Håndboldøkonomiens blodige krise: Hvordan kommer klubberne videre?

Håndboldklubberne bløder, og krisen kradser. De senere uger har budt på mange dårlige nyheder mens Dansk Håndbold Forbund (DHF), klublederne og Divisionsforeningen Håndbold er blevet mødt med hård kritik. I nogle tilfælde har eksperter endog kaldt de ansvarlige for ’ lallende amatører’, der burde finde sig en anden bestalling.
 
Modsvaret har fra håndboldens repræsentanter i Divisionsforeningen og DHF nærmest været blankt afvisende: Problemerne er klubbernes egne, og det skal hverken DHF eller Divisionsforeningen bekymre sig synderligt om.

Det handler mere om råd og vejledning end om reguleringen og kontrol. Selv om kritikken fra eksperterne lyder lidt skinger, er der nu alligevel grund til at kigge forholdene efter i sømmene. Det er i stor udstrækning i DHF og Divisionsforeningens interesse, at der strammes op.

En blødende økonomi
At der er krise i dansk håndbold, står uden for enhver tvivl. Håndboldligaklubberne er ekstremt følsomme over for finanskrisen, fordi næsten hele deres omsætning bygger på sponsorer og annoncører – et marked, der på alle medieplatforme er hårdt ramt. Fodboldklubberne har med større transfer-, tv- og entréindtægter lidt flere strenge at spille på.

Allerede nu har mere end halvdelen af ligaklubberne i denne sæson bedt spillerne om at gå ned i løn. Selv om man så det historisk største underskud i håndboldøkonomien sidste år, tyder de første regnskaber i år på, at håndbolden formentlig rammer endnu en spektakulær rekord. Selv storklubber som GOG og Kolding er i akutte likviditetsproblemer. Sammen med Viborg, der i mange år har været en yderst velsmurt maskine, ramte de alle et underskud mellem syv og otte millioner kroner.

Desværre har der aldrig for alvor været styr på de kommercielle håndboldklubbers økonomiske forhold. Høj som lav i dansk håndbold har været i økonomiske vanskeligheder – ofte flere gange. Betragter man nøgletallene fremgår det, at der stort set i hele perioden fra midten af 1990'erne og frem til i dag har været varierende grader af underskud. I klubbernes årsregnskaber for 2007-2008 knækkede kurven desværre markant. Gennemsnitsresultatet i ligaklubberne lyder på næsten 1,9 mio. kr. i underskud. 12 ud af i alt 22 klubber i herre- og dameligaen fik underskud.

Bag disse tal ligger endvidere, at flere af ligaklubberne har måttet styrke deres egenkapital gennem tilførsel af såkaldt ansvarlig lånekapital for at blive godkendt som kontraktklub i DHF’s licenssystem, der gennem de senere år er blevet gradvist implementeret.

Hvordan er det kommet så vidt? 
Der er flere årsager til, at der aldrig rigtig er kommet styr på bagsmækken. For det første er professionaliseringen af dansk håndbold gået meget, meget stærkt. Alle har villet have en bid af kagen, og endnu må man så berettiget tvivl om, hvorvidt organiseringen af sporten er kommet på plads. Der er sket gunstige ting, eksempelvis i kølvandet på den såkaldte ’Anja Andersen-sag’, hvor blandt andet Udvalget for Professionel Håndbold blev oprettet. Men spørgsmålet er, om det har været tilstrækkeligt.

Desuden indeholder sportsøkonomien branchemæssige karaktertræk, der kan betegnes som ’ruinerende konkurrencebetingelser’. Det koster at vinde, og for at vinde og få penge igen skal man have et stort lønbudget. Da alle klubber sigter mod at ligge i toppen, men kun få reelt kan realisere den mulighed, medfører konkurrencen en opadgående løn- og omkostningsspiral. Investeringen tjener sig derfor næsten aldrig hjem.
 
Endvidere har gunstige samfundsøkonomiske konjunkturer i flere år holdt en hånd under håndboldøkonomien, indtil finanskrisen satte en brat stopper for det hele. De gode konjunkturer gav let adgang til sponsormidler, og bankerne har nærmest bedt om at låne penge ud. Det har givet en overoptimisme, hvor klubberne ikke har ladet sig begrænse af deres økonomiske formåen.

Samtidig er det klart, at der altid er folk, som er parate til at redde klubberne. Selvom klubberne ofte har været i økonomiske vanskeligheder, har de en ekstraordinær overlevelseskraft, som man meget sjældent ser i andre brancher. Klubberne betyder meget i lokalområdet og sætter hjembyerne på landkortet. Efter kommunalreformen har der været ekstra behov for fælles referencepunkter, samtidig med at de oplevelsesøkonomiske trends med fokus på sport har haft tag i kommunalpolitikerne.

Konsekvensen er, at klubberne lever på forventet efterbevilling. I kampen for at være med i toppen tager de chancer. Og selvom det ikke betaler sig, er der altid en hvid ridder med et checkhæfte i rustningen.

Endelig har flere fodboldklubber været med til at finansiere håndboldklubbernes huller. I alle fodboldklubberne: AaB, AGF, FC Midtjylland, og formentlig også Esbjerg og FCK, har selskaberne tabt penge på håndbolden og lukket huller som håndboldklubberne ikke selv havde kunnet lukke. Det har trukket spillernes lønniveau endnu højere op.

Derfor skal der styr på økonomien
Selvom det siger sig selv, at denne situation er uholdbar, er der især tre områder, håndbolden bør forbedre:

For det første bliver håndboldens parter nødt til at tilfredsstille omverdenens krav om at holde orden i eget hus. Ellers kommer der diktat eller pres udefra. Danmarks Idræts-Forbund (DIF) har allerede været efter Danmarks Ishockey Union og vil formentlig ikke blive ved med at vende det blinde øje til andre idrætsgrene.

De økonomiske problemer er nemlig også kommet på dagsordenen hos storebror, fodbold. Her har endog Europaparlamentet og EU-Kommissionen kig på problemerne. FIFA og UEFA har også skærpet opmærksomheden, og i England truer politikerne med indgreb, hvis ikke Europas ’rigeste’ fodboldrække snart selv nedbringer gælden og forbedrer den økonomiske styring.

For det andet skal der skabes større grad af finansiel fairplay, fordi det er urimeligt, når klubber ’doper sig’ økonomisk til placeringer, som de ikke er finansielt berettiget til. Da GOG’s André Jørgensen blev en afgørende faktor i kampen mod Skjern d. 24. oktober var det som beskrevet i Jyllands-Posten den 30. november et blændende eksempel på dette problem. Andre Jørgensen blev hentet i AaB af GOG på et tidspunkt, da klubben reelt ikke havde midlerne til det. Alligevel udvidede GOG truppen, og det gav sportsligt pote. André Jørgensen scorede fem mål og bragte GOG i toppen uden økonomisk rygdækning.

De må have været rasende i Skjern. Klubben har aldrig haft underskud, og har altid svaret sit. Økonomisk doping gjorde bare forskellen. Og sådan er der mange andre eksempler. Det helt generelle problem er, at overinvesteringer belønner de forkerte, hvilket i andet led skaber en incitamentsstruktur, der nærmest opfordrer til usportsligt økonomisk spil. Det er urimeligt, at Divisionsforeningen, klubbernes egen interesseorganisation, lader den slags passere uden påtaler.

For det tredje bør den økonomiske situation forbedres, så håndboldens parter kan få en bedre position forhandlingerne om den nye tv-aftale. Måske er det allerede for sent, men det er klart, at de potentielle købere vil kunne presse prisen og vilkårene for den af to årsager:

Dels fordi klubberne skriger på penge og ikke har råd til at få en dårlig aftale i stand. De skal på tv så meget som overhovedet muligt. Denne nødvendighed kommer desværre håndbolden til ugunst, fordi rettighedskøberne kan spille kostbare. Medieselskaberne ved, at klubberne er pressede, og det er et godt kort i en forhandlingssituation.

Allerede nu har alle potentielle købere som led i det taktiske spil meldt ud, at de ikke mener, håndbolden er noget særligt værd. Dette er dog naturligvis ikke korrekt, og håndbolden har det gode kort på hånden, at man forhandler samlet, så de populære landshold kan trække klubberne med op.

Ydermere svækker klubbernes økonomiske uføre håndboldens image. En branche uden styr på sine interne forhold har et mindre godt brand at sælge. Der kan ikke stilles spørgsmålstegn ved den rent sportslige dimension af produktet. Det er i absolut verdensklasse. Men professionalismen på den organisatoriske side kan til tider være svær at få øje på.

Dette sammenholdt med desperationen for at få likvider i kassen stiller alle – DHF, Divisionsforeningen og klubberne – dårligere.

Hvad skal der gøres?
Der findes grundlæggende ikke nogle enkle løsninger på håndboldkrisen, men nogle er bedre end andre.

Det nuværende licenssystem, der gradvist er blevet implementeret, er et skridt i den rigtige retning, men det indeholder en gummiparagraf, man bør skille sig af med. Klubberne kan nemlig tilføre såkaldt ’ansvarlig lånekapital’ til deres ’rigtige’ egenkapital, såfremt de ikke lever op til kravene. Klubberne kan med andre ord gældsætte sig ud af problemerne. Og det har mange gjort.

Det, der skulle virke styrkende for klubbernes økonomi, har altså i stor udstrækning en modsat effekt. Det er selvsagt ikke hensigtsmæssigt. Fjerner man den mulighed, vil økonomien med stor sandsynlighed rette sig til det bedre på længere sigt.

Lønloft?
Alternativt kan man overveje et ’spillerbudgetloft’. Ordet, der normalt er brugt herom, ’lønloft’, er misvisende, fordi det signalerer, at spillerne skal holde for. En skrantende økonomisk situation vil naturligvis altid betyde et nedadgående lønpres, fordi klubbernes efterspørgsel mindskes, men da det ikke er spillernes eller deres agenters problem, at klubberne har givet dem for meget i lønningsposen, skal man ikke sætte et decideret loft over deres individuelle lønninger.

Derimod kan man indføre det, den engelske sportsøkonom, Stefan Szymanski, har foreslået for den europæiske fodbolds vedkommende. Han taler om en omsætnings-/lønratio, hvor man sætter klubbernes lønudgifter i forhold til deres omsætning ved en given grænse.

Argumentationen er, at dette er en meget enkel og let forståelig måde at gå til problemet på. At man kun må bruge en vis procent andel af klubbens indtægter på løn, er muligt at føre ud i livet uden den store ramasjang.

Szymanski taler om en grænse på omkring 60 – 65 procent af omsætningen, men det må naturligvis vurderes i forhold til de specifikke danske håndboldforhold. Dog er det er klart, at når klubberne bruger fra 80 procent til mere end 100 procent af indtægterne på spillerlønninger skal tallet sættes ned. Det må være en klar opgave for håndboldens parter at finde et niveau for denne grænse.

Bedre kontroforanstaltninger og skrappere sportslige sanktioner
Endelig bør man overveje at nedsætte en af DHF og Divisionsforeningen uafhængig instans, der kan kontrollere og sanktionere klubbernes økonomiske vanskeligheder sportsligt. Kritikken af dette forslag har tidligere lydt, at det er ’overkill’. Måske, men, hvad skal der til, før klubberne retter ind, når det ikke er sket endnu? Hvor mange klubber skal gå konkurs? Har de nuværende instanser vilje nok til at statuere eksempler og vise, at man tager krisen alvorligt?

Ved at lade DHF selv fungere i behandlingen bliver organisationen sårbar over for kritik for at varetage bestemte interesser i sine afgørelser. Set i lyset af, at dansk elitehåndbold har udviklet sig fra at være foreningssport uden nævneværdig omsætning i klubberne til at blive en egentlig branche, er der behov for at overveje om sportens regulerende institutionelle set up er tidssvarende.

En uafhængig instans kunne på baggrund af reglerne om licens til at drive kontrakthåndbold være første instans i håndhævelsen af reglementet om kontraktforeninger og spillerkontrakter samt sanktionere i forhold til eventuelle uhensigtsmæssigheder i klubbernes økonomiske forhold.

Et uafhængigt organ med klare retningslinjer vil alt andet lige have et bedre grundlag for at træffe de meget vanskelige beslutninger om klubbernes ret til at tegne kontrakter og vil være mindre følsomt for beskyldninger om at lade andre forhold end de rent saglige indgå i beslutningsgrundlaget.

Handling nu?
DHF og Divisionsforeningen udsendte i februar 2009 en pressemeddelelse om, at der ville blive nedsat en arbejdsgruppe, der skulle se på de aktuelle problemer og komme med forebyggende tiltag.

Her udtalte formanden i Divisionsforeningen:
 
"Hos os i Divisionsforeningen er vi helt afklaret med, at håndbolden er et spejlbillede af det omgivende samfund, og at vi må tilpasse os de konjunkturer, der hersker i samfundet som helhed. Vi har den opfattelse, at de danske divisions- og ligaklubber har forståelse for dette, og at alle implicerede parter gennem det nu aftalte mødeforløb vil arbejde på at få en fælles tilgang til de muligheder, der er for at få løst de alvorlige økonomiske problemer, som truer håndboldsporten."

Vi afventer endnu resultaterne og de konkrete indsatser af dette arbejde. Imens bløder håndbolden videre.