Fusion kalder på styrket modspil

Rationalet bag den historiske fusionsplan mellem landets to store idrætsorganisationer, DGI og DIF, til giganten Danske Idrætsforeninger senest fra 2012 er en indlysende erkendelse af, at idrætsforeningerne ikke længere har monopol på idrætsudfoldelsen i Danmark.

Men faren ved den kommende gigant med omkring 15.000 idrætsforeninger i medlemskartoteket er lige så oplagt, at giganten på længere sigt får monopol på idrætsforeningerne og på at varetage idrættens interesser.

I første omgang er der grund til at rose topledelserne i DIF og DGI for deres mod til overhovedet at tænke tanken om en fusion på en lang række møder mellem administration og topledelser i de to organisationer siden Niels Nygaards overtagelse af formandsposten i DIF i 2007.

Der er ingen grund til at betvivle, at der bag fusionen ligger et oprigtigt ønske om at kunne tilbyde idrætsforeningerne, og dermed stort set alle danske børn og over 40 procent af den voksne befolkning, et bedre produkt i fremtiden. Men kun historien vil vise, om en fusion mellem to stærke organisationer så også er det rette middel til at nå dette mål. Succesen er langt fra givet på forhånd.

God vision på papiret
Visionen bag en fusion fejler intet på papiret. Man tager et DIF, der repræsenterer 58 specialforbund internationalt og nationalt og står med hovedansvaret for at udvikle de idrætsfaglige aspekter af de forskellige sportsgrene, og fusionerer det med et DGI, der med en stærk decentral og tværgående organisation i de senere år har vist en stor vilje og evne til at opfange nye idrætstendenser i form af individuelle motionsaktiviteter, krav om fleksible træningstider og ønsker fra kommunerne om partnerskaber inden for eksempel sundhed, integration, facilitetsdrift og sociale indsatser.

På papiret får man så en ny organisation, der kan varetage både det idrætsfaglige arbejde og det lokale, mere foreningsrettede arbejde med større styrke, og som tilmed kan frigøre ressourcer til nye indsatser, fordi visse dobbeltfunktioner falder væk.

Det er korrekt set, at de ideologiske skillelinjer mellem de to idrætsorganisationers medlemmer og de udbudte aktiviteter i specialforbund og DGI-udvalg, efterhånden er vanskelige at få øje på. Idræt er blevet et marked, hvor den enkelte udøver eller forening vælger det tilbud, der passer bedst, uanset om man er land eller by, sport eller gymnastik, elite eller bredde.

Der findes i princippet ikke længere ’rigtig’ idræt eller ’forkert’ idræt. De fleste er – også som følge af de senere års dominerende sundhedsdebat ’ – efterhånden enige om, at det vigtigste ikke er, hvilket idrætstilbud man vælger, men først og fremmest bare, at man dyrker det idrætstilbud, der passer én bedst – det være sig i forening, i fitnesscenter, i skoven, i pasningstilbuddet eller på arbejdspladsen.

Under pres fra flere sider
I dette scenario har ikke mindst DIF i de senere år haft stadigt vanskeligere ved at fastholde tidligere tiders rolle som – i egen selvforståelse – den primære drivkraft i dansk idræt.

Fra den ene side af spektret har Team Danmark, kommuner og Kulturministerium haft store forventninger til, at DIF og specialforbundene skulle levere et professionelt talent- og elitearbejde, store sports events og olympisk prestige. Dette arbejde sluger fortsat den største del af de økonomiske midler og arbejdsmæssige ressourcer i DIF-systemet. I den anden ende af spektret har specialforbundene haft svært ved at finde økonomiske midler og ledelsesmæssige ressourcer til at tage handsken op fra idrættens såkaldte stille revolution, hvor de hastigst voksende idrætsgrene ikke længere er egentlige sportsgrene, men individuelle motionsaktiviteter som spinning, styrketræning, jogging, aerobic, stavgang osv., der ikke passer præcist ind under paraplyen i de traditionelle specialforbund.

Foreningerne under DIF’s specialforbund har ganske vist optaget masser af medlemmer og udviklet mange tilbud til disse grupper, og det er en kendsgerning, at langt de fleste af specialforbundenes medlemmer dyrker breddeidræt og ikke eliteidræt. Men specialforbundene har alt andet lige fortsat dedikeret flest økonomiske og menneskelige ressourcer til deres historiske udgangspunkt, nemlig den del af idrætten, der handler om konkurrencer, talentudvikling og elite. Denne problemstilling begyndte for alvor at presse DIF som central organisation, da Søren Møller overtog formandsposten i DGI og meget hurtigt gjorde op med tidligere tiders ideologiske paroler i den såkaldt folkelige idræt.

Med imponerende hast har DGI i de senere år omstillet sine tilbud, så individuelle, målrettede og fleksible tilbud til joggere, friluftsdyrkere, stavgængere, fitnessdyrkere, rygpatienter osv. ikke blev betragtet som modsætninger til den folkelige idræts værdier. DGI har altid haft bedre fat i gymnastikken end DIF, men i de senere år er også foreninger i store idrætsgrene som badminton, svømning og tennis i stigende grad begyndt at vende sig fra specialforbundenes tilbud til DGI’s.

Hurtig omstilling
Hvor DIF fra centralt hold i virkeligheden kun har begrænset krudt at skyde med i forhold til nye idrætstendenser, fordi de selvstændige specialforbund administrerer de fleste af DIF’s ressourcer og har den direkte kontakt til foreningerne, har DGI hurtigt formået at omstille sin organisation. I 1990’erne var DGI rent ud sagt en lidt selvfed mastodont, der talte meget om idrættens folkelige værdier og havde alle de rigtige meninger, men som i praksis ’producerede’ alt for få idrætstilbud til foreningerne. DGI fik eksempelvis et alvorligt vink med en vognstang om svigtende føling med medlemmerne, da organisationen fuldstændigt fejlvurderede deltagernes interesse og behov i forbindelse med landsstævnet på Bornholm i 2002. Deltagerne svigtede, og økonomien var en ren katastrofe.

I de senere år har DGI dygtigt gjort op med denne fortid. DGI har omstruktureret de ineffektive amtsforeninger, der havde svært ved at få idrætslige tilbud op at stå i ret mange idrætsgrene, og i stedet skabt større, mere slagkraftige lokale enheder og omdefineret begrebet folkelig idræt til, at man jo må møde idrætsudøverne, hvor de er. DGI har derfor i de senere år tilpasset sig de nye idrætsvaner og suppleret de traditionelle idrætstilbud med nye og fleksible tilbud om målrettet sundhedsorienteret træning, løbemotion, cykelmotion, fitness, friluftsliv, ældreidræt osv.

DIF med de lidt ’låste’ specialforbund må misundeligt se på, at DGI byder ind på enhver idrætslig strømning og langt mere manøvredygtigt end DIF er i færd med at geare sig til formelle partnerskaber med kommunerne om eksempelvis sundhedssamarbejder eller opførelse og drift af tidssvarende idrætsfaciliteter.

Omvendt har DGI’s store svaghed hele tiden været, at man langt fra har kontakt til så mange idrætsforeninger og idrætsgrene som DIF’s specialforbund, lige som DIF som det olympiske og eliteidrættens naturlige hovedorganisation på mange måder har en fordel i prestige og politisk gennemslagskraft. Sagt med andre ord har DGI og DIF hver deres styrker og svagheder. I takt med de senere års mere pragmatiske linje i de to organisationer har man længe kunnet se en usagt arbejdsdeling tegne sig.

Nu slår de to organisationer i stedet pjalterne helt sammen og skaber en enhedsorganisation, der på papiret skal rumme alle DGI’s og DIF’s kvaliteter under samme tag: Specialforbundene får mulighed for at organisere og udvikle deres idrætter, regionerne får mulighed for at udbyde målrettede tilbud til foreningerne om kurser, stævner, turneringer og rådgivning, og det centrale led får mulighed for at byde ind på alle de dagsordener, der kræver en overordnet indsats og koordinering.

Specialforbund er nøglen
I første omgang vil den nye model formentlig – og måske til overraskelse for mange – blive betydeligt sværere at sluge for DIF’s specialforbund end for DGI. DIF’s specialforbund er autonome, de brænder først og fremmest for deres respektive idrætsgrene og konkurrerer i høj grad indbyrdes med hinanden om medlemmer, prestige og økonomiske ressourcer. I den nye struktur må de se en række af de funktioner, der ligger ud over de rent sportslige, forsvinde ned i kassen med ’fælles gods’ i regionalforbund eller den nye organisationens centrale led, og specialforbundene kommer til at miste både samlet magt og den etablerede magtbalance mellem store og små forbund, som kendetegner situationen i DIF i dag.

Når man har oplevet de mange magtkampe gennem årene internt i specialforbundene mellem centrale led og decentrale lokalunioner og kredse, står det helt klart, at den største trussel mod fusionsplanens gennemførelse reelt vil komme fra specialforbundene. Tanken om, at magtfulde strukturer som de jyske fodboldforbund og håndboldforbund, JBU og JHF, nu reelt skal nedlægge sig selv og gå ind i en ny struktur i fælles underudvalg med ’DGI-folk’ og helt nye streger på turneringslandkortene i de såkaldte regionsforeninger, bør gøre det klart for enhver, at det hårde arbejde med at få fusionen på plads kun lige er begyndt.

Når DIF’s specialforbund gennem årene højrøstet har ytret ønske om en fusion med DGI, har det først og fremmest været for at overtage DGI’s midler til brug for specialforbundenes virksomhed. Men i den fremlagte skitse for fusionen, går det faktisk lige omvendt: Der flytter mere magt ud i de decentrale led og de tværgående indsatser, mens specialforbundene mister indflydelse.

Faktisk kræver det ikke en specielt krøllet hjerne at forudse, at fusionen meget vel kan komme til at betyde, at især fodbolden, men måske også andre store specialforbund som golf eller håndbold trods gode hensigter ender med helt at forlade ’familien’ for at bevare fuld kontrol med egne anliggender. Truslen vil klart være tilstede under de kommende års positionskampe om magten i dansk idræt, hvor hvert enkelt specialforbund skal tilpasse sin struktur til den nye enhedsorganisation.

Sportslogik vil dominere
På længere sigt står specialforbundene dog til at få større indflydelse i enhedsorganisationen end det nuværende DGI. Fusionen sikrer på papiret ligeværdighed mellem idrætsforbundene og regionerne i forhold til stemmevægt og økonomi, men logikken fra specialforbundenes centrale led, lokalunioner og kredse vil formentlig efterhånden blive den dominerende kraft – ikke kun i det centrale led, hvor såkaldte ’idrætsforbund’ afløser specialforbundene, men også i de nye regionalforeninger. I skrækscenariet vil man opleve en enhedsorganisation, hvor DGI’s tilgang til idrætten langsomt udviskes, og hvor ’sportslogikken’ med dens umættelige krav om ressourcer til talenter og elite efterhånden vil tage over.

Det er langt fra givet, at det går sådan, men det er muligt, at de senere års uudtalte arbejdsdeling mellem DIF og DGI, hvor de to organisationer trods alt har formået at presse hinanden på forskellige områder måske havde været bedre for diversiteten i dansk idræt:

Når DIF forsøger at gøre den ’ubekvemme’ kritiske internationale stemme, Play the Game, tavs ved at trække støtten, står DGI klar med midler. Når DIF’s specialforbund nægter at optage e-sport som medlem, fordi det ikke harmonerer med et traditionelt idrætsbegreb, står DGI klar med lokal bistand til e-sportsforeningerne, og når DGI kommer tromlende ind over integrationsområdet uden at have den nødvendige kontakt til de lokale foreninger i eksempelvis boksning eller kampsport, står DIF klar med kontakter og viden.

Med andre ord: Når den ene organisation nægter at støtte en aktivitet eller et projekt, kan den anden måske se fidusen, sådan som idrætslandskabet er i dag.

Fremover bliver der kun ét sted at spørge i en enhedsorganisation, og man kan sagtens frygte, at resultatet stik modsat intentionen bliver en idrætsorganisation, der bliver ringere til at lytte på vandrørene i forhold til nye strømninger, ringere til at holde liv i en debat med højt til loftet og ringere til at begå sig i konkurrencen med de mange andre aktører på idrætsområdet end de to gamle.

Modpoler påkrævet
Under alle omstændigheder er der grund til en vis bekymring for, at den nye idrætsorganisation på længere sigt kommer til at sidde i en magelig monopolstilling i forhold til økonomiske tildelinger og politisk magt. En kriseramt dansk sportspresse uden interesse for meget andet end elitefodbold og elitehåndbold og den generelt lave prestige i idrætspolitik kommunalt og nationalt gør ikke bekymringen mindre. Derfor bør fusionen mellem DGI og DIF under alle omstændigheder også føre til overvejelser om nye strukturer andre steder i det idrætspolitiske landskab:

I kommunernes idrætspolitik bliver der i høj grad brug for at sikre, at eksempelvis de selvorganiserede grupper, skolerne og de kommercielle udbydere af idræt bliver taget med på råd i fremtidens idrætspolitik på linje med idrætsorganisationerne.

På det statslige niveau er spørgsmålet, om ikke tiden nu er kommet til at oprette en langt stærkere statslig enhed for administration af idrætten, end der historisk set har været tradition for. Ikke sådan at forstå, at den kommende enhedsorganisation skal beskæres økonomisk eller sættes under administration, men sådan at forstå, at staten skal have både økonomiske midler, faglighed og politisk vilje til at udfordre og supplere den nye mastodont. Det bliver helt nødvendigt for bredden i fremtidens idrætspolitik at sikre, at der fortsat bliver midler til uafhængig forskning, kritisk debat og målrettede indsatser for skæve eller selvorganiserede grupper, der ikke nødvendigvis passer ind i idrætsforeningernes nye enhedsorganisation.

Arkitekterne bag den kommende enhedsorganisation for dansk idræt fortjener et held og lykke og ros for en modig vision. Men uden den tidligere konkurrence mellem forskellige organisationer må politikerne træde til og sikre, at den nye organisation ikke kommer til at svinge taktstokken for dansk idræts fremtidige udvikling uden kvalificeret modspil – også for den nye organisations egen skyld.