Mursten gør det ikke alene

Den danske fritidslovgivning har uden tvivl en stor del af æren for, at Danmark i international målestok har en meget høj idræts- og foreningsdeltagelse.

Lovsikret gratis eller billig adgang til haller, fodboldbaner og gymnastiksale har i praksis fået status af en borgerrettighed i takt med de seneste årtiers vækst i velstand i det danske samfund. Kommunerne anvender da også cirka 86 pct. af deres årlige udgifter til idrætsformål på drift, tilskud og anlæg af idrætsfaciliteter ifølge KL’s seneste opgørelse af kommunernes budgettal.

De fleste foreningsledere i landet kender talemåden om, at hvis kommunen bare sørger for rammerne, skal foreningslivet nok sørge for at levere aktiviteterne.

Trods lovgivningen og den relativt gode forsyning af idrætsfaciliteter er idyllen dog langt fra total. Goderne er ikke lige fordelt.

I nogle lokalområder skriger foreningslivet på mere kapacitet, mens hallerne andre steder står tomme en stor del af døgnet. Samtidig har kønnene eller forskellige aktivitetstyper i praksis ulige adgang til offentlige faciliteter, fordi visse aktivitetsformer af historiske grunde ikke nyder samme dækning i den kommunale portefølje af faciliteter som andre.

Nogle borgere må altså betale dyrt for at dyrke idræt i private centre eller døje med utilstrækkelig kapacitet i lokalområdet. Og stadigt flere danskere dyrker idræt i det fri uden overhovedet at gøre brug af egentlige idrætsfaciliteter.

Uudnyttede faciliteter
Overordnet svarer tre ud af fem af landets idrætsforeninger ifølge den igangværende undersøgelse af frivilligheden i idrætsforeninger under Danmarks Idræts-Forbund, at de er tilfredse eller meget tilfredse med adgangen til faciliteter. Den danske idrætsmodel og de store kommunale udgifter til idrætsfaciliteter har altså helt sikkert mange gode sider. 

Alligevel er der grund til at kigge kritisk på det idrætspolitiske selvbillede om kommunen, der tilvejebringer og anviser faciliteterne, og foreningerne der fylder rammerne ud.

Selv om de mest højlydte røster på facilitetsområdet fortsat kommer fra foreningsledere, der klager over forsømte fodboldbaner eller mangel på haltid, hvisker kommunernes facilitetsansvarlige i stigende grad en anden historie: Mange steder leverer foreningslivet ikke nok indhold eller ikke det rette indhold til at fylde rammerne ud i forhold til den samlede befolknings behov for adgang til idræt.

Snesevis af ubrugte tennisbaner eller atletikanlæg, forsømte fodboldbaner eller uappetitlige idrætshaller vidner om utilstrækkelighederne i de senere års facilitetspolitik. Mange steder vejer faciliteterne tungere i kommunens budget end i den samlede mængde af lokalbefolkningens idrætsudfoldelse, og andre steder drømmer fritidschefer eller halinspektører om bedre at kunne tilgodese andre mulige leverandører af ‘indhold’ til faciliteterne end blot de lokale idrætsforeninger.

Ude af trit med tiden
Bagsiden af medaljen ved at lade facilitetsområdet i kommunerne styre mere af det lokale idrætspolitiske magtspil end af borgernes betalingsvillighed eller de overordnede tendenser i befolkningens idrætsvaner er en omkostningstung og usmidig facilitetsmasse, der ikke altid følger med tiden. 

Kommunerne har efterhånden en stor portefølje af faciliteter fra de glade velfærdsårtier, som både trænger til en kærlig hånd, og som ikke længere modsvarer tidens idrætsvaner, nye organiseringsformer eller nye målgruppers stigende idrætsdeltagelse.

Da kommunerne samtidig står over for en massiv økonomisk og demografisk udfordring i de kommende år, er der akut behov for nytænkning på facilitetsområdet.

Ideen om gratis mursten til folket er måske på vej til at møde muren?

Stadigt flere idrætsaktive danskere stemmer i bogstaveligste forstand med fødderne. Teenagere og voksne vælter ind i kommercielle centre til fitness, well­ness, kampsport, dans eller alle mulige idrætslige hybridformer. Helt generelt er kommercielle aktører på udkig efter nye forretningsmuligheder på hele idrætsmarkedet. Deres indtog viser, at der i realiteten er masser af penge, som brænder i lommerne på de idrætsaktive danskere, hvis bare de finder det rette tilbud.

Vi oplever tilmed en ny generation af teenagere og unge, som slet ikke kan forstå, hvorfor folkeoplysningens formelle krav eller den lokale idrætsforening med hævd på de bedste træningstider dybest set skal blandes ind i sagen, hvis de lige står med deres 700 facebook-venner på smartphonen og spontant får lyst til at trille lidt indendørs fodbold eller hockey i den lokale idrætshal.

Når man kan finde et ledigt flysæde til Australien på et splitsekund, hvorfor skal det så stadig mange steder være en hemmelighed, at den lokale idrætshal har en ledig haltime på onsdag klokken syv?

Der tegner sig et fremtidsscenarie, hvor de stadigt flere kommercielle operatører af idrætsfaciliteter vil føle sig udsat for uretfærdig konkurrence, hver gang offentlige midler går til at tilpasse forældede idrætsfaciliteter i en mere ‘fitnessorienteret’ retning. Innovative private eventmagere, instruktører og idrætsguruer vil i fremtiden ofte være parate til at betale for adgang til attraktive haltimer eller faciliteter, hvis de ellers kan få lov.

Debat om fremtidens udvikling
Er det virkelig en god idé med en struktur, der holder hånden over selv de mest forstokkede foreningsstrukturer og nærmest som en naturlov konverterer betalingsvillig efterspørgsel til en kommunal udgift, hver gang en kommune lidt forsinket reagerer på borgernes behov for nye faciliteter? 

Skaber folkeoplysningslovens forsøg på at skabe lighed på facilitetsområdet bare en anden form for ulighed, hvor den mest ressourcestærke del af befolkningen søger over i andre idrætsmiljøer end de offentlige faciliteter, og hvor børnenes idrætsudfoldelse i stigende grad sker i andre miljøer end de voksnes?

Ridser man lidt i halgulvet, er der masser af sprængstof på facilitetsområdet.

Innovationen har det simpelthen skidt i mange traditionelle idrætsanlæg. Og mens vi venter på, at de trængte kommunale budgetter rækker til at skifte brusehanerne i omklædningsrummet om syv år, tordner udviklingen af sted på idrætsmarkedet.

Selvfølgelig skal man fare med lempe, før man piller årtiers relativt vellykkede politik helt fra hinanden, men lad os alligevel fodre debatten med nogle presserende spørgsmål:

• Hvis det lokale foreningsliv i et lokalområde er gået i stå eller uden blik for nye målgrupper, hvorfor kan de offentlige faciliteter så ikke i højere grad selv udvikle aktiviteter eller indgå aftaler med den voksende underskov af kommercielle entreprenører på idrætsmarkedet om at skabe alternative aktiviteter?
• Når nu mange borgere gerne vil betale for adgang til ordentlige faciliteter og gode træningstider – eksempelvis i private centre – hvorfor kan de så ikke ‘få lov’ at betale i de kommunale faciliteter, så der kommer penge ind i systemet til vedligeholdelse og udvikling?
• Hvorfor er det ifølge idrætsorganisationerne nærmest grundlovsstridigt, hvis fodboldklubber skal betale for en kridtstreg, mens andre grupper må betale dyrt for adgang til idrætsfaciliteter?
• Hvorfor tordner det ene idrætscenter af sted med aktiviteter fra morgen til aften og solide overskud, mens det andet slæber sig af sted i en hørm af friture med lukket i skolernes vinterferie og et hensygnende foreningsliv?
• Hvorfor har det ene idrætscenter en fantastisk hjemmeside med onlinebooking, fleksibel adgang for alle og egne aktiviteter i de timer, som foreningerne ikke fylder ud, mens man som gæst i det andet idrætscenter betragtes som potentiel børnelokker eller lommetyv, hvis man af vanvare kommer forbi i foreningernes faste træningstid?

Sandheden er, at vi ikke kender svarene på mange af de presserende spørgsmål i forhold til drift og ledelse af idrætsfaciliteter. Dybest set, fordi vi aldrig har ledt efter dem.

På trods af de store offentlige udgifter til idrætsfaciliteter er fokus på mere effektiv drift og anlæg af idrætsfaciliteter begrænset, og forskning på området stort set ikke eksisterende.

Tiden er inde til seriøst at undersøge og sammenligne eksempelvis idrætsfaciliteternes kapacitetsudnyttelse og betydningen af forskellige forretningsmodeller, ejerformer eller anvendelse af ny teknologi. Vi bør seriøst debattere, hvordan borgerne får mest og bedst idræt for pengene i de offentlige idrætsfaciliteter.