Sporten må ruste sig mod svindel og korruption

Man forlod sjældent prædikenerne i opløftet stemning, da Coventrys enorme katedral i dagene 8.-12. juni udgjorde rammen for den sjette udgave af den kritiske internationale idrætskonference ‘Play the Game’.

Den danske organisation, Play the Game, er ildeset i mange af den internationale sportsverdens etablerede organisationer for at kaste lys på skyggesiderne i international idræt. Derved bryder Play the Game mange sportsorganisationers tradition for at ordne tvivlsomme affærer internt ‘i familien’.

Play the Games formål er at konfrontere sportsorganisationernes mangel på gennemsigtighed, ordentlig debatkultur og demokrati i håbet om at skabe en bedre sportsverden, men i Coventry stak advarselssignalerne ofte dybere end tidligere: Man talte ikke kun om lidt dopingsnyd hist og lidt fiksede afstemninger pist. Mange oplæg handlede om massiv korruption i millionklassen, hvis ikke direkte organiseret kriminalitet.

For 10-20 år siden kunne man som dansker grine lidt i skægget og tale om ‘kulturforskelle’, når internationale specialforbundspræsidenter på deres bedste cirkusengelsk nedtonede åbenlyse dopingskandaler og pamperi.

I dag synes ikke engang idrættens ‘operettefyrster’ altid, at det er sjovt længere, når den tunge, organiserede kriminalitet i takt med de voksende pengestrømme i international idræt i stigende grad retter blikket mod sporten.

Forsvarsløs sport
Mange af sportens organisationer mangler fundamentalt evnen til at forsvare sig selv. 

Den svenskfødte amerikanske håndboldleder Christer Ahl er efter 32 år i ‘Playing Rules and Referees Commission’ i det internationale håndboldforbund (IHF) netop udrenset af den berygtede egyptiske præsident, Hassan Moustafa. Ifølge Christer Ahl mangler mange sportsledere fra lande med velfungerende sportssystemer ’beredskabet til at tro’, at de kan havne i en international organisation med ledere eller kolleger med lyssky hensigter.

Samtidig hersker en udbredt ligegyldighed på nationalt niveau over for begivenhederne i de internationale forbund – i hvert fald indtil den dag manipulationerne rammer i egne rækker. Men desværre skal man ikke søge længe efter tvivlsomme personager eller affærer i omkredsen af mange internationale sportsorganisationer for at konstatere, at der i læ af idrættens 'gode sag' ofte foregår direkte korruption eller hvidvaskning af penge.

Nye udfordringer
En af de synligste udfordringer for international sport er match fixing. Det illegale spillemarked i Asien er alene større end det legale vestlige spillemarked, og illegale spillesyndikater, som allerede har ødelagt professionelle ligaer i mange asiatiske lande, kaster i stigende grad deres kærlighed på sport i den vestlige verden. 

I marts 2005 betegnede FIFA-præsident Sepp Blatter den tyske match fixing-skandale om dommeren Robert Hoyzer som en ‘one off case’. Siden er opmærksomheden omkring match-fixing vokset dag for dag, og præsidenten for de europæiske professionelle fodboldligaers sammenslutning (EPFL), Emanuel Macedo de Medeiros, betegnede i Coventry bramfrit match-fixing som en ’ udfordring af monumentale proportioner’.

Om fodbolden og andre sportsgrene er parat til at møde udfordringen er en anden sag. Direktøren for den australske antidopingkommission, Richard Ings, berettede i Coventry om, hvordan han tidligere var med til at efterforske match-fixing i international tennis, hvor det internationale spillemarked i herretennis alene anslås til at være på 50 mia. dollars om året.

I et forsøg på at bekæmpe match fixingproblemerne i tennis er i dag sådan, at spillere kan suspenderes, hvis de ikke giver efterforskerne adgang til private kontoudskrifter og udskrifter over telefonopkald, hvis der opdages mistænkelige spillemønstre på deres kampe.

I betragtning af fodboldens tilbageholdenhed i forhold til whereabout-systemet i antidopingkampen og den stigende bekymring for krænkelser af atleternes privatliv, kan det vise sig svært at udbrede sådanne krav til fodbold og andre sportsgrene.

Misbrug af megaevents
De største megaevents med deres uantastelige fascination og evne til at aktivere masserne danner efterhånden endnu et skandaløst mønster: 

Der er tradition for store budgetoverskridelser ved den slags lejligheder, men efterhånden er beløbene nået op i vanvittige summer. OL i Vancouver, OL i London, VM i fodbold i Sydafrika, EM i fodbold i Ukraine/Polen står næst i rækken af megaevents, der løber økonomisk af sporet.

Modellen er simpel: Først pisker fortalerne for buddene på de store events i en blanding af eufori og naivitet en stemning op om megabegivenheden som nationens kommende genrejsning. Derefter eksploderer budgetterne. Mens skatteyderne får tildelt regningen for at redde den nationale prestigesag, der løb økonomisk af sporet, kan foretagsomme bagmænd ofte berige sig personligt på byggekontrakter og konsulenthonorarer.

Det enorme pengespild forværres yderligere af, at de forhåbninger om fremme af idrætsdeltagelsen, som ofte legitimerer investeringerne i de store megaevents, kun sjældent synes alvorlig ment.

Eksempelvis har breddeidrætten i England officielt måtte afgive 547 mio. pund i spillemidler for at medfinansiere det engelske OL. I Coventry kunne man på trods af dette høre formanden for breddeidrættens paraplyorganisation, CCPR, Brigid Simmons, fortælle, hvordan hun regnede med, at OL kunne danne afsæt for en national strategi for at fremme idrætsdeltagelsen.

Det samme gjorde CCPR på seneste Play the Game i Reykjavik, men ikke meget er sket. Strategierne for efterbrug af de olympiske anlæg og fremme af idrætsdeltagelsen i hele landet er stadig ikke på plads, men hvem interesserer sig også for breddeidræt, når nationens ære står på spil? Det triste svar er, at det gør alt for få.

Nødvendig organisation
Organisationer som Play the Game er derfor helt nødvendige, hvis ikke international idræt skal gå fra at være et positivt symbol med stærke universale værdier til at blive et spejl af det globale samfunds skyggesider. 

Desværre er der allerede stærke tendenser i den retning, som det i Coventry blev udtrykt af den tidligere tredobbelte vinder af Tour de France, Greg Lemond:

“I dag er det nærmest pinligt at være tidligere vinder af Tour de France.”