Olympisk korruption: Er foråret på vej?

”Madame Kommissær, jeg beder dem indtrængende tage dette emne alvorligt.”

Ved første øjekast slår dette udsagn næppe benene væk under nogen. Men tager man i betragtning at det omtalte emne er korruption i sport, at omgivelserne er en mødesal fyldt med repræsentanter for europæisk idræt og politikere og ansatte fra EU, og appellen bliver afsendt af et æresmedlem af Den Internationale Olympiske Komité – så kan man måske forstå at der er noget særligt på spil.

Det var ungareren Tamás Aján som tog mikrofonen ved afslutningen af en maratondebat om EU’s idrætspolitik tirsdag den 22. februar i Budapest.
Aján, som også er formand for Det Internationale Vægtløftningsforbund, fortalte forsamlingen at korruption findes på alle niveauer i sport, selv i håndteringen af doping tests.

Han sagde at sporten aldrig ville kunne klare problemet uden hjælp udefra. Han ønskede større offentlig opmærksomhed, og han advarede om at en ny generation af idrætsledere er ved at vokse frem fra lande, hvor ”penge synes at vokse på træerne”.

Det er så vidt vides første gang nogensinde et IOC-medlem offentligt har tilstået at korruption er udbredt i de internationale idrætsforbund. Og det er med statsgaranti aldrig før sket at nogen fra det internationale idrætssamfund har bedt EU om at blande sig i forbundenes indre anliggender.

Tværtimod har IOC og FIFA hånd i hånd udstedt flere advarsler til et EU, som interesserer sig mere og mere for idræt: Fingrene væk!

Det ungarske IOC-medlems afsløringer kan ses som et forspil til et andet banebrydende møde, det symposium om match fixing og illegalt spil som afholdes af IOC på tirsdag den 1. marts i Lausanne.

Men Aján skal ikke forvente ros fra hovedkvarteret. Der er flere tegn på at den olympiske ledelse har en helt anden plan, som går up på at begrænse debatten til at handle match fixing hellere end at lukke op for et hvepsebo.

Ret skal være ret. IOC fortjener anerkendelse for omsider at indse at sporten alene ikke kan besejre de globale netværk af gangstere, som udfører illegal gamling og fusk med sportsresultater.

At vælge 1. marts, den første forårsdag, som mødedato, kan også tages som varsel om tøbrud. Men optakten til mødet antyder også at det i stedet kan ende med ren nedsmeltning og øget korruption.

En indsats mod korruption må, som Aján også nævner det, fra starten bygge på værdier som gennemsigtighed, inddragelse af alle relevante parter og en helhedstankegang. Disse værdier er ikke nødvendigvis til stede næste tirsdag i Lausanne.

IOC’s lukkede møde er omgivet af hemmelighedskræmmeri. En række oplagte interessenter som Play the Game talte med i Budapest, er ikke blevet indbudt eller har måttet presse hårdt på for at komme med.

Ifølge IOC deltager sportsministre fra Storbritannien, Frankrig, Schweiz og Australien. Hvorfor netop disse og ikke andre regeringer er inviteret, står hen i det uvisse. Danmark er ikke blevet budt.

WADA advarer mod underverdenen
Én gæst, det internationale anti-doping agentur WADA, hæver stemmen på vej til Lausanne. WADA’s generaldirektør David Howman udsendte forleden en erklæring som opfordrer regeringer og idrætten til at danne et World Sports Integrity Agency – et agentur for hæderlighed: 

”Vi har overbevisende oplysninger, som inkluderer en grundig orientering jeg fik sidste uge fra USA’s politimyndigheder (og som kan lægges til information vi fik fra efterforskere i Major League Basketball), om at den kriminelle underverden nu er dybt engageret på måder, som - hvis de ikke kontrolleres – vil skade den moderne sports fremtid alvorligt,” skriver Howman.

WADA ønsker en tre-armet institution, hvor de selv indgår som den første arm, den anden skal kontrollere spillemarkedet, og den tredje arm bekæmpe bestikkelse og andre former for korruption.

Erklæringen bliver ikke vel modtaget i IOC, som anser det som et utidigt forsøg på at positionere WADA til en fremtidig hovedrolle i kampen mod korruption.
En sådan rolle vil IOC for alt i verden undgå at tildele WADA, eftersom agenturet i forvejen har udvist alt for stor uafhængighed i kampen mod doping i det sidste årti.

Den olympiske traume
Netop i spændingen mellem WADA og den såkaldt olympiske familie ligger måske årsagen til, at IOC nu afholder et lukket møde for en lukket kreds. 

IOC ønsker ikke at genoplive traumet fra 1999, da man måtte opgive sin kontrol med den globale kamp mod doping og blev tvunget til dele magten med regeringerne ved oprettelsen af WADA.

Efter den seneste tids offentlige debat om den udbredte korruption i FIFA kan IOC have god grund til at frygte, at historien er ved at gentage sig. Adskillige regeringer er begyndt at røre på sig, selv den schweiziske, som er vært for de fleste store idrætsforbund.

Derfor er der grund til at holde et vågent øje med, om mødet i Lausanne på tirsdag i virkeligheden er et forsøg på at genvinde kontrollen med den internationale dagsorden.

Et afgørende signal vil være, om man på mødet igen vil påkalde sig idrættens autonomi som et værn mod kontrol udefra.

Ingen, hverken nationale regeringer, EU eller massemedierne, har hidtil været velkomne til at kigge idrætsforbundene i kortene. Dette har banet vejen for massiv korruption og groteske tilfælde af magtmisbrug i mange idrætter.

Det er ubegribeligt, hvis IOC fortsat vil holde hånden over de idrætsorganisationer, hvis skalten og valten med milliarderne IOC-formand Jacques Rogge sandsynligvis føler personlig afsky ved. Formelt set har IOC ikke myndighed til at sætte forbundene på plads og risikerer at møde aktiv modstand fra egne rækker. Men IOC har af historiske grunde den moralske og politiske autoritet til at lægge en kurs for idrætten.

Ejere skal være hævet over mistanke
Regeringerne og offentligheden har en åbenlys og logisk interesse i at hjælpe sporten med at beskytte sig selv: 

Hvis skatteyderne skal medfinansiere en ny international institution mod sportskorruption, må der være en rimelig forventning om, at den bliver nogenlunde effektiv. Det betyder blandt andet at ejerne selv må være hævet over enhver rimelig mistanke.

Og når det gælder en nyt agentur imod korruption i idrætten, må kravene skærpes: Der er jo ikke tale om et ejerskab på god afstand af det daglige arbejde, som når man har aktier i en bank for eksempel.

Idrætsforbundene er som arrangører dybt involveret i de turneringer, mega-events og enkeltstående idrætskampe, hvor kampen mod match fixing skal foregå. De påsætter dommere, de giver licens til spillere og trænere, de overvåger kampenes forløb – og de henter en stor del af deres indtjening ved de selvsamme arrangementer.

Med andre ord er der dobbelt grund til at kræve at idrætslederne selv stiller op til gennemlysning af deres forvaltning. For man kan vel ikke forestille sig at ansvarlige regeringer køber en model, hvor man lader ræven vogte gæs og korrupte idrætsledere vogte gangstere?

Magten rykker mod øst
Hvis en ny institution mest dannes som en pr-manøvre, vil effekten blive den stik modsatte. Hvis verdensoffentligheden beroliges, uden at idrætsforbundene presses til gennemsigtighed og øget demokrati, vil de kriminelle kræfter få tid til at styrke deres position både inden for og uden for organisationerne. 

Dette perspektiv bestyrkes af en udvikling, som retskafne politikere i demokratiske lande bør lægge godt mærke til:

Som blandt andet valgene af Rusland og Qatar som værter for fodbold-VM viser, er magten og pengene i international idræt ved at rykke mod øst – til lande, hvor både idrætten, erhvervslivet og det politiske system spiller efter helt andre regler end dem der gør sig gældende i Europa. Lande hvor ”penge synes at gro på træerne”.

Der er mange grunde til at håbe på at det europæiske forår indfinder sig på tirsdag den 1. marts. Som et tøbrud for idrætten, og ikke som en nedsmeltning.

Jens Sejer Andersen er international chef for Play the Game, et initiativ som arbejder for demokrati, gennemsigtighed og ytringsfrihed i idrætten. Initiativet er i dag en del af Idrættens Analyseinstitut.