Guld til eliten, men bronze til bredden

Den første danske titel nogensinde på højeste plan i international herrehåndbold er resultatet af en målrettet elitesatsning i dansk håndbold gennem mange år.

Men måske har elitefokusset gjort det vanskeligere at rekruttere talenter til fremtiden? Landstræner Ulrik Wilbek har igen fat i den lange ende, når han peger på, at succesen skal udnyttes til at styrke bredden. Det sker nemlig ikke af sig selv, men man kan styrke eliten på længere sigt, hvis det gribes rigtigt an.  

Medlemsnedgang
Fra 2005 til 2006 har Dansk Håndbold Forbund (DHF) mistet 3.427 medlemmer under 18 år. Selvom det er et tal, der umiddelbart er til at føle på, vil det være forkert at sige, at udviklingen er en decideret katastrofe for dansk håndbold. For det første siger tallet ikke noget om den reelle nedgang i forhold til udsving i årgange, og for det andet har dansk landsholdshåndbold - først damerne og nu herrerne - leveret varen uanset stagnation eller vigende medlemstal gennem årene.

Når der alligevel er grund til bekymring, er det naturligvis, fordi det alt andet end lige er nemmere at skabe topresultater, hvis der er en bred skare at rekruttere fra, og fødekæden er rimelig ubrudt. En stigning i antallet af medlemmer øger i princippet chancerne, selv om beviset på, at det uanset hvad kan lade sig gøre, landede i Københavns Lufthavn en varm vinterdag i januar med eskorte af det danske luftvåben.

Hertil kommer, at det i sig selv er problematisk, hvis for mange unge bliver inaktive og dropper idrætten – det gælder både inden for håndbold og også inden for andre idrætsgrene.

Heldigvis kom også Ulrik Wilbek hurtigt ned på jorden igen med en opfordring til handling for at styrke dansk håndbolds fremtidige position. Succesen skal udnyttes, mens tid er, og der er gode grunde til at sætte ind, da større breddedeltagelse ikke bare kommer pr. automatik. Tidligere erfaring viser, at selvom der måske nok kommer forøget interesse for det populære boldspil som følge af international succes, skal indsatsen gribes rigtigt an, hvis der også skal komme en langtidsholdbar effekt af de imponerende resultater. Både elite- og breddemæssigt.

Når det regner på præsten
Derfor er det ikke nok bare at læne sig tilbage og vente på, at de unge strømmer til klubberne for at blive den nye Boldsen eller Hvidt og så sortere de gode fra de dårlige. Det skal gribes an på en mere human måde. Skal der skabes et bredere fundament, der måske på længere sigt kan skabe grobund for flere internationale mesterskaber, men også breddemæssig tilgang, skal der tænkes kreativt. Fastholdelse er nøgleordet, og i den sammenhæng kan man paradoksalt nok ikke være eliteorienteret, hvis man ønsker elite eller bredde for den sags skyld. 

Det skaber nemlig ikke bredde at være elitefokuseret - ganske enkelt fordi elite jo handler om at vælge fra. Dermed går både breddeindsatsen og elitesiden fløjten.

Ikke desto mindre er det en meget udbredt forestilling, at elite (pr. automatik) skaber bredde, der så igen vil styrke forudsætningerne for eliteresultater. Ifølge den internationale forskning på området er det typisk, at sådanne argumenter bruges som løftestang for et fokus på elitesport til ugunst for bredden. Man taler ofte om den såkaldte 'trickle down-effect', hvor toppens resultater forplanter sig i bredden og stimulerer til den bredere deltagelse og aktivitet til glæde for eliten, som får et bredere fundament at basere sine aktiviteter på.

Men ikke bare er dette tilsyneladende en meget udbredt forestilling, den er også forkert. Der findes faktisk ikke undersøgelser, der dokumenterer denne påstands validitet. Tværtimod peger forskningen på det stik modsatte: At elitefokus rent faktisk kan have den modsatte effekt.

Det australske forbillede...
Australske forskere peger eksempelvis på, at fra 1980’erne og frem til årtusindskiftet, hvor Australiens markante satsning på elitesport virkelig blev intensiveret, og hvor australske atleter vandt stadigt flere internationale medaljer, skete der et samtidigt fald i den brede deltagelse, ligesom især den unge del af befolkningen blev mindre fit og mere overvægtig. 

I Norge har forskere peget på, at selvom fokus på at vinde motiverer børn- og unge til at deltage i sport, vil dette fokus - når det bliver for fremtrædende - resultere i, at mange børn springer fra. Endvidere synes selve fremstillingen af eliteidrætsidolet at have en kontraproduktiv effekt i forhold til den normale opfattelse af, at idolet fungerer som forbillede og rollemodel med stimulerende deltagelsesmæssigt resultat. Andre norske forskere peger på nogenlunde det samme: Når miljøet omkring børnene (forældre, trænere mv.) bliver for optaget af og lægger vægt på resultater, udviser børnene mistrivsel og falder fra.

I Danmark har forskere ligeledes vist, at sammenhængen mellem elitesatsning og breddedeltagelse er svær at få øje på, og når det kommer til dansk håndbold, hvor flere års international succes for de danske landshold - nu med EM-guld - har været normen, har det heller ikke haft nogen videre effekt på rekrutteringen til bredden.

Meget tyder derimod på, at jo længere elitesporten bevæger sig væk fra breddesporten i sin ekstremitet og krav, jo vanskeligere bliver det for den almindelige udøver at følge med. Løsningen bliver i stedet, at den aktive deltagelse afløses af passivt beskueri i rollen som tilskuer - gerne i sofaen med en pose chpis i hånden. Desuden har elitefokusset politisk set ofte den konsekvens, at midler og ressourcer fjernes fra bredden.

Men uden de fornødne faciliteter, et velfungerende foreningstilbud eller muligheder for at dyrke selvorganiseret idræt fjernes grundlaget for, at befolkningernes idrætsvaner styrkes. Selv om elitefokus ikke alene kan gives skylden for problemer med den medlemsmæssige tilgang, bør dette mane til eftertanke både inden for håndbold, men også bredere, hvis det er et erklæret mål at styrke breddedeltagelsen og ikke kun eliten.

Da flere vestlige lande i øjeblikket er ved at få øjnene op for de stigende problemer med inaktiv livsstil blandt deres befolkninger i forhold til udbredelsen af fedme, sukkersyge og andre livsstilsbetingede lidelser, er dette en vigtig indsigt at notere sig ud over, at det for håndboldens vedkommende i princippet bliver vanskeligere at vinde guld, hvis deltagelsen falder i fremtiden. Uden alene at give de gode resultater skylden har elitefokusset nok domineret en tand for meget i klubberne med ambitiøse trænere og målrettet indsats. Samtidig er det ikke ukendt, at det bliver stadigt vanskeligere at finde frivillige foreningsledere og -trænere.

Nye træningsformer og styrkende foreninger
I forhold til den danske håndboldsituation handler det derfor om at styrke foreningstilbudene, uddanne foreningslederne og afprøve nye træningsformer, hvor legen og samværet skal være det motiverende - ikke kun konkurrence og kampen om pladserne på 1. holdet eller guld til klubben.

Elitefokusset kan tidsnok komme, selv om der naturligvis er en balance mellem at indføre legen og komme tidsnok i gang med elitesatsningen for de, der kan og ønsker at gå den vej. Men findes en god balance, vil der også i fremtiden være en god chance for at opleve samme begejstrede øjeblikke som EM-guldet i Norge. Det vil helt sikkert også bringe bredden op fra den evindelige tredjeplads til guldpodiet, hvor den retteligt hører hjemme.