FIFA’s kaptajn styrer mod forlis

”Jeg er skibets kaptajn, og vi klarer os gennem stormen,” lovede den 75-årige Joseph S. Blatter i timerne før sit genvalg til den fjerde periode som formand for FIFA og de omkring 300 millioner fodboldspillende medlemmer.

Billedet af kaptajnen og hans skib blev varieret og viderebragt af medierne igen og igen under FIFA’s kongres i sidste uge, og det skønt kongressen åbnede på netop den dag, tirsdag den 31. maj, som markerede 100-året for søsætningen af det store skib Titanic fra en dok i Nordirland.

Straks efter genvalget forsikrede Blatter omverdenen om, at skibet nu var i smult vande. Mon han kender lektien fra Titanic: Isbjerge er ligeglade med havets humør. Det er skibets kurs, der tæller.

Sepp Blatters erklærede vilje til at bringe FIFA på reformkurs, at navigere i fuld åbenhed og at nægte korrupte fodboldledere adgang som blinde passagerer lød overbevisende.

Det eneste man kan indvende er, at han har udstedt løfterne utallige gange før, uden synlige konsekvenser.

I interview efter interview, tale efter tale, pressemeddelelse efter pressemeddelelse har verdensfodboldens kaptajn svunget mellem at love reform, åbenhed, demokrati, et korruptionsfrit FIFA – og at afvise forandring ved at insistere på, at FIFA var så gennemsigtigt, demokratisk og rent, som man på nogen måde kunne forvente.

Sagerne spiller ingen rolle.

ISL-skandalen, som omfatter bestikkelse for over 650 millioner kroner udbetalt til FIFA-ledere og andre sportsledere, som stadig beklæder fremtrædende poster.

Beskyldningerne om embedsmisbrug mod formanden selv, som fik en tidligere generalsekretær og et bestyrelsesmindretal stort nok til at danne et fodboldhold til at gå til politiet.

Årtiers bedrag udført af tidligere FIFA-næstformand Jack Warner, som har overlevet alle former for personlig grådighed, indtil han for ganske nylig begik den brøler at konspirere mod kaptajnen selv.

De mange måder, beslutningen om VM-værtskaber er blevet påvirket på ved tilbud om personlige fordele og penge på bankkontoen til FIFA’s topledere.

Alt dette er med få undtagelser blevet fejet til side som udokumenterede beskyldninger, historier fra en fjern fortid og opspind fra medierne af en kaptajn, som har haft tillid til at hans skib aldrig ville synke, så længe han selv definerede farvandsudsigten.

Men efter de seneste ugers overraskende mytteri, hvor bølger af beskyldninger er blevet sendt i alle retninger af folk, som før var Blatter’s nærmeste økonomiske og politiske støtter, indrømmer kaptajnen nu, at hans skib tager vand ind.

I den bedste af alle verdener vil de tiltag, han foreslog og fik vedtaget på kongressen, kunne hjælpe med at reparere lækken. Men FIFA’s verden hører ikke til de bedste.

Udpegning af en mulig krigsforbryder
Tag for eksempel Blatters højt profilerede løfte, udstedt ved årsskiftet i kølvandet på Sunday Times’ og BBC’s afsløringer af korruption i FIFA-toppen: Blatter ville personligt sørge for, at FIFA oprettede en komité af anerkendte internationale personligheder til at overvåge ledernes handlinger. 

Man skulle tro, det løfte havde været dyppet i havvand, sådan som det var krøbet, da det nåede frem til kongressen. Her sagde Blatter at den nye ’Løsningskomité’ nok kunne trække på vismænd udefra, men skulle sammensættes af vise mænd fra indersiden af FIFA.

Det er fristende at pege på det selvmodsigende i dette forslag, og sammensætningen vil hvert fald ikke fremme formålet med at oprette komitéen: At overbevise offentligheden uden for FIFA om, at fodboldens ledelse overvåges af selvstændigt tænkende eksperter uden personlige interesser i klemme.

Skibet tog yderligere vand ind, da Blatter på den afsluttende pressekonference løftede sløret for en af de anerkendte personligheder udefra, som han havde talt med.

Han pegede på den tidligere udenrigsminister for USA, Henry Kissinger, som fratrådte den post i 1977, to år efter, at Blatter tiltrådte sit første job i FIFA som teknisk direktør.

Med sine 88 år på bagen vil Kissinger sikkert formå at få Blatter og hans følge til at føle sig som friske unge mænd, men ikke mange andre vil anse ham for en frelsende engel for etik og demokrati.

Nok modtog Kissinger meget kontroversielt Nobels Fredspris i 1973 for en uholdbar våbenhvile under Vietnam-krigen, men ellers spillede han en hovedrolle i USA’s krigsførelse og var blandt andet ansvarlig for at sønderbombe nabolandet Cambodia.

Desuden var han arkitekten bag det kup i september 1973, der bragte Chiles demokrati til fald og indførte et mangeårigt brutalt militærdiktatur. I hovedstaden Santiago samlede generalerne i løbet af kuppets første dage over titusind politiske fanger på det nationale fodboldstadion. Billedlig talt så Kissinger til fra tribunen, mens fange efter fange blev torteret, henrettet uden dom eller ført bort til en uvis skæbne.

Hvis Kissinger udpeges til at arbejde for FIFA, må Blatter være opmærksom på, at han er forhindret i at rejse til en stor del af de 208 medlemslande, fordi de ikke vil garantere ham mod at blive retsforfulgt for krigsforbrydelser. Et af disse lande er den næste VM-vært Brasilien, så her kan Kissinger formentlig nyde godt af, at FIFA forlanger diplomatisk immunitet for alle sine embedsfolk under et verdensmesterskab.

Øget eller formindsket korruption
Ved at pege på Kissinger forsøger Blatter at kopiere den Internationale Olympiske Komité, som engang udnævnte samme person til æresmedlem i forsøgene på at reparere skaderne efter den korruptionsskandale, der var knyttet til at Salt Lake City fik tildelt de olympiske vinterlege i 2002. 

Men det var ikke fine navne, der bragte IOC tilbage på et nogenlunde sikkert spor; det var dybtgående reform og viljen til at udføre den. Ingen af delene er Blatter leveringsdygtig i.

I lyset af de skandaler, der kom frem ved tildelingen af fodbold-VM i 2018 og 2022, fulgte kongressen Blatters råd om at fjerne fremtidige beslutninger om værtskaber fra de 24 personer i bestyrelsen og lægge dem ud til kongressen.

Dette er nok den bedste beslutning på årets kongres, men kun tiden kan vise, om den vil forøge eller nedbringe de budgetter, som ansøgerlandene opererer med. Bliver det mon billigere eller dyrere, når ansøgerne skal øve indflydelse på 208 medlemmer i stedet for 24?

Har de 208 nationale fodboldformænd plus deres generalsekretærer plus deres politiske og tekniske konsulenter nu fået et fripas til luksuriøs gæstfrihed og uendelig smiger fra de mest magtfulde lande i verden?

Det kommer helt til at afhænge af FIFA’s evne og vilje til at sætte strenge regler op og føre dem ud i livet. Det bliver noget af en opgave at holde øje med flere hundrede ledere, når det nu har vist sig så svært at kontrollere 24.

Tilgiv venligst de af os, der ønsker at se det, før vi tror det.

Etiske studehandler
At opdele den Etiske Komité i to kamre vil nok bringe mere retssikkerhed til de ledere, der kommer under anklage, og det kan måske forebygge, at komitéen kommer til at ligne et redskab for den siddende præsident, sådan som vi lige har set, da Blatters modkandidat Bin Hammam meget bekvemt blev sat ud på sidelinjen. 

Det er mindre indlysende, at de 208 delegerede i fremtiden skal udpege medlemmerne af den Etiske Komité. Det vil skabe rum for en række studehandler, som ikke nødvendigvis giver de mest uafhængige og etiske sjæle plads i komitéen.

Hvorfor giver FIFA ikke plads til organisationer og eksperter udefra, for eksempel repræsentanter for spillerforeninger eller Transparency International?
Efter kongressen har Blatter hyret et firma ved navn Freeh Group International Europe, der ledes af en tidligere FBI-direktør, til at undersøge korruptionsanklagerne mod de suspenderede bestyrelsesmedlemmer Mohamed Bin Hammam og Jack Warner.

Selv dette usædvanlige træk ligner business as usual.

For det første refererer firmaet ikke til en uafhængig kreds af personer, men til et medlem af FIFA’s Etiske Komité, Robert Torres, en dommer fra Guam. Uanset om den ukendte Torres er den klogeste og mest retlinede person på jorden, kan han alene ikke stå som garant for undersøgelsens troværdighed og dens politiske følger.

For det andet bliver den forhenværende FBI-chef kun bedt om at kigge på det netop overståede hundeslagsmål blandt de to tidligere Blatter-støtter.

Ingen vil efterforske den førnævnte brede vifte af skandaler med tilknytning til FIFA’s top.

Hvorfor ikke? Er det ikke vigtigt at gøre skibet helt rent én gang for alle?

Skeptiske skatteydere
Balladen øverst i FIFA har ikke bragt det med sig, som FIFA først og fremmest har brug for: Redskaber og mekanismer som giver offentligheden indsigt i FIFA’s politik og administration – den eneste vej til at genskabe troværdigheden. 

Når Blatter og hans eftersnakkere bliver ved med at pege på Englands fodboldledere, politikere og medier som årsagen til FIFA’s blakkede ry, er de helt ude af trit med den internationale virkelighed.

England er kun en del af et mønster i denne skepsis: Den kommer stærkest til udtryk i lande med et nogenlunde velfungerende demokrati, skattevæsen og offentlig information og debat.

Sport i almindelighed og fodbold i særdeleshed nyder godt af stor offentlig støtte både på græsrodsniveau, til udvikling af eliten, til ansøgninger om værtskaber og til stadionbyggeri og infrastruktur.

Skatteydere er dødtrætte af at se deres gavmildhed besvaret af FIFA med grådighed, korruption, systematiske løgne og manipulation med fakta.
Denne stemning påvirker naturligvis ansvarlige fodboldledere. Hvis det engelske fodboldforbund føler, at det er tid til at stå frem og vigtigere at forsvare sit image på hjemmebanen end blandt de 207 andre forbund, så er det forståeligt.

Splittelse i familien
Men også andre steder i det store fodboldsamfund vokser utilfredsheden. Sammenslutningen af europæiske fodboldklubber (ECA – European Club Association) har rejst krav om demokrati og gennemsigtighed i FIFA. 

Ejerne af de europæiske storklubber har investeret milliarder af kroner i kontinentets fodboldmæssige succes og værdien af et global brand som Champions League.

De er ikke idealister, men forretningsfolk, som sætter formuer på spil for at tjene nye formuer, og de er ikke trygge ved den måde, en flok tilfældige ledere i FIFA forvalter klubbernes værdier på.

For eksempel har en del topledere i FIFA tjent penge til sig selv ved at arrangere venskabskampe, hvor stjerner der har deres hovedindtægt andre steder fra, optræder med risiko for skader eller udkørthed.

Især storklubbernes utålmodighed indebærer en reel risiko for at fodbolden splittes, og at en række vigtige aktører forlader FIFA-systemet for at lave deres egne turneringer.

Selv FIFA’s sponsorer har luftet utilfredshed for nylig. De vil ikke have deres globale varemærker trukket gennem FIFA’s mudrede vande. Når alt kommer til alt ville FIFA’s forretningsgange have kvalificeret forbundet til at være en kriminel organisation, hvis det ikke lige havde haft sit hovedsæde i Schweiz og ikke i en række andre europæiske lande.

Det var netop en alliance mellem storkapital og storpolitik – nordamerikanske sponsorer og USA’s kongres – som i 1999 tvang IOC til at indføre de reformer, som frelste organisationen fra skibbrud.

Så meget desto mere grund er der for medier, politikere og nationale fodboldledere til at opretholde presset på FIFA, så FIFA åbner op for offentlig efterforskning i dets fortid og nutid og begynder at bygge bedre demokratiske strukturer og kontrolmekanismer for fremtiden.

Pres fra Danmark og dansk fodbold
I den sammenhæng kan både dansk fodbold og den danske kulturminister komme til at spille en vigtig rolle. 

Det må være kommet bag på Sepp Blatter, at så trofaste støtter som Dansk Boldspil-Union trådte op på kongressens talerstol som talsmand for de nordiske lande med en meget klar anbefaling.

DBU’s formand Allan Hansen fastslog at FIFA’s omdømme havde taget skade og opfordrede Blatter til som del af reformpakken at oprette en ”stærk, uafhængig undersøgelseskomité”, som får de nødvendige redskaber til at efterforske korruptionsbeskyldninger.

“Vi er klar til at tage del i det arbejde, der skal gøres, og vi er klar til at kæmpe for at bevare sammenhængen i fodboldfamilien,” lovede Hansen med en fint indpakket hentydning til truslen om splittelse.

Selv om Blatter erklærede sig enig efter Hansens indlæg, er hans fortolkning af begrebet ’uafhængighed’ ikke nødvendigvis den samme som Hansens, og Dansk Boldspil-Union vil gøre fodbolden en stor tjeneste ved at fastholde presset.

Også kulturminister Per Stig Møller har for nylig bebudet, at kampen mod match-fixing – som i Europa først og fremmest er et fodboldanliggende – kommer til at stå øverst på den idrætspolitiske dagsorden, når Danmark 1. januar 2012 overtager formandskabet i EU.

Det må efter de seneste begivenheder i FIFA stå klart, at kampen mod match-fixing ikke med held kan adskilles fra kampen mod andre former for korruption i sport. Hvis de nationale fodboldforbund skal være troværdige samarbejdspartnere i kampen mod aftalt spil, er regeringerne nødt til at stille krav til forbundenes og ledernes egen adfærd.

Allan Hansen kan som bestyrelsesmedlem i UEFA diskret hjælpe ministeren med at få øje på de fodboldforbund i EU, hvor fodboldens egne ledere har aftalt spil på samvittigheden. Det er ikke så få.

Hvis Per Stig Møller vil skabe et virkeligt politisk gennembrud, må han sigte mod en bredere indsats i korruptionsbekæmpelsen. Gør han det, kan han til gengæld opnå store resultater, for EU er en af de kræfter i den globale idrætsdagsorden, som FIFA ikke i længden kan navigere uden om.

Men foreløbig fortsætter kaptajn Blatter sin farlige kurs i et hav overstrøet med isbjerge.

Bliv ikke overrasket hvis nogen pludselig råber:

”Alle mand i bådene!”