Massiv korruption blotlagt - men hvem gør noget?

De første retsmøder i en schweizisk straffesag mod tidligere ledere fra sportmarketingfirmaet ISL har blotlagt massiv bestikkelse af internationale sportsledere gennem mange år.

Modtagerne af bestikkelse for 138 mio. schweiziske francs (648 mio. kr.) kender man ikke efter denne uges første retsmøder i straffesagen mod seks tidligere topledere fra det krakkede ISL. Men afsenderne – nemlig to af personerne på anklagebænken i schweiziske Zug – bekræftede uden større dramatik i retssalen, at beløbet var korrekt.

I årene fra 1989 til den dramatiske konkurs i 2001 lod verdens dengang førende sportmarketingfirma altså bestikkelse for mindst 648 mio. kr. tilflyde idrætsledere i nogle af verdens største idrætsorganisationer som skjulte ’honorarer’ og ’kommission’ for attraktive tv- og sponsoraftaler.

Det mest chokerende ved denne afsløring er umiddelbart, at den stort set ikke har vakt opsigt i hovedparten af den tandløse internationale sportspresse.

Salt Lake City-bestikkelsesskandalen, der rystede hele verdenspressen og nær fik den internationale olympiske komité, IOC, til at kollapse i 1999 og medførte store reformer i måden at udvælge de olympiske værtsbyer på, drejede sig om langt mindre beløb.

Ligegyldighed
Men det er som om, det ikke rigtigt rører nogen, hvad for et system af dulgte betalinger og tjenester, der i mange år har regeret de store internationale specialforbund med fodboldens FIFA i spidsen. Pengene flyder jo så rigeligt, og bolden ruller. Hvorfor så bekymre sig om, hvad mange af de suspekte personager, der som såkaldte frivillige idrætsledere møver sig frem på topposterne i de internationale specialforbund, tager sig betalt for deres ’ulejlighed’ med at underskrive lukrative tv- og marketingaftaler?

Retssagen mod de seks tidligere ISL-topledere drejer sig om en lang række økonomiske uregelmæssigheder i forbindelse med en gigantisk konkurs i selskabet, der blandt andet besad en lang række internationale tv-rettigheder til VM-slutrunderne i fodbold i 2002 og 2006.

Efterforskningen har vist, hvordan ISL satte store beløb til side som ’rettighedserhvervelsesomkostninger’ i eksotiske skatteskjul, hvorfra pengene er flydt til sportsledere med indflydelse på forbundenes valg af tv- og sponsorpartnere. I retssagen har ISL-toplederne forsøgt at ændre termen ’bestikkelse’ til mere venlige ord som ’honorarer’ og ’kommissioner’, men det forklarer ikke, hvorfor betalingerne er foregået gedulgt gennem sindrige fondskonstruktioner og oftest på bedste Olsen Banden-manér i form af kufferter med store kontantbeløb, som kun den tavse absolutte topledelse i ISL i sidste instans kender modtagerne af.

På dommerens spørgsmål om, hvorfor det var nødvendigt at betale ’rettighedserhvervelsesomkostninger til en præsident for et fodboldforbund, og hvorfor fortrolighed i sådanne tilfælde var så vigtigt, svarede ISL’s tidligere finansdirektør Hans-Jürg Schmid ifølge journalisten Jens Weinreichs referat i 'Der Spiegel':

”Når de modtog bestikkelsespenge (smørepenge, red.), som de ikke har gjort sig fortjent til via deres arbejde, men som ekstra ydelser, ønskede de det ikke offentliggjort. Det er lige som, hvis man skal betale løn – ellers vil folk ikke længere arbejde. Vi var nødt til at gøre det, ellers ville disse kontrakter ikke være blevet underskrevet af modparten,” forklarede Hans-Jürg Schmid i retssalen.

Prominenter kunder
I perioden, som dommer Marc Siegwart, henviste til, har ISL arbejdet for prominente kunder som IOC, FIFA, IAAF (atletik), FINA (Svømning), FIBA (basketball), ATP (tennis), Den asiatiske olympiske komité samt det afrikanske (CAF) og det europæiske (UEFA) fodboldforbund.

Disse forbund burde naturligvis være i oprør og straks iværksætte interne undersøgelser af omstændighederne omkring deres tidligere indgåelser af ofte meget langvarige kontrakter med ISL, men alle erfaringer viser, at en kombination af manglende offentlig interesse og – desværre manglende intern tradition for demokrati og egenkontrol – vil tilsikre, at intet sker. Korruption, hvor enorme millionbeløb går fra sporten til idrætsledere på afgørende poster, er tilsyneladende en blomstrende og i flere forbund nærmest ugeneret forretning. Ja, ofte almindelig praksis, som det i retssalen blev fremført af ISL-holdingselskabet ISMM’s tidligere direktør Christoph Malms:

Normal praksis
”Denne praksis var nødvendig. Den var normal i branchen, den hørte til forretningens ’stil’. Ellers ville det ikke have været muligt at opretholde virksomheden. Uden den slags går det ikke. Det bekymrede mig meget... Jeg ville have det bremset, det måtte ophøre. Jeg kendte ikke personligt slutmodtagerne af pengene, jeg fik bare altid bekræftet, at det drejede sig om vigtige beslutningstagere i sportpolitik,” sagde Christoph Malms.

Hvis Christoph Malms ord står til troende, kan man roligt multiplicere de 650 mio. bestikkelseskroner fra ISL mange gange i en epoke, hvor international idræt på grund af tv-udviklingen har gennemgået en enorm kommercialisering. Man kan frygte hvad andre sportmarketingselskaber, medieselskaber, sponsorer, leverandører, arrangører med flere har betalt under bordet i tidens løb for at få foden inden for i international sport? Allerede før ISL-sagen i Zug var det jo mildt sagt en kendt sag, at gennemkorrupte tilstande også herskede eller hersker i andre idrætsgrene som volleyball, taekwondo, boksning m.fl.

Retssagen i Zug fortsætter sidst på måneden med domsafsigelse til sommer. Der er naturligvis fortsat mulighed for, at sagen bringer så belastende materiale eller navne frem, at de internationale specialforbund med FIFA i spidsen må handle.

Dansk tilbagelænethed 
Her fra Danmark kan man dog have sine tvivl, men lad os bare slutte denne gennemgang af de i stigende grad dokumenterede kendsgerninger om massiv korruption i den internationale sportsverden med en dansk vinkel: I de senere uger har det danske IOC-medlem, Kai Holm, haft uhyre travlt med at forklare, at IOC i dag er en reformeret og moderne organisation, og at der for det måske kommende danske IOC-medlem, kronprins Frederik, ikke vil være mange belastende sager at løbe ind i.

Deri kan Kai Holm måske have ret: Man kan sikkert godt læne sig tilbage på de bageste rækker i idrættens internationale fora og nøjes med at klappe pænt af præsidentens beretning og overrække medaljer med et smil, når man bliver bedt om det. Ja, man kan tilmed gøre det uden nogensinde at få færten af urent trav.

Men man kunne jo også fra dansk side udvikle en vision om at begynde at gøre noget ved korruptionens grasserende uvæsen?

Man kunne begynde at lægge to og to sammen i DIF og de hjemlige specialforbund og spørge, hvorfor eksempelvis personsammensætningen i FIFA’s eksekutivkomité (og mange andre specialforbunds ledelser) ser ud, som den gør? Hvorfor danske idrætsledere har så svært ved at opnå valg i de tunge økonomiske udvalg? Hvorfor selv de umiddelbart mindst betydningsfulde valg til komitéer og udvalg ofte er omgærdet af enorme krumspring i kulisserne for at få de rette personer valgt ind? 

Pariaer?
Man kunne passende starte med at gøre de senere års få kritiske røster i international sportspolitik som journalisterne Andrew Jennings (freelance), Jens Weinreich (Berliner Zeitung, nu freelance) og Thomas Kistner (Süddeutsche Zeitung) eller den kritiske danske konference ’Play the Game’ til pligtpensum for ambitiøse danske idrætsledere i stedet for at betragte disse fænomener som pariaer.

Sandheden er, at disse ensomme kritikere af tilstandene i den internationale sportsverden hidtil har haft ret i hvert et ord. Nu har en schweizisk dommer bekræftet, at kritikernes største fejltagelse snarere har været at underdrive international idræts massive korruptionsproblemer. De sande pariaer i sportens verden er desværre mange af de toppersonligheder fra ’the great family of sport’, som dansk idræt med kulturministerens sække med ’eventpenge’ i ryggen i disse år gør sig så store anstrengelser for at behage.

Når kronprins Frederik for nylig i et interview med DIF/Team Danmarks eget web-tv kunne slå fast, at han forstod, at ”der var taget hånd om den sag” med henvisning til IOC’s reformer mod korruption, må vi desværre gøre det tindrende klart, at så lykkeligt forholder det sig ikke i mange andre af 'den olympiske families' væsentlige organisationer. 

Der bliver desværre aldrig ”taget hånd om den sag” i de internationale specialforbund, medmindre nogen fra idrættens egne rækker endelig tager sig sammen og gør et ærligt forsøg på at ændre international idrætspolitik fra at være en skole i demokratiets værste unoder til at blive den skole i demokrati, som foreningslivet normalt hævder at være.