Tilfældighedernes idrætspolitiske spil

Det var snarere endnu et eksempel på mangel på overordnet idrætspolitisk handlekraft hos en dansk regering end det modsatte, da kulturminister Uffe Elbæk (R) dagen før juleaften i et kortfattet brev lod meddele, at han med virkning fra 1. januar 2012 nedlægger Kulturministeriets Udvalg for Idrætsforskning (KIF).

Ifølge ministeren var den overordnede begrundelse for beslutningen om at nedlægge idrættens forskningsudvalg som selvstændigt udvalg og overføre bevillingen til det langt bredere Kulturministeriets Forskningsudvalg at ’skabe øget sammenhæng i forskningsindsatsen på Kulturministeriets område’.

Et sådant ønske er helt legitimt, men mistanken om, at der snarere var tale om en hurtig administrativ nedskæring i centraladministrationen som følge af Rigets almindelige tilstand, bliver ikke ligefrem afkræftet af det forhold, at beslutningen kom aldeles som lyn fra en klar himmel og uden nogen foregående konsultation eller udtrykt utilfredshed med tingenes tilstand.

Herfra skal ikke lyde noget rødglødende forsvar for KIF. Forskningspengene fra udvalget blev uddelt efter en administrativ procedure, der forekom voldsomt bureaukratisk i forhold til udvalgets i den store sammenhæng beskedne bevilling til udlodning på 4,9 mio. kr. Det ressourcesvage udvalg har aldrig for alvor formået at indtage den tydelige position i det idrætspolitiske rum, som dets kommissorium dybest set giver plads til.

Men som symptom på såvel den tidligere som den nye regerings reelle mangel på en selvstændig og sammenhængende politik på idrætsområdet er begivenheden ganske markant. Hos den nye regering såvel som hos den gamle sker de idrætspolitiske tiltag som oftest mere eller mindre tilfældigt, men oftest peger den overordnede tendens i samme retning:

Idrætsorganisationerne vinder altid
De ressourcestærke idrætsorganisationer og øvrige beløbsmodtagere fra spillelovgivningen påvirker i praksis politikernes handlinger meget kraftigt og vinder næsten altid til sidst – også selv om den overordnede udvikling i idrætssektoren i visse tilfælde set peger på, at man fordomsfrit burde undersøge andre prioriteringer og modeller for den statslige idrætspolitik. 

Lad os tage nogle konkrete eksempler:

Da VK-regeringen i finansloven i 2009 gik med til at ’kompensere’ beløbsmodtagerne fra spilleloven for dalende overskud i Danske Spil ved at lægge ekstra 110 mio. kr. fra statskassen til fordelingsnøglen, endte regningen ad bagvejen hos Kulturministeriet, der i regeringens såkaldte ’genopretningsplan’ blev pålagt at spare 42 mio. kr., uden at regeringen formentlig bevidst sammenkoblede dette med særbevillingen til beløbsmodtagerne.

De store beløbsmodtagere som DIF, DGI, Firmaidrætten, Hestesporten, Lokale- og Anlægsfonden, Team Danmark samt andre områder som eksempelvis organisationerne under Dansk Ungdoms Fællesråd blev således i finansloven reddet af kavaleriet – og regningen blev i stedet i princippet sendt videre til alle de små formål, der modtager støtte fra Kulturministeriets lovfæstede andel af tipsmidlerne. Disse små formål er på idrætsfronten eksempelvis Skoleidrætten, Sport Event Denmark, KIF, Idrættens Analyseinstitut, handicapidrætten, Anti Doping Danmark, WADA, ISCA, Play the Game m.fl. – altså formål, som ikke modtager en lovfæstet andel af det årlige tipsoverskud, men som netop er udtryk for en - omend oftest beskeden – statslig idrætspolitisk prioritering af visse idrætspolitiske initiativer.

Pilen peger i samme retning
Ser man på den nye S-R-SF-regerings første handlinger på idrætsfronten peger pilen i samme retning:

1. KIF forsvinder over natten, uden varsel og uden udtrykte politiske overvejelser om, hvad idrætsforskningen skal eller ikke skal bidrage med i fremtiden.
2. Sport Event Denmark skæres reelt til det halve i forhold til den tidligere VK-regerings oppustede og uigennemtænkte handlingsplan for 2008-2011. Det fremtidige niveau for Sport Event Denmark på 25 mio. kr. om året er dog ikke resultatet af en ny, overordnet statslig idrætspolitisk strategi på eventområdet, men udtryk for det praktisk mulige, idet den afgående regering som en venlig hilsen til den nye regering ganske enkelt havde undladt at tage handlingsplanens fremtid med i det finanslovsforslag, som den fremsatte før Folketingsvalget.
3. Men hovsa, sandelig om ikke idrætsområdet sammen med de øvrige faste beløbsmodtagere fra spilleloven alligevel endte som den store vinder i den nye regerings finanslovskabale, for dér kom pludselig endnu engang dumpende en særbevilling fra Finansloven på denne gang hele 172 mio. kr. til udlodning blandt beløbsmodtagerne fra spilleloven oven i Danske Spils overskud. De faste beløbsmodtagere kunne dermed alle holde fast i budgetter med indtægtsfremgang i det kommende regnskabsår.

Få klare politiske prioriteringer
Ærindet med denne kommentar er ikke at gøre sig til dommer over, hvem der får for meget og hvem der får lidt i den store idrætspolitiske kabale. Ærindet er at påpege, at selv om beløbsmodtagerne ikke nødvendigvis får for mange penge, får de i tiltagende grad alle pengene. Hvis dette skete som udtryk for gennemtænkte politiske overvejelser og en sund debat om idrætssektorens udvikling og fremtidige funktion, så fint med det, men desværre er tendensen mere udtryk for tilfældigheder, teknikaliteter, traditioner og organisationernes idrætspolitiske muskelkraft end en afspejling af politiske prioriteringer og et helhedssyn på tendenserne i idrætssektoren. 

I praksis er tendensen såvel under den gamle som under den nye regering, at statens egne idrætspolitiske prioriteringer – om sådanne findes – taber kampen om midlerne i sparetider, mens de lovfæstede og historisk betingede tildelinger til de faste og mere autonome beløbsmodtagere på spilleloven vinder.

Der er en vis mulighed for, at disse mekanismer bliver belyst i den nye spillelovgivnings krav om en udredning af idrættens struktur og økonomi inden 2014. Dette forhold stresser idrættens hovedorganisationer i ikke ubetydelig grad, og derfor kan man også netop i disse måneder opleve alle de store beløbsmodtagere som DIF, DGI, Firmaidrætten og Team Danmark opprioritere deres lobbyvirksomhed og kommunikationsarbejde, samtidig med at de alle gør sig absolut hæderlige anstrengelser for at fintune deres strategier og indsatsområder til nye målgrupper og nye udviklingstiltag i en idrætssektor i hastig forandring.

Det er der ikke noget galt i, tværtimod, men mon ikke årsagen til beløbsmodtagernes voldsomme forandringsvillighed skal findes netop i den uvildige idrætsforskning, analyse og debat om idrætssektorens udvikling, som kun en visionær statslig idrætspolitik kan fremme?

Og hvad med de områder, som staten trods alt ikke kun kan løfte gennem beløbsmodtagerne:

• Faciliteternes drift og udvikling i økonomiske krisetider
• Erfaringsopsamlingen og effekterne eller mangel på samme af diverse statslige puljeordninger på idrætsområdet
• Spillelovgivningens langsigtede virkninger på idrættens økonomi
• Implementering af fysisk aktivitet og sundhed til bredere befolkningsgrupper end idrætsorganisationernes kundegrundlag
• Kvaliteten og indholdet af idrætsundervisningen og idrætsrelaterede uddannelser i de offentlige uddannelsesinstitutioner
• Den kommercielle sektors stormende fremmarch på idrætsområdet uanset, om beløbsmodtagerne vinder den politiske kamp om magten og midlerne eller ej
• Dansk idræts målsætninger og prioriteringer i forhold til en international idrætsverden, der på mange områder er ved at køre helt af sporet i forhold til danske demokratiske interesser?

Dette var blot nogle få eksempler.

Brug for statslige visioner
En statslig idrætspolitik behøver ikke nødvendigvis betyde, at staten skal til at spille stærk mand og styre og regere, og den behøver heller ikke betyde, at de stærke beløbsmodtagere fra spillelovgivningen skal stækkes. 

Men en statslig idrætspolitik bør i det mindste betyde, at staten gør sig nogle overvejelser om helheden i idrætssektoren og bliver mere tydelig på den ønskværdige udvikling i fremtidens idrætssektor. Et Kulturministerium med det officielle tilnavn ’Idrættens Ministerium’ kunne godt have ambition om at spille en mere visionær rolle for idrætten end rollen som reservedronning, når pokalerne skal uddeles, eller heltene hyldes.

I forhold til et sådant ønske er S-R-SF-regeringens indledende tiltag med at afskaffe idrætsforskningen som selvstændigt udvalg under Kulturministeriet med et mere eller mindre tilfældigt pennestrøg ikke den bedste begyndelse.