Hvem vinder VM i motionsfodbold?

Når Morten Olsens drenge mandag eftermiddag løber på banen til den første kamp ved VM-slutrunden i fodbold i Sydafrika, kan danske fodboldledere nyde kampen i sikker forvisning om, at fodbolden i Danmark gør mange ting rigtigt.

Den danske talentudvikling har endnu engang placeret den lille nations bedste spillere i verdensfodboldens fornemste selskab, og tilstrømningen af børn til landets fodboldklubber viser, at der også bliver materiale at arbejde med i fremtiden.

Fodbold er et genialt spil, der engagerer millioner af mennesker, og VM i fodbold kan som ingen andre begivenheder få nationen til at stå stille.
Men kan fodbold også få nationen til at bevæge sig i en tid med enormt fokus på at motivere en større del af befolkningen til fysisk aktivitet?

Forbund og klubber overser potentiale
Desværre tyder alt for lidt på, at danske fodboldklubber og deres organisationer for alvor har reageret på budskabet fra Dansk Boldspil-Unions (DBU) egen hjemmeside fra august 2007: 

’Fodbold sundeste motion’, hed overskriften på en pressemeddelelse, der gennemgik de interessante resultater fra lektor Peter Krustrups forsøg med fodbold som sundhedsfremme som led i et forskningsprojekt på Institut for Idræt i København.

Essensen af de københavnske forskeres resultater er ikke blot, at fodboldtræning er uhyre effektivt for såvel kondition som styrke og derfor er et potent middel til bekæmpelse af livsstilssygdomme. Hobbyfodbold på små baner er tillige mere effektiv træning end såvel styrketræning som løbetræning med moderat intensitet. Dertil tyder forskergruppens resultater på, at fodboldtræning af deltagerne opleves mere lystbetonet og motiverende og har større evne til at skabe sociale bånd end løbetræningen.

Fodboldens potentiale som sundhedsredskab er med andre ord en solstrålehistorie, men desværre en overset solstrålehistorie, hvis man kigger på de faktiske tendenser i teenageres og voksnes idrætsudøvelse og på de forhutlede initiativer, fodboldens organisationer har lanceret på baggrund af den dokumenterede viden fra 2007 indtil videre.

De unge løber ud af klubberne
Faktum er, at over halvdelen af de danske drenge og efterhånden også rigtig mange piger fødes med fodboldstøvler på. Men efter de tidlige barneår er fodboldklubber verdensmestre i at udvikle talenter – og afvikle de mindre dygtige spillere. 

Teenagere og voksne forlader fodboldklubberne i rå mængder og drøner ud på løbestierne og ind i fitnesscentrene for at dyrke aktiviteter, der ifølge de københavnske forskningsresultater hverken er nær så sunde og effektive eller nær så sjove og motiverende som fodbold!

Forklaringen på den adfærd kan delvist være, at styrketræning og løbetræning ikke opleves så pligtbetonet og trist af udøverne, som mange boldspillere vil hævde. Men først og fremmest må forklaringen være, at fodboldklubbernes ikke evner at organisere en fodboldtræning, som befolkningen har lyst til og mulighed for at deltage i efter de første børne- og ungdomsår.

Når nu fodbold åbenbart er sjovere og sundere end andre former for træning, er det jo nærmest en ‘trussel’ mod folkesundheden, at fodboldklubberne så målrettet taber medlemmer uden at få nye ind.

Brug for konceptudvikling
Skygger fodboldens enorme fascination i virkeligheden for den kendsgerning, at fodbold for målgrupper som frafaldne teenagere eller voksne motionister ikke handler om talentudvikling, men om konceptudvikling med et helt andet sigte? 

Banens størrelse, resultater, aldersgrupper, køn og regler, er biting i det store spil. Skal fodbold for alvor vokse som motion, handler det om at skabe en struktur, som gør det muligt at mødes om fodbold indendørs eller udendørs i en form, hvor spillet er tilrettelagt efter forskellige aldersgruppers og segmenters fysiske forudsætninger og livsvilkår.

Har man nogensinde hørt om en fodboldklub, der udbød fodboldtræning for voksne begyndere eller let øvede lige som gymnastikforeningen, fitnesscentret eller motionsklubben?

Har fodboldens mastodonter som DBU og DGI tænkt på, at foreningsbaseret fodbold akkurat som motionsløb, fitnesstræning eller tennis kan bygge på et helt lokalt fællesskab, hvor deltagerne ikke spiller kamp mod andre klubber, men hvor foreningens først og fremmest formidler kontakten mellem spillerne om at mødes på et givet sted på et givet tidspunkt om en form for fodbold, hvor alle ‘på holdet’ kan være med?

Idan har netop gennemført en undersøgelse af det drastiske frafald i Dansk Tennis Forbund. Her viser det sig, at forbundets traditionelle rolle som formidler af kampe mellem klubber langt fra har relevans for alle klubber eller spillere. 68 pct. af tennisklubbernes medlemmer deltager aldrig i holdkampe, stævner eller turneringer. Foreningens primære rolle er derfor først og fremmest at fungere som ‘kontaktbureau’ og stille en attraktiv ramme til rådighed for træningen helt lokalt.

Landets fodboldklubber må stille en infrastruktur til rådighed for spillere, som kun ønsker at deltage i fodbold for træningens skyld eller acceptere, at nye aktører begynder at gøre krav på banekapacitet. Landets kommuner stiller over 5.000 fodboldbaner kvit og frit til rådighed for fodboldklubberne, men det står ikke nedfældet i grundloven, at banen skal have bestemte mål – eller hvem der skal have lov at spille på den.

Turen er kommet til motionisterne
Fodbolden har med stor dygtighed udformet attraktive koncepter for de yngste børn og høstet frugterne af det. Nu er turen kommet til motionisterne, og hvis fodboldklubberne eller fodboldorganisationerne ikke selv har lyst eller evne til at løfte opgaven, er det bare at opfordre kommercielle aktører , motionsklubber, gymnastikforeninger eller fitnesscentre til at udvikle motiverende fodboldkoncepter som supplement til alle de andre træningsformer for den motionshungrende voksne befolkning. 

Indtil videre har DBU kun tøvende taget pointerne fra det københavnske forskningsprojekt til sig. Unionens indsats for lokale multibaner og kunstgræsanlæg er prisværdig, men udbredelsen af motionsfodbold handler ikke kun om faciliteter, men også om vilje, fantasi og en ny tankegang, der både kan indeholde nye fodboldkoncepter og tværgående initiativer med løbehold, fitnesshold eller fitnesscentre.

Man kan undre sig over, at flertallet af landets fodboldklubber hellere vil rende med telefonbøger og arrangere Kandis-koncerter for at tjene penge til deres virksomhed end at engagere sig i motionsmarkedet i den sportsgren, klubberne trods alt brænder mest for. Men skulle det ske, at fodboldklubberne ser lyset, tør vi godt garantere, at en uforpligtende og fleksibel satsning på motionsfodbold ikke vil lokke én eneste trofast spiller til at forlade old boys-holdet. Til gengæld stiger chancen for, at den dedikerede oldboys-spiller snart får følgeskab af naboen, sin teenageunge eller de stressede forældre, der plejer at hjælpe til ved ungernes træning.

Fodbold kommer til at vokse dramatisk som motionsaktivitet i de kommende år. Spørgsmålet er blot, om det bliver fodboldklubberne eller andre aktører, der bliver verdensmestre i at arrangere motionsfodbold.

Fodbold mister pusten blandt de voksne

Der sker et massivt og konstant frafald i antallet af danskere, der regelmæssigt spiller fodbold, efter de første barneår, selv om den generelle idrætsdeltagelse holder sig omkring 80 procent i de ældre aldersklasser.