Arenafeberen breder sig

Endnu en stor opvisningsarena slog dørene op, da Arena Fyn i oktober fejrede indvielsen af det 101 mio. kroner dyre anlæg med 4.000 siddepladser.

Arena Fyn er det seneste eksempel på den række af de stadion- og arenabyggerier, der skyder op i disse år – ofte iklædt stærke superlativer. Arena Fyn er således ikke kun en simpel opvisningshal, men hele Fyns ’oplevelsestempel’.

Når man ser på investeringsiveren kunne man få det indtryk, at Danmark er ramt af en arenafeber. Alene på superliga- og håndboldligaklubbernes hjemmebaner er der tale om investeringer for 2,1 mia. kr. siden 2000.

Dertil kommer forestående projekter for 1,2 mia. kr. Et beløb, der kan blive overgået, hvis et eller flere af de helt store projekter med 15-20.000 siddepladser bliver realiseret. Flere byer bejler til det.

Kommunale penge betaler festen
Risikoen er, at vi får en række byggerier uden et bæredygtigt grundlag – økonomisk som sportsligt og kulturelt. Generelt er det nemlig en stor udfordring at skabe en fornuftig drift i de store arenaer, og opgaven vokser med anlæggenes størrelse. 

De færreste lokale eliteklubber eller internationale sportsevents vil således blot tilnærmelsesvist kunne forrente investeringerne. Af samme grund bliver gildet i vid udstrækning betalt af offentlige midler ud fra mere usikre forventninger om anlæggenes markedsføringsmæssige, erhvervsøkonomiske, kulturelle og idrætslige værdier.

Denne skattefinansiering ser man også i mange af de projekter, som inddrager private investorer.

Som i de rent kommunale anlæg risikerer kommunerne derfor at skulle frem med tegnebogen i tre omgange: Først bidrager kommunen til byggeriet gennem en anlægsbevilling. Dernæst sikrer kommunen en stor del af driftsgrundlaget, fx ved at købe timer i hallen. Endelig vil der typisk indgå kommunale penge, når man skal tiltrække de sportslige events, som kan være med til at berettige byggeriet.

De kommunale-private konstruktioner i diverse udgaver ser ud til at vinde frem, bl.a. fordi de kan sætte politisk skub i et projekt og inddrage kommercielle kompetencer. Men de er ikke problemfri.

De kommunale parløb med private investorer rejser principielle spørgsmål om grænserne for kommunernes kommercielle engagement, ligesom de økonomiske forpligtelser kan være ganske store sammenlignet med kommunens andre tilskud til idrætten. Fx overstiger Svendborgs bebudede driftstilskud på små 7 mio. kr. om året til en ny privatejet arena den del af den kommunale idrætsstøtte, der i 2007 vil tilgå foreningerne i form af direkte lokale- og medlemstilskud gennem folkeoplysningsloven.

Brug for bedre planlægning
På samme måde kan man diskutere perspektivet i, at kommunerne kaster sig ud i et arenakapløb. 

I forhold til risikoen for overkapacitet er mange af de til dato gennemførte arena- og stadionbyggerier
relativt uproblematiske, men alarmklokkerne bør ringe, når selv mindre provinsbyer uden nævneværdig eliteidræt nu overvejer at opføre arenaer med 15.000 siddepladser.

Selvfølgelig kan store anlæg skabe lokal stolthed og blive ramme om sportslige og kulturelle oplevelser. De kan også være med til at profilere en hel region. Men sådanne kvaliteter er vanskelige at opgøre, ligesom byggerierne mister samfundsværdi, hvis den ene storarena blot ender med at tage omsætning fra den anden.

Måske er der i virkeligheden behov for, at placeringen af de største arenaer underlægges en central koordinering, ligesom kommunerne kunne overveje, om de kan blive bedre til at udveksle viden og erfaringer på området.

Som minimum bør opførelsen af de helt store anlæg bygge på realistiske forventninger til, hvad man rent faktisk kan fylde dem med - ud over de kommunale skattekroner. Det lyder banalt, men fylder ofte forbavsende lidt i debatten.