Hvem dækker idrættens største udfordringer

Man kan ikke påstå, at den danske eller den internationale del af undersøgelsen ’International Sports Press Survey’ finder frem til chokerende afsløringer om dagbladenes dækning af idrætten.

Egentlig er det en gammel nyhed, at især de landsdækkende avisers sportsdækning næsten udelukkende bevæger sig på samme banehalvdel som de allermest populære idrætsgrene – og primært med fokus på de rent sportslige aspekter af begivenhederne i sportens underholdningsindustri.

Play the Games tilsvarende undersøgelser af dagbladenes sportsdækning i 2002 og 2005 viste stort set det samme som de danske resultater af ’International Sports Press Survey’, som vi offentliggør med dette nyhedsbrev.

Nyheden er snarere, at den brølende udvikling i såvel idræts- som mediesektoren gennem det seneste årti synes at have efterladt dagbladenes journalistik på sportsområdet stort set upåvirket.

Sportsjournalistikken i aviserne er og bliver mændenes og sportsnørdernes reservat, hvor mænd skriver om mænd, og hvor fodbold og topsport prestigemæssigt og emnemæssigt rangerer højst. Rekrutteringen til redaktionerne sker stadig næsten udelukkende blandt ligesindede med samme syn på sportsjournalistikkens formål og væsentlighedskriterier som resten af redaktionen.

Konsekvensen er, at dagbladenes sportsdækning stort set lades upåvirket af, at økonomiske og politiske magtkonstellationer i sportens verden eller befolkningens egne idrætsvaner og medievaner ændrer sig med lynets hast i disse år. Og hvis redaktionerne endelig er bevidste om udviklingen, er det ikke noget, de i større mål ønsker at genere læserne med.

Passive redaktioner
Bevares, man noterer på redaktionerne, at oplaget daler, læserne bliver ældre, og tidspresset på de stadigt mindre redaktioner stiger, fordi de hurtige sportsnyheder først lige skal læsses af på de nye medieplatforme, før avisen kan blive dyrket. Men sportsredaktionerne forsøger ikke grundlæggende at redefinere deres rolle i forhold til dækningen af sport og idræt i lyset af denne udvikling.

Man håber vel på, at man når at humpe hen til efterlønnen eller får en god aftrædelsesordning som typograferne for godt et årti siden. Og man kæmper naturligvis for at bevare avisens faste sæde på pressetribunen uden alt for hård konkurrence fra uskolede fansites og bloggere, der ofte kan opnå respektable læsertal, høj kvalitet og politisk indflydelse trods manglende pressekort og journalistisk uddannelse. Men grundlæggende foretager redaktionerne sig intet.

Oversete problemstillinger
Der er ikke kun sket en voldsom professionalisering af topsporten på få årtier, men også af hele sportens organisatoriske lag i ind- og udland hos forvaltninger, idrætsorganisationer, medie- og sponsororganisationer, faciliteter osv. Men de problemstillinger, som optager ansatte eller ledere i sektoren – eller de problemstillinger eller valg fra hverdagens idrætsliv, som er nærværende for et flertal af danskerne hjemme ved køkkenbordene – anses kun i ringe mål for at være relevant stof for dagbladenes dækning af idrætsområdet.

Det er bestemt ikke danske dagblade, der i større mål graver i sportens skyggesider, kigger organisationerne kritisk i kortene eller udfordrer idrætspolitiske beslutninger. Man citerer loyalt organisationernes og klubbernes lag af talsmænd og PR-medarbejdere og stiller sig tilfredse med det.

Ingen dybere indsigt
Når det så alligevel sker, at samfundsrelaterede problemstillinger presser sig ind i spalterne, er det sjældent dybere indsigt i idrætssektorens overordnede struktur og organisering, der præger journalistikken. Man kan sagtens være en respekteret sportsjournalist uden at kende videre til FIFA-præsidenten, DGI-formanden eller den seneste idrætsforskning, men næppe uden at kende Bendtners foretrukne underbuksemærke eller de seneste ubekræftede rygter om forestående spillersalg.

De kritiske historier i aviserne – de findes skam – bevæger sig hovedsageligt inden for det snævert definerede felt af fodbold som topunderholdning. Ikke et ondt ord om dækningen af Brøndbys ledelsesproblemer eller dårlige økonomi, men i den store sammenhæng befinder også sådanne historier sig dybest set på et meget afgrænset område af idrætssektorens store bane. Således bliver selv de kritiske sportshistorier i dagbladene ofte snarere et krydderi på sportens underholdningsindustri end en udfordring af tingenes generelle tilstand.

Ulige skalaforhold
Der er absolut plads til fascinationsjournalistikken og for indsigtsfulde taktiske analyser, og der findes afgjort eksempler på god journalistik og dygtige journalister på sportsområdet i de danske dagblade.

Problemet er først og fremmest skalaforholdet mellem det samfundsorienterede stof og den rene underholdning. Der findes alt for lidt af det vitaminrige stof i forhold til mængden af væsentlige udfordringer, der skriger på journalistisk behandling, og hastigheden af de forandringer, der præger idrætsområdet.

Nye løsninger må derfor til for at sikre en kritisk dækning og en bredere forståelse af idrætssektorens udfordringer i ind- og udland. Og her begynder dagbladenes krise og redaktionernes indgroede konservatisme at ligne et reelt problem.

For det første er det på sportsområdet utænkeligt, at det dominerende og ressourcestærke tv-medie, der betaler stadigt stigende milliardbeløb for de væsentligste sportsrettigheder, for alvor begynder at dyrke den kritiske eller samfundsorienterede journalistik. Det løb er kørt. Det ’siger sig selv’, at når DR og TV 2 eksempelvis sammen med søsterkanalerne i Norge og Sverige investerer i alt ca. 500 mio. kr. for tv-rettighederne til VM-slutrunderne i fodbold i 2018 og 2022, kan man ikke forlange eller forvente, at de samtidig også kan finde lønkroner til en håndfuld samfundsorienterede journalister med dybere indsigt i sportsområdet…

For det andet har dagbladene deres krise til trods fortsat en vigtig funktion som dem, der oftest sætter den journalistiske dagsorden for de øvrige medier. Hvis dagbladene ikke kan eller vil udfylde den rolle på sportens område, er det et samfundsmæssigt problem, fordi det præger det generelle nyhedsbillede og dermed kvaliteten af den idrætspolitiske debat i negativ retning.

Adgang forvaltes dårligt
Samtidig har journalister fra etablerede medier alt andet lige fortsat den særstilling i forhold til eksempelvis kritiske forskere, indsigtsfulde bloggere eller engagerede fansites osv., at de har en privilegeret adgang til såvel sportsbegivenheder og sportsudøvere som beslutningstagere og myndigheder i og uden for sportens verden. Hvis den adgang rent ud sagt misbruges lige så skammeligt som en friløber foran mål, bliver dagbladenes manglende blik for de samfundsrelaterede problemstillinger i idrætten ikke bare et problem for sportsjournalistikkens generelle anseelse, men et overordnet samfundsmæssigt problem.

Lad os derfor spille bolden fra endnu en skuffende undersøgelse af dagbladenes dækning af idrætten videre til politikere, idrætsledere og forskere. Når det tilsyneladende aldrig bliver dagbladene og deres sportsredaktioner, der sikrer en indsigtsfuld og kritisk dækning af idrættens største problemstillinger, hvem skal så gøre det?