Europa vil på banen

I januar udsendte Europa-Kommissionen en såkaldt ‘meddelelse’ om ’Udvikling af sportens europæiske dimension’. Papiret er en status over de områder, hvor Kommissionen fremover vil spille en aktiv rolle og tage initiativer i den europæiske idrætspolitik.

I den hjemlige debat kan sådanne meddelelser fra EU om ‘udvikling af sportens europæiske dimension’ nemt udløse rygmarvsreaktioner om bureaukratisk indblanding fra Bruxelles i den autonome danske idrætsmodel, men de europæiske institutioners stigende interesse for idrætten rummer også en historisk mulighed for at styrke og udbrede den danske opfattelse af en demokratisk idrætsbevægelse og for at sætte initiativer i gang, der kan skabe merværdi for idrætten i Danmark og resten af EU-landene.

Men hvor står EU netop nu i forhold til idrætspolitikken?
 
Med Lissabon-traktaten blev tidligere løse erklæringer om idrætten i EU’s grundlag for første gang afløst af en traktatfæstet kompetence (artikel 165, se boksen på forrige side) til at tage initiativer på idrætsområdet og formulere en idrætspolitik som supplement til medlemslandenes vidt forskellige organisering på idrætsområdet.

I praksis betyder artikel 165 ikke, at idrætsorganisationerne med henvisning til artiklens ordlyd om ‘hensyn til sportens specifikke forhold’ kan gøre, hvad de vil. En stor del af idrætten er udtryk for økonomisk aktivitet over grænser, og derfor skal idrætsorganisationer og klubber fortsat respektere de overordnede regler for det indre marked. Store idrætsorganisationer som IOC, UEFA eller FIFA kan ikke henvise til artikel 165 og se stort på generelle arbejdsmarkedsregler i kontrakter og transfersystemer eller sælge billetter, sponsorater og tv-rettigheder uden respekt for udbuds- og konkurrencereglerne i EU.

Omvendt sikrer Artikel 165 imod en ufølsom tolkning af EU-regelværket, så sportslige regler om eksempelvis kønsopdelte konkurrencer eller landshold forbeholdt spillere af en bestemt nationalitet kommer i fare, selv om sådanne regler i en ortodoks fortolkning af det indre markeds grundprincipper strengt taget kunne være ulovlige.

Få EU-midler til idrætten
Mere nyskabende er derfor den del af Artikel 165, der åbner for, at Unionen direkte kan ‘bidrage til fremme af sport’. 

Hidtil har idrættens manglende placering i traktatværket forhindret EU i at have sammenhængende sportsprogrammer eller budgetlinjer specifikt møntet på idrætspolitiske initiativer. EU-systemet har kun haft berøringer med idrætten, fordi idræt påvirkes af generelle europæiske regler eller kan indpasses i generelle programmer for eksempelvis økonomisk udvikling, integration, sundhed eller uddannelse. I fremtiden kan EU tage selvstændige idrætspolitiske initiativer.

Siden udarbejdelsen af den såkaldte ‘Hvidbog om idræt’ fra 2007 har Europa-Kommissionens lille idrætskontor i Bruxelles allerede lanceret en række små såkaldte ‘forberedende foranstaltninger’, hvor aktører på tværs af grænser samarbejder om konkrete projekter på områder som fysisk aktivitet, integration, motionsdoping, ligestilling m.m. Budgettet til de forberedende foranstaltninger er dog så beskedent i forhold til idrættens samlede pengestrømme, at det ikke er voldsomt interessant i det store billede.

Reelt er EU-systemet altså trods artikel 165 fortsat relativt tandløst, indtil den nye kompetence følges op af et budget af betydning til idrætsformål. EU-systemet opererer med syvårige overordnede budgetrammer, og de forberedende aktioner tjener sammen med diverse høringer og arbejdsgrupper til at klæde Kommissionen på til en mere sammenhængende idrætspolitik og langt mere omfattende programmer, forskningsinitiativer og støtteordninger i fremtiden. Det er endnu usikkert, om medlemslandene sætter midler af til et substantielt budget til idrætsformål i den næste syvårige budgetramme fra 2014.

Stort potentiale for dansk idræt
Men hvad er så det langsigtede potentiale ved EU’s nye kompetence? 

EU’s mere aktive rolle rummer masser af muligheder, fordi mange af de områder, EU på medlemslandenes foranledning vil sætte fokus på, ligger til højrebenet for dansk idræt: EU kommer til at fokusere på at fremme den brede idrætsdeltagelse, integration og frivillighed i idrætten med målrettede programmer og forskningsinitiativer.

På disse områder har Danmark efter EU-standard en særdeles veludviklet idrætssektor og debat og store mængder data og erfaringer, som vil blive efterspurgt i fremtidige initiativer. Kommissionen baserer i høj grad sine initiativer på sammenlignelige data eller på udveksling af konkrete erfaringer, men i dag mangler EU-kommissionen viden og sammenlignelige data på tværs af grænser på en række områder. Her vil dansk idræt og danske forskningsinstitutioner stå stærkt som leverandør af viden og erfaringer på de mere breddeidrætsorienterede områder.

Omvendt kan danske aktører få glæde af det arbejde for at få et samlet økonomisk overblik over idrætssektorens betydning i EU-landene – de såkaldte Sport Satellite Accounts – som EU har sat i gang i flere lande, men hvor Danmark ikke er med på vognen endnu. Idrætssektoren fylder over to procent af bruttonationalproduktet i EU og rummer et betydeligt vækstpotentiale.

Hvis dansk idræt med Kulturministeriet, idrætsorganisationer og forskningsinstitutionerne som aktive medspillere tager målrettede initiativer i forhold til Kommissionens såkaldte 'evidensbaserede politikudformning', vil det være en sikker vej til større dansk indflydelse på idrætspolitikken i Europa og en stærkere stilling i forhold til mulige fremtidige støtteordninger på europæisk plan.

En chance for den brede idræt
Et anden interessant perspektiv for dansk idræt og danske værdier ligger i Europa-Kommissionens erklærede fokus på idrættens organisering og såkaldt ‘god forvaltningspraksis’. 

På mange måder er et EU uden en stærk organisering på idrætsområdet i lommen på de stærkeste organisationer som eksempelvis UEFA, IOC, Premier League og andre rige organisationer med ressourcer til at følge og påvirke den idrætspolitiske dagsorden i Bruxelles.

Naturligvis har sådanne organisationer legitime økonomiske interesser at varetage, men takket være EU-Kommissionens bredere konsultationer og høringer på idrætsområdet i de senere år har EU-systemet i stigende grad fået øjnene op for, at de stærke idrætsorganisationer langt fra repræsenterer hele spektret af interesser og idrætsudfoldelse i medlemslandene.

Helt konkret støtter man ikke nødvendigvis den brede idrætsdeltagelse i Europa mest effektivt ved at give prestigefulde organisationer som IOC eller UEFA frit slag i forhold til salg af tv-rettigheder, billetter eller udnyttelse af ophavsrettigheder til reklame- eller spilleformål.

Det er reelt kun en brøkdel af pengene, der siver ned til græsrødderne, mens de vigtigste bidrag til den brede idræt kommer fra lokale myndigheder, frivilligt arbejde, statslige bidrag eller nationale spilleselskaber og ikke fra ‘sporten som en sammenhængende pyramidemodel, hvor eliten finansierer bredden’, som de stærke organisationer ofte argumenterer for i kampen for at undgå EU’s indblanding i deres anliggender.

I Kommissionens tilgang ligger en løftet pegefinger til den internationale idrætsverden: Hvis idrættens magtfulde internationale organisationer og forbund fortsat ønsker friheder i forhold til EU eller statslig indblanding, skal de også vise sig ansvaret voksent i forhold til at håndhæve ‘demokrati, gennemsigtighed og klare ansvarsforhold og inddragelse af brede interesser i beslutningerne’ i egne rækker.

Med andre ord ligger der i EU’s styrkede rolle på idrætsområdet en mulighed for, at Europa med EU som mulig katalysator fremover vil gå langt mere kritisk til den udemokratiske udvikling og de store problemer med korruption, manipulation og uigennemsigtige pengestrømme, der i disse år træder stadigt tydeligere frem i den internationale idrætsverden.