Idrætsbyggeriets kvindelige dimension

Kommentaren blev bragt som kronik i Jyllands-Posten den 19. september og bringes her med avisens tilladelse.

I 1970'erne begyndte kvinderne for alvor at dyrke motion og idræt, og det er de blevet ved med. I dag er kvinderne lige så aktive som mændene, og seks ud af 10 voksne danskere dyrker i dag en eller anden form for idræt.

Når vi ser på idrætsfaciliteterne i de danske kommuner, ser det desværre ud til, at nogle har glemt at spørge kvinderne om, hvilke behov og ønsker de har, når de vil holde sig i form.

Kvinderne dyrker gymnastik, de danser, går til yoga og meget andet, der stort set ikke har noget med bolde og holdspil at gøre.

Alligevel er langt de fleste offentlige idrætsfaciliteter bygget til at svinge ketsjeren, kaste eller sparke på mål eller mange af de andre traditionelle idrætsgrene, især mange mænd dyrker.

I vores nye bog "Arkitektur, Kvinder og Idræt" peger vi på den uheldige udvikling, og forsøger med gode eksempler at vise, hvad mange kvinder i dag har behov for, når de dyrker motion. For de gode eksempler er der, men de er svære at finde blandt de offentlige idrætsfaciliteter.

Det paradoksale er, at kvinderne faktisk selv har fremkaldt situationen. De er nemlig begyndt at dyrke motion. I 1975 var den typiske idrætsaktive dansker en mand, der spillede boldspil som f.eks. håndbold, fodbold eller badminton. I 1975 var der dobbelt så mange mænd som kvinder over 15 år, der dyrkede idræt. I dag er situationen en helt anden - og heraf opstår paradokset. Lige så mange kvinder som mænd er idrætsaktive, og seks ud af 10 voksne danskere oplyser, at de dyrker idræt og motion mindst en gang om ugen. Men mens mange mænd fortsat spiller bold, dyrker 80 pct. af de aktive kvinder de blødere idræts- og motionsaktiviteter som gymnastik, dans og yoga, når de motionerer inden døre.

Problemet er, at langt de fleste danske idrætsfaciliteter er bygget over den samme læst. En hal på 20 x 40 meter, der opfylder standardkravene til en håndboldbane, og som samtidig er opstreget til fem badmintonbaner, en tennisbane, en volleyballbane og en basketballbane. Hovedparten er opført fra slutningen af 1960'erne og frem til midten af 1980'erne - og i sagens natur opført til danskernes daværende idrætsvaner.

Danmark er et af de lande i Europa, der er bedst forsynet med idrætshaller (ca. 1.500 idrætshaller til seks mio. borgere). Men desværre er de primært designet og indrettet til den mandlige del af befolkningen.

Hvis det er hensigten med vores offentligt finansierede idrætsfaciliteter at styrke interessen for fysisk aktivitet, forebygge overvægt og andre livsstilssygdomme og samtidig skabe glæde og oplevelser for de fleste, er det nødvendigt at tage hensyn til de aktives præferencer.

Men hvorfor kan kvinderne (og mændene) ikke bare dyrke f.eks. yoga i den lokale hal? Der er jo god plads og højt til loftet. Det er netop en del af forklaringen!

Yoga henvender sig både til krop og sjæl, og ideelt set skal sindet allerede afstemmes ved indgangspartiet til yoga-stedet. Skoene skal af, og mobiltelefonen slukkes. Der er indrettet med levende lys og billeder, der er farvede vægtæpper og blid musik, gerne hele vejen fra ankomst til yogasal. Som snakken i omklædningsrummet efter kampen er en del af boldspillernes kultur, er det en del af yogaudøvelsen at få en helhedsoplevelse fra start til slut.

At sætte et hold yogaudøvere ind i den lokale hal, der er hermetisk lukket for dagslys og indrettet med bandereklamer og neonrør i loftet, underbygger ikke en god yogastemning.

En undersøgelse fra Syddansk Universitet af idrætsaktive kvinder og mænds oplevelser og forventninger i forbindelse med idrætsudfoldelse, viser, at 46 pct. af kvinderne opfatter det som meget generende at skulle gå omklædt gennem et offentligt rum for at komme til aktivitetsrummet.

Mange ældre idrætsfaciliteter er indrettet, så man skal gå gennem andre aktivitetsrum eller endnu værre gennem cafeteriet, hvor oldboyshåndboldholdet nyder tredje halvleg.

Når idrætsfaciliteterne skal indrettes, så de også egner sig til kvinders brug, er det nødvendigt med et kendskab til deres foretrukne aktiviteter, og det er afgørende at forstå hvilke forhindringer, der skal ryddes af vejen for også at gøre stedet egnet til kvinders aktiviteter.

Yoga foregår ikke optimalt i en halv hal, aerobic ikke i et møderum med 2,4 m til loftet.

Megen kvindelig idrætsaktivitet foregår delvist liggende på gulvet, og derfor vil kvinderne naturligt også sætte større pris på, at gulvene er gjort ordentligt rent. Som en kvinde forklarede, oplevede hun at madrasserne lugtede af sure tæer, og nullermændene for hen over gulvet, da hun gik til gymnastik på aftenskolen i den lokale gymnastiksal.

Den oplevelse lyder mere som en gymnastiktime i folkeskolen i 1970'erne end som rammerne for en kvinde, der forsøger at holde sig i form i 2007.

Også faciliteterne uden for banen passer dårligt til behovene hos tidens kvinder. Mange omklædningsrum opføres fortsat, som da de første så dagens lys i forbindelse med opførelsen af gymnastiksale i de offentlige skoler i starten af 1900-tallet. Bænke, knagerækker og bruserum.

Med minimum to omklædningsrum og et dommeromklædningsrum følger omklædningsrummene en klassisk skabelon, som er velegnet for holdsport, hvor det handler om at vinde.

Kvindernes omklædningsrum er opdelt og indrettet efter denne skabelon til trods for, at deres idrætspræferencer er helt anderledes og til trods for, at de har nogle helt andre ønsker til omklædningsrummene i øvrigt. Kvinderne har behov for at rummet kan underopdeles i nicher eller mindre skabsgrupper, der skaber nogle til tider nødvendige privatzoner.

Omklædningssituationen understøtter den intime venindesnak, snakken om krop, udseende og kærester. Men omklædningsrummets traditionelle udformning fremmer på ingen måde, at man måske gerne vil bruge lang tid i rummet. Omklædningsrummet kan være et sted, man opholder sig, hvis man er kommet for tidligt til træning, og det er ofte et sted, man sidder og venter på sine veninder. Omklædningsrummet er således ikke et "gennemgangsrum", men et opholdsrum.

Kvindernes forkærlighed for fitness, dans, yoga og ridning har i lang tid givet travlhed hos danseinstitutterne, rideskolerne og fitnesscentrene, ligesom aftenskolerne har tiltrukket en stor del af de kvindelige udøvere. (21 pct. af de voksne kvinder deltog i 2004 i bevægelsesaktiviteter i regi af aftenskolerne). Når kvinderne foretrækker de private fitnesscentre og danseskoler til at holde sig i form, er det ikke nødvendigvis et tegn på, at disse steder gør det specielt godt, men i grove træk har de nærmest ingen konkurrence fra offentlige idrætsfaciliteter.

Dette afspejles da også i kønsfordelingen blandt de voksne medlemmer i de frivillige foreninger, der i 2004 således havde 43 pct. af den voksne mandlige befolkning som medlemmer mod kun 27 pct. af den kvindelige befolkning. Det er oplagt, at disse tal hænger sammen med, at de frivillige foreninger ofte benytter sig af og er tilknyttet de offentlige idrætsanlæg, der ofte er utidssvarende i forhold til de fleste kvinders nutidige idrætsvaner.

Der er ikke noget galt i, at kvinder holder sig i form i private fitnesscentre eller tager danseskoene på i private danseinstitutter, men derfor kan vi godt tage debatten om, hvad vores offentlige idrætsanlæg skal bruges til.

Planlægningen af idrætsanlæg er ofte en demokratisk proces, hvor kommunalbestyrelserne stemmer ja eller nej, før det første spadestik bliver taget. Derfor er det kun rimeligt at spørge dem, som anlæggene er tiltænkt, hvad de kunne tænke sig at få for pengene. Samtidig bør politikerne selvfølgelig også se de offentlige idrætsfaciliteter som en investering i folkesundheden, og det kræver i sagens natur, at investeringen appellerer til borgerne.

De offentlige idrætsanlæg bør afpasse faciliteterne efter nutidens motions- og idrætsvaner. Det er nødvendigt at acceptere, at et omklædningsrum er mere end "bare et omklædningsrum" - i hvert fald for kvinder.

Det er nødvendigt at nytænke cafeterier og sociale opholdsrum, så de matcher nutidige krav til komfort, æstetik og funktioner, og man må forstå, at mange mennesker ikke ønsker at holde sig i form liggende på et halgulv på 20 x 40 meter.

Hvis man kunne nå så langt, vil de offentlige idrætsanlæg atter kunne favne det, der vel fortsat er indbegrebet af den danske idræts- og fritidspolitik, nemlig at vi ved et aktivt fritidsliv møder hinanden, har oplevelser sammen og er med til at udvikle os selv, hinanden og samfundet.