Det bedste OL i nyere tid?

Denne analyse har været bragt første gang i Politiken d. 2. oktober 2008. Hele analysen kan downloades nedenfor.

Den danske indsats ved OL i Beijing blev ved afslutningen af legene vurderet af Team Danmark (TD) som en af de bedste i nyere tid. 

Det samlede antal medaljer blev ganske vist en enkelt mindre end ved sidste OL, men i 10 ud af de 13 OL, der er afviklet siden 1948, har Danmark vundet færre medaljer end i Beijing, så det er ikke urimeligt, at TD slår sig for brystet. OL levede til punkt og prikke op til målsætningen. Med to guld-, to sølv- og tre bronzemedaljer, i alt syv af slagsen i seks idrætsgrene, endte den samlede medaljehøst præcis på det antal, som TD og Danmarks Idræts-Forbund (DIF) havde sat op for legene.

Det ville være naturligt, om resultaterne er blevet ledsaget af et lettelsens suk i TD og DIF. Resultaterne ved VM i OL-disciplinerne i 2005-2007 var nemlig ringere end resultaterne ved OL i Athen. På den baggrund kunne man kun have forventet fem medaljer i Beijing. Resultaterne i årene mellem de to seneste OL tyder også på, at danske eliteidræts top er blevet stadigt smallere. Dette kan måles gennem en opgørelse af top 8-point (1. plads 8 point, 2. plads 7 point, ... 8. plads 1 point). Her er tilbagegangen åbenbar.

Mens Danmarks top-8-pointsum ved OL i 1996, 2000 og 2004 var henholdsvis 108, 92 og 99, var antallet af top 8-point ved VM i OL-disciplinerne markant lavere i 2006 (85) og især i 2007 (71). Dette er ensbetydende, at der var færre danskere med blandt de allerbedste, og det indebærer, at nogle få skader, uheld og marginaler til ugunst for de få danske medaljekandidater kan medføre, at det går helt galt medaljemæssigt.

Derudover viser resultaterne i de fleste af de idrætsgrene, hvor Danmark traditionelt har hentet hovedparten af sine OL-medaljer, en nedadgående tendens. Toppen er med andre ord blevet smallere, og de idrætsgrene, der normalt leverer topresultater, kan man ikke længere regne med.

Generel tilbagegang
Resultaterne ved OL i Beijing var bedre end VM-resultaterne i 2005-2007. Det gælder både med hensyn til medaljehøsten (syv i stedet for fem) og med hensyn til top-8-point. Danmarks top-8-pointsum var 87 ved OL i Beijing, hvilket er klart bedre end i 2007, men det er lavere end ved alle de tre foregående OL, hvilket bekræfter tendensen til langsigtet tilbagegang. 

Der er heller ikke meget, der tyder på, at tilbagegangen for de traditionelle paradeidrætsgrene er standset, i hvert fald ikke hvad angår badminton og sejlsport. Badmintonspillerne opnåede en 4. plads og to kvartfinalepladser ved OL i Beijing, og selv om en semifinaleplads faktisk var bedre end seedningen, er det klart svagere end tidligere.

Det blev i Beijing til en aldeles uventet guldmedalje i sejlsport, men derudover blev det kun til placeringer som nr. 6, 19, 23 og 24, og Danmark kunne på trods af ret lempelige kriterier kun kvalificere sig i fem bådtyper, hvilket hverken er værre eller bedre, end man kunne forvente ud fra den klare tilbagegang i dansk sejlsports internationale niveau, som udviklingen i resultaterne de senere år viser.

Rosport og håndbold er de eneste to paradeidrætsgrene, hvor Danmark har fastholdt niveauet i dette årti i forhold til 1990'erne. Med en guld- og en bronzemedalje samt en 7. og 10. plads levede rosporten helt op til de senere års resultater. Derimod skuffede håndboldherrene, men her er der for alvor tæt ræs. Hverken de danske europamestre eller de tyske verdensmestre endte blandt de seks bedste ved OL.

Cykelsport samt kano og kajak er de sidste af de seks idrætsgrene, som traditionelt har stået for langt hovedparten af Danmarks OL-medaljer.

I begge tilfælde var resultaterne i Beijing bedre, end man skulle forvente på baggrund af resultaterne i det seneste tiår. Resultaterne er nu på niveau med fortidens bedrifter. Der har på det seneste været længe mellem finalepladser til danske kano- og kajakroere ved OL og de årlige VM i OL-disciplinerne, og bortset fra en enkelt bronzemedalje har der ikke været danskere i nærheden af medaljer siden 1992.

På trods af deres sejr ved EM i forsommeren var det meget overraskende, at toerkajakken kunne vinde sølv på 1000 m i Beijing og derudover også opnå en 5. plads på 500 m. Fundamentet er her mere spinkelt end i cykelsporten, men noget tyder på, at også kano- og kajaksporten er på vej tilbage.

Svømmerne overraskede
Blandt de øvrige idrætsgrene var det svømmerne, der stod for de mest opmuntrende resultater. 

Det blev til en bronzemedalje og en 5. plads samt otte placeringer som nr. 9-16. Det var klart bedre, end man kunne forvente på baggrund af resultaterne de senere år. Det er også klart bedre end de danske placeringer på listen over årsbedster i 2008 før OL.

Hvis alle landes deltagere havde levet op til deres årsbedste, ville Danmark have fået i alt syv placeringer som nr. 9-16, men ingen finalepladser og dermed heller ingen medalje. Lotte Friis havde eksempelvis i 800 m crawl kun verdens 14. bedste tid i år, og hendes bronzemedalje må derfor som den største positive danske overraskelse ved OL.

I andre idrætsgrene gik det mindre godt. Atletikken er OL's allermest prestigefulde idrætsgren, og her var de tre danske deltagere unægteligt langt fra en finaleplads.

Danske skytter har med mellemrum leveret OL-medaljer og andre topplaceringer ved OL og VM, men her var resultaterne ringere end nogensinde tidligere. Kun en enkelt skytte kvalificerede sig, og han blev nr. 25.

Bryderen Mads O. Madsen kunne ikke leve op til sine VM-resultater fra de seneste år (medaljer i både 2005, 2006 og 2007). At han tabte til klassens russiske deltager i turneringens første kamp var dog ikke uventet, omend nederlagets karakter var en skuffelse. Det samme var Michael Mazes nederlag i 1. kamp i bordtennis, men det var mest som følge af, at han fik den helt optimale lodtrækning, der lagde vejen til semifinalen rimelig åben.

Hvad skal der til?
Hvad skal der så til for at fastholde og bedre medaljehøsten fremover? Medmindre der sker større ændringer, kan det næppe undgås, at den langsigtede tendens til tilbagegang vil få negative effekter på medaljehøsten ved kommende OL i London. 

Der er meget, der tyder på, at det internationale sportslige konkurrencekapløb er ved at indhente de danske eliteudøvere. Hvis dansk eliteidræt vil fastholde eller forbedre konkurrenceevnen, må indsatsen målrettes organisatorisk, og der må tilføres området flere penge.

Ser man på Kina og Storbritannien, der er de to nationer, der ved OL i Beijing opnåede størst fremgang, er det helt oplagt, at fremgangen er skabt gennem en årelang oprustning såvel organisatorisk som i form af økonomiske ressourcer. Det samme gælder lande som Holland og Australien, der er de større lande, der klarer sig klart bedst i forhold til økonomisk niveau og befolkning.

Flere midler? Og hvorfra?
Dette peger på en klar løsning i forhold til den hjemlige situation, som Team Danmark allerede nu er i gang med at pege på: "Send flere penge". 

Det er indlysende, at en styrkelse af dansk eliteidræts internationale niveau må indbefatte flere midler. Det slår såvel den svenske, norske og tyske eliteidrætsverden også til lyd for i deres respektive hjemlande her oven på OL. Men det er dermed ikke givet, at pengene rent faktisk kommer. Det er selvsagt politik.

Det er heller ikke givet, at pengene, i fald de kommer, alene skal komme fra de offentlige kasser – også selv om det måtte være en erklæret politisk vilje, at Danmark skal ofte på podierne. I debatten glemmes det faktum, at verdens førende nation resultatmæssigt, USA, i det store hele finansierer resultaterne for private midler. Der tilføres ganske vist offentlige penge indirekte via uddannelsessystemet, der er rygraden i det amerikanske sportssystem. Men amerikanerne skaber altså medaljer for private midler i langt større udstrækning end andre nationer.

Da Team Danmark blev skabt med eliteloven i 1984, blev det gjort for at dæmme op for de utilsigtede konsekvenser, som overdreven eliteorientering og kommercialisering kunne have. Siden er der kommet mere fokus på resultater, omend den sociale og samfundsmæssige forsvarlighed stadig er en hjørnesten. Skal dette fastholdes, indbefatter det utvivlsomt betydelige offentlige ressourcer, men snakken om flere midler til skabelse af de rent sportslige resultater bør også indeholde tanker om, hvordan andre kilder end det offentliges kan involveres.