Det er for let blot at kræve flere penge

I weekendens aviser indledte Team Danmarks formand, Carl Holst (V), et helt forventeligt fremstød for at skaffe flere midler til dansk eliteidræt.

Fremstødet kommer midt i arbejdet med Team Danmarks kommende støttekoncept for 2009-2012 og i optakten til de olympiske lege i Beijing, hvor dansk eliteidræt har en målsætning om syv medaljer og udsigt til fuld opmærksomhed fra medierne og en række indflydelsesrige politikere og idrætsledere, der gør turen med til legene i Beijing.

Det er fuldt forståeligt og helt legalt, at Carl Holst benytter anledningen til at kæmpe Team Danmarks sag. Sådan arbejder en professionel organisation. Men da Idrættens Analyseinstituts (Idan) uafhængige evaluering af Team Danmarks støttekoncept for 2005-2008 spiller en væsentlig rolle i debatten, finder vi det nødvendigt at nuancere Idans konklusioner i spørgsmålet om dansk eliteidræts fremtidige økonomi.

Eliteidrætten under økonomisk pres 
Lad os indledningsvist slå fast, at det er helt korrekt, at dansk eliteidræt er under et stigende pres. ’Prisen’ på medaljer er stigende, fordi stadig flere lande satser økonomisk og politisk på eliteidræt og store idrætsbegivenheder. Uanset de danske resultater i Beijing er det helt korrekt, at det sammen med forskellige andre administrative og idrætsfaglige forbedringsmuligheder, som blandt andet afdækkes i Idans evaluering, vil kræve tilførsel af flere penge til dansk eliteidræt i fremtiden at bevare eller udbygge det danske niveau i en international sammenligning.

I den sammenhæng påpeger såvel Carl Holst i weekendens avisartikler som Idans egen evaluering, at det i sidste instans er en politisk beslutning, om man finder den del af det danske kulturliv, som hedder eliteidræt, så vigtig, at man ønsker at tildele området flere midler.

Det er samtidig korrekt, at Team Danmarks økonomiske tildelinger fra tipsmidlerne er stagneret siden det seneste OL i 2004, akkurat som der i perioden har været stagnation i tipsmidlerne til idrættens hovedorganisationer, DIF, DGI og DFIF - og i kommunernes tilskud til det lokale foreningsliv for den sags skyld.

Hverken Carl Holst eller formentlig ret mange andre ønsker, at øgede tildelinger til eliteidrætten skal ske på bekostning af bredden. Men hvad gør eliteidrætten så, når der nu ikke umiddelbart er udsigt til, at tipsmidlerne vil stige i fremtiden?

Eliteidrætten har allerede fået flere ressourcer 
Først og fremmest er der grund til at se på, om stagnationen i Team Danmarks tipsmidler siden det seneste OL i 2004 er udtryk for en generel stagnation i eliteidrættens økonomiske ressourcer.

Lad os bare med blandt andet Idans nye bog ’Idræt og sport i den danske oplevelsesøkonomi’ som inspiration slå fast, at det ikke er tilfældet. Faktisk har eliteidrætten fået tilført betydelige nye ressourcer i de senere år:

For det første har Team Danmark siden vedtagelsen af den nye eliteidrætslov i 2004 indledt en veritabel offensiv over for kommunerne, som endnu ikke er slået afgørende igennem i det sportslige arbejde. Men det er en kendsgerning, at danske kommuner står i kø for at blive 'elitekommuner’, hvilket i praksis indebærer en række lokale satsninger på faciliteter, målrettede uddannelser og lokale tilskudsmuligheder for eliten. Samtidig sikrer fremvæksten af en række kommunale ’eliteidrætssekretariater’ i de senere år allerede i dag eliteidrætten mindst 20-30 mio. kr. ’nye’, målrettede kommunale kroner om året samt værdifulde idrætspolitiske og menneskelige ressourcer.

For det andet har også staten været ganske markant til lommerne med regeringens ’Handlingsplan for at tiltrække internationale idrætsbegivenheder til Danmark’. Denne plan tilfører foreløbig i årene 2008-2011 i alt 65 mio. årlige kroner til satsninger af eliteidrætsmæssig karakter. Nogle af pengene til talentudvikling og Elitefacilitetsudvalget er udtryk for politisk dikterede omrokeringer af tipsmidler fra bredden til eliten, men mindst 35 mio. kr. om året er reelt nye penge til eliteidrætsformål fra statskassen. Disse penge, som administreres af Sport Event Denmark, spiller yderligere sammen med en række kommunale eventpuljer, der tilsammen beløber sig til yderligere 20-30 mio. kr. til området om året. Nu kan man naturligvis hævde, at det ikke gavner dansk eliteidræt, hvis Sport Event Denmark vælger at satse butikken på at subventionere enkeltstående internationale mesterskaber uden sponsor- eller medietække. Men med al respekt er det ikke mindst op til DIF og specialforbundene at sikre, at dette ikke sker. Hvis eventpengene kan sikre, at der udvikles en mere omfattende og kvalitativt bedre international idrætskalender i Danmark baseret på et professionelt sponsor- og mediearbejde og solid offentlig interesse, vil det være fremragende støtte til den danske eliteidræt på længere sigt.

For det tredje skal man ikke glemme, at de to allerstørste kunder i Team Danmarks butik med hensyn til økonomiske tildelinger, nemlig fodbolden og håndbolden, i disse år oplever et økonomisk boom i den professionelle sport uden sidestykke. Sponsor og tv-pengene vælter faktisk ind, og elitearbejdet i fodbold og håndbold nyder naturligvis gavn deraf. At der så alligevel er aktuelle sportslige udfordringer for herrefodboldlandsholdet og damehåndboldlandsholdet, skyldes ikke de økonomiske rammer, men snarere strukturelle spørgsmål, som de to idrætsgrene har forudsætningerne for at løse internt.

For det fjerde har den kommunale profileringstrang i forhold til eliteidræt og oplevelsesøkonomi medført et byggeboom uden sidestykke af moderne opvisningsanlæg til eliteidræt i de seneste år. Nu gavner det naturligvis ikke nødvendigvis eliteidrætten, hvis der opstår halvtomme arenaer eller stadionanlæg i hver en flække. Og da slet ikke, hvis de flotte arenaer samtidig skal bruges til koncerter, messer og andre formål, som betyder, at mange af træningerne og de lokale stævner ofte må aflyses. Men i givet fald er det i al stilfærdighed tilladt for idrætten, som Idan da også har gjort i flere tilfælde, at stille spørgsmål ved visdommen i nogle af disse massive kommunale investeringer i mursten.

Som de ovennævnte eksempler dokumenterer, har eliteidrætten herhjemme nydt en kommunal og statslig opmærksomhed uden sidestykke siden årtusindeskiftet, men dertil kommer endnu en relativt uudforsket mulighed for at generere nye ressourcer til eliteidrætten. Nemlig eliteidrætten selv!

Et kommercielt støttekoncept? 
Idan rejste i et efterskrift til evalueringen af Team Danmarks støttekoncept (s. 329) spørgsmålet om ’eliteidrættens blinde kommercielle plet’. En gennemgang af samtlige de disciplinanalyser, som Team Danmark sammen med de enkelte forbund har lavet i forbindelse med tildelingerne af støtte til elitearbejdet, gav det ganske tankevækkende billede, at under en femtedel af de danske specialforbund efter egen vurdering kunne mønstre en national sponsorinteresse, medieinteresse eller publikumsinteresse. Desuden er den nationale konkurrencekvalitet lav i langt over halvdelen af idrætsgrenene.

De fleste specialforbund synes med andre ord ude af stand til selv at skabe attraktive stævner eller til at generere interesse og indtægter på deres eliteidræt. Fodbold, håndbold og ganske få andre idrætsgrene løber i stigende grad med det hele. Det ligger os fjernt at argumentere for, at alle problemer er selvforskyldte, og at de ’små’ eliteidrætsgrene bare skal overlades til sig selv, mens de store løber med det hele. Men omvendt kan man argumentere, at Team Danmarks blotte eksistens netop er en modvægt mod, at dette sker.

Men selv om verden må forekomme mange specialforbund ond, når nu fodbold og håndbold løber med alle kronerne og al interessen, bliver man nødt til at spørge, om det ikke på længere sigt er et simpelt overlevelsesspørgsmål, at alle specialforbund med ambitioner om at have et elitearbejde kommer mere ind i kampen. Det er derfor værd at undersøge, om de forskellige specialforbunds ’kommercielle kultur’ kan styrkes, akkurat som Team Danmark allerede i dag analyserer kvaliteten og vurderer den politiske forankring af specialforbundenes administrative og idrætsfaglige elitearbejde, før de tildeles elitestøtte. Med kommercielt støttekoncept mener vi ikke blot et Sport One Denmark, der på udmærket vis hiver penge hjem til Team Danmark ved at satse på salg af de gængse, salgbare idrætsgrene, men et generelt serviceeftersyn af alle aspekter af forbundenes arbejde med arrangementer, medier, sponsorer og 'produktudvikling' i en bred forstand.

Kan de forskellige specialforbund i dag se sig i spejlet og sige, at de gør nok for at skabe interessante stævner, medieinteresse og attraktive sponsorkoncepter (som i øvrigt ikke nødvendigvis kun behøver at være eliteidrætsrelaterede)?

Kan de forskellige specialforbund i dag se sig selv i spejlet og sige, at de arbejder målrettet med de kommercielle og organisatoriske aspekter af deres idrætsgren? Eller er der en tendens til at læne sig tilbage og forvente, at det med pengene klarer Team Danmark og ’tipperne’ nok?

Eliteidræt forudsætter en indsats på eliteniveau 
Under alle omstændigheder er det påfaldende, at de fleste specialforbund i mindre grad end deres lokale medlemsforeninger med eliteambitioner er i stand til at generere egne indtægter. På længere sigt er det helt nødvendigt at ændre denne situation. Hvis ikke de forskellige idrætsgrene kan mønstre et minimum af kommerciel, mediemæssig eller sponsormæssig kapacitet, kan de heller ikke på længere sigt forvente, at offentligheden – og dermed de offentlige kasser – vil bifalde øgede tildelinger til elitearbejdet. For hvorfor egentlig støtte en eliteidrætsgren, som ingen tilsyneladende er engagerede eller interesserede i?

Under alle omstændigheder bør Team Danmarks naturlige forpligtelse til at styrke dansk eliteidræt bredt ikke være en sovepude for at undersøge, om de kommercielle, arrangementsmæssige og mediemæssige aspekter af specialforbundenes arbejde kan udvikles. Måske kan det ske i et fremtidigt ’kommercielt støttekoncept’, akkurat som Team Danmark i dag hjælper specialforbundenes idrætslige udvikling ved hjælp af det sportslige støttekoncept?

Idan foreslår ikke, at de enkelte specialforbund fra den ene dag til den anden skal pålægges at skaffe en massivt forøget egenfinansiering af elitearbejdet. Forbedret erfaringsudveksling og samarbejde om uddannelser, medieplatforme, arrangementer og kommercielle koncepter kunne sagtens vise sig at være vejen frem i en langsigtet udvikling, og DIF, Team Danmark og det fælles marketingselskab ’Sport One Denmark’ står først for til at drive udviklingen frem.

Det bliver ikke nemt at øge mange idrætsgrenes kommercielle indtægter, deri er vi ganske enige med de specialforbund, der i weekendens aviser allerede har afvist tankerne om en øget medfinansiering af eliteidrætten fra specialforbundenes side.

Men det kunne alligevel være interessant at få kortlagt, om der er uudnyttede kommercielle potentialer for eliteidrættens finansiering. For det er jo præcis udfordringen ved ægte eliteidræt, at det netop forudsætter et arbejde i den absolutte verdensklasse og total dedikation på alle niveauer, hvis man skal helt til tops.