

Spørgsmålet fra en ekstatisk kommentator på BBC, da tre britiske atleter den 4. august vandt OL-guld inden for en time på et kogende olympisk stadion, opsummerede ganske fortrinligt den mest positive essens af de mest succesfulde olympiske lege i nyere tid.

Temperaturen steg i den britiske hovedstad i takt med medaljestrømmen til de britiske atleter og den selvforstærkende, sitrende stemning på de totalt udsolgte olympiske arenaer til de olympiske lege og de efterfølgende paralympiske lege.

Der er da heller ingen ingen grund til forklejne de olympiske leges succes som global folkefest. Man kan måske ligefrem sige, at de britiske værter skabte en tiltrængt revitalisering af de olympiske lege med et teknisk næsten perfekt, men samtidig humørfuldt arrangement.

Selvironi som venlig hilsen
Værterne slog tonen an allerede ved begyndelsen af den overskudsagtige og ukonventionelle åbningsceremoni, hvor hjælpere bar kunstige skyer rundt på inderkredsen, mens stadion fyldte sig.

Denne selverkendelse fra værterne på de regnfulde britiske øer kunne kun tolkes som en venlig hilsen til de perfektionistiske kinesiske værter fra Beijing i 2008, der tværtimod blev kendt for at ville skærme åbningsceremonien for genererende regnbyger ved hjælp af kemisk krigsførelse mod eventuelle regnskyer med kurs mod Beijing.

På den måde var de olympiske lege i London trods alt et glimt af normalitet og demokratisk sindelag i en tid, da megaevent-markedet langt hen ad vejen er faldet i totalitære regimer eller halvkorrupte interessers vold:

Katastrofale budgetoverskridelser og samfundsøkonomisk vanvid ved OL i Athen eller VM-slutrunden i fodbold i Sydafrika, afstivning af totalitære regimer ved EM-slutrunden i Ukraine og OL i Kina – for slet ikke at tale om tvivlsomme fremtidige scenarier i forhold til de kommende års største megaevents.

Man kan glemme alt om demokratisk eller økonomisk bæredygtighed ved vinter-OL i Sotji eller VM-slutrunderne i fodbold i Rusland og Qatar. De første meldinger om enorme budgetoverskridelser og repressalier mod kritiske repræsentanter for offentligheden er allerede begyndt at tikke ind fra Rusland.

Selv i lande med pressefrihed som de sydafrikanske VM-værter i 2010 eller de kommende VM- og OL-værter fra Brasilien bliver der næppe samme transparens i beslutningsprocesserne eller mulighed for en kritisk debat om de faktiske udgifter og gevinster som ved OL i London.

Demokratisk kontrol
Londons arrangement havde også sine kontroversielle beslutninger og budgetoverskridelser, men på intet tidspunkt hverken i optaktsfasen eller i eftertiden var legene unddraget parlamentarisk debat og kontrol eller offentligt pres for et minimum af langsigtet økonomisk og samfundsmæssig bæredygtighed.

Det er positivt alt sammen, men netop fordi hverken de foregående eller de kommende megaevents vil give mulighed for en tilsvarende demokratisk indsigt eller debat, er der al mulig grund til at bevare presset for at få evalueret de reelle effekter af den succesrige megaevent.

I den sammenhæng er det muligvis uheldigt, at bemærkningen ”How many generations do you want to inspire in one evening,” godt hjulpet af de ansvarlige politikere og idrætsledere kom til at hænge så kraftigt i luften under OL i London: Pludselig var der atter frit spil og bred accept af den officielle olympiske version om, at ’OL vil genrejse en hel bydel i det østlige London’ – og at OL vil ’Inspire a generation’ til forøget idrætsdeltagelse.

Dette var og er de to overordnede løfter fra de britiske OL-værter, men dybest set tyder ikke meget på, at værterne kommer til at levere på nogen af løfterne. Hvem vover dog nu i kølvandet på den nationale begejstringsrus og berettigede internationale anerkendelse at stille folk som nationalhelten og OL-chefen Sebastian Coe eller premierminister Cameron til regnskab for løfterne?

Eliteidræt som drivkraft
Sebastian Coe, der givet står på tærsklen til en fornem karriere som topleder i det internationale atletikforbund og IOC, affejede allerede før OL brutalt nøgletallene fra verdens største nationale idrætsvaneundersøgelse, Active People Survey.

Tallene viser klart, at idrætsdeltagelsen i Storbritannien i bedste fald er stagnerende, men dagen efter OL lagde Coe yderligere alen til sin afvisning af kolde fakta med et krav om, at milliardinvesteringerne i britisk eliteidræt skulle fortsætte frem mod OL i Rio trods den generelle økonomiske krise i landet:

”Du kan aldrig bruge for mange penge på eliteidræt. Det vil altid være den største drivkraft bag idrætsdeltagelse, og det skal vi ikke skamme os over. Disse britiske øjeblikke, disse internationale øjeblikke, som vi har overværet på anlæggene, vil mere end noget andet inspirere folk til at begynde at dyrke idræt,” sagde Coe.

Sebastian Coe blev sekunderet af krav fra den konservative premierminister David Cameron om en kulturændring med øget fokus på konkurrenceidræt og traditionelle sportsgrene i skolerne trods den sideløbende debat om frasalg af grønne arealer og sportspladser omkring skolerne i de senere årtier samt store nedskæringer i det statslige skoleidrætsprogram op til OL.

Langt de fleste traditionelle idrætsgrene og forbund i Storbritannien har trods massive offentlige investeringer i specialforbund og eliteidræt op til OL oplevet medlemsfrafald i de senere år. Og selv om telefonerne netop nu kimer hyppigere end normalt, og mange klubber oplever en øget interesse efter OL, viser al erfaring, at en sådan interesse kun lever kort efter store sportsbegivenheder.

Samtidig ved alle med bare et minimum af forskningsmæssig indsigt, at en yderligere skævvridning af bevillingerne til fordel for medaljer og konkurrenceidræt snarere vil føre til yderligere frafald og polarisering i idrætsdeltagelsen.

Genrejsning eller forflytning?
På samme vis med det andet olympiske løfte: Genrejsningen af det østlige London.

Naturligvis vil en voldsom allokering af ressourcer til et bestemt område i Storbritannien føre til synlige forbedringer, men de store olympiske investeringer i sikkerhed under legene skaber i princippet ikke langtidsholdbare effekter, og den primære olympiske infrastruktur som det olympiske stadion eller velodromen har kun begrænset potentiale til at smelte sammen med lokalsamfundet.

Forbilledet for det østlige Londons transformation er den gamle traver af en olympisk succeshistorie, Barcelona, hvis havneområder, infrastruktur og ry som turistby ubestrideligt blev udviklet som følge af OL i 1992. Men som den franske forsker Jean Jacques Gouguet forklarede på konferencen ’International Sport Business Symposium’ på Birkbeck College i London under legene med baggrund i notatet ’Barcelona 1992 – a model for urban planning?’, er historien om Barcelona og OL måske ikke helt så rosenrød:

Der skete ingen væsentlig borgerinddragelse og skabtes ingen dybere indsigt i de sociale konsekvenser for den fattige lokalbefolkning før eller efter legene. De oprindelige beboere blev reelt bare forflyttet og spredt i nye områder af byen, mens nye, velhavende beboere overtog de byudviklede olympiske områder efter OL.

Hvis det østlige Londons sociale problemer eller den fattigste del af lokalbefolkningen reelt bare flyttes til andre kriseramte områder som følge af den olympiske ’transformation’, er gevinsten af de massive milliardinvesteringer i den olympiske infrastruktur måske mindre indlysende?

”Det gjorde ikke meget for kvarterets selvfølelse at blive fortalt af ledende politikere, at vi levede i et af de fattigste og mest udsatte områder i Storbritannien, som nu ville blive transformeret som følge af OL. Det er sandt, at vi er et udsat område, men der er meget usynlig social kapital i området og mange kulturelle historier, vi kan fortælle i det østlige London, selv om de ikke lige er i synsfeltet. Spørgsmålet er, hvordan man får skabt links mellem de ting, der sker i den olympiske park, og resten af det østlige London” som den lokale forsker Neil Herrington fra Cass School of Education and Communities i det østlige London fortalte under konferencen.

Hvad skaber forandringer?
Spørgsmålet er, hvordan man overhovedet på rimelig vis kan måle sociale og samfundsmæssige effekter, der først for alvor kan antages at træde frem om 10-20 år.

Vil eventuelle forandringer i et kæmpemæssigt område af London med et tydeligt uudnyttet potentiale overhovedet kunne tilskrives de olympiske lege eller blot være en fortsættelse af den igangværende byudvikling i de dele af området, som er præget af unge tilflyttere? Og vil den kortlevede begejstringsrus omkring OL tværtimod styrke en i grunden fejlagtig myte om de store megaevents’ sociale og økonomiske potentialer?

Måske får vi aldrig svaret, men tvivlen bør aldrig fejes til side. Dertil er prislappen på langt over 100 mia. kr., skævvridningen af idrættens bevillinger til fordel for eliteidræt – og samlingen af brudte løfter og hvide elefanter efter andre af sportens megaevents alt for stor.