En klodset nødlanding

Jeg har min cykelsportsinteresse liggende i en papkasse i garagen. Der har den efterhånden ligget længe, og den betyder intet for mig. I er da velkomne til at komme og hente den, for cykelsportsinteressen har ikke fået det bedre efter Bjarne Riis tilståelse af seks sæsoners massivt dopingmisbrug på toppen af hans karriere i 1990’erne.

Dertil bar Team CSC-direktørens optræden simpelthen for tydeligt præg af, at han stadig grundlæggende ikke deler ’normale’ sportsinteresseredes tilgang til den elitesport, som fortsat er hans levevej.

Cykelsporten kommer trods mange positive bestræbelser og solide tegn på en holdningsændring i sportens nye generation ikke ud på den anden side, før folk med Bjarne Riis’ indgroede dopingmentalitet forlader sporten. CSC ville utvivlsomt gøre cykelsporten en stor tjeneste ved at trække stikket ud for det danske hold og dets evindelige ævl om etik og værdier - hellere i dag end i morgen. For så længe konkurrenterne har gode grunde til at tro, at folk som Bjarne Riis vil rykke Ludo-brikkerne fem pladser frem, hvis de kigger bort fra spillepladen et øjeblik, får sporten aldrig et gennemgribende opgør med årtiers indgroede dopingkultur.

Bekendelse under pres
Bjarne Riis’ bekendelse kom først, da han efter 11 års fornægtelse ikke længere kunne undslå sig sandheden. Han var tvunget til at stå frem for at redde sin forretning, fordi alle hans kolleger fra 1990’ernes frygtindgydende Team Telekom en efter en brød sammen og tilstod.

Selvfølgelig kan man forsvare Bjarne Riis med, at han bare gjorde som alle andre. Man kan sågar glæde sig over, at såvel Bjarne Riis som hans dopede Telekom-kolleger tilsyneladende dæmpede deres dopingforbrug efter den store Tour de France-skandale i 1998, men der er alligevel en væsentlig nuanceforskel fra de seneste ugers og måneders angrende danske og tyske cykelryttere til den sammenbidte Bjarne Riis.

Doping er og var Bjarne Riis langt fra ene om i topsporten. Men selv de mest udspekulerede og gennemførte østeuropæiske statsdopingprogrammer i 1980’erne foregik trods alt i en atmosfære af grundlæggende ’syndsbevidsthed’. En følelse Bjarne Riis i modsætning til hans angrende kolleger fra den forgangne uges massetilståelser tydeligvis ikke er i stand til at mobilisere. Riis fremtræder som uenig med de kritikere, som ikke sympatiserer med eftervirkningerne af den professionelle cykelsports indavlede moralkodeks fra perioden 1965-1992, da den professionelle del af cykelsporten var adskilt fra amatørerne. De bedste professionelle ryttere kom først med ved de olympiske lege og dermed det traditionelle internationale sportssystem i 1992.

Bevares, Bjarne Riis er holdt op med at praktisere systematisk doping, tror vi nok. Men når han har ansat landets fremmeste antidopinglæge, Rasmus Damsgaard, er det åbenlyst kun af hensyn til forretningens ve og vel – ikke af forståelse for flertallets sportslige etik.

Ikke blandt ligemænd
Skuffelsen over Bjarne Riis handler ikke om, at han skulle være brudt grædende sammen som en angrende synder på fredagens pressemøde. Man kan tilmed sagtens have en vis forståelse for, at Bjarne Riis som rytter var del af en indgoet dopingkultur, men man skal ikke af den grund acceptere, at Tour de France for altid forbeholdes de ryttere, som accepterer dopingpræmissen. Stiltiende konsensus om doping blandt rytterne i Tour-feltet er nemlig ikke det samme som sport blandt ligemænd, selv om cykelsportens mange fanatiske tilhængere forsøger at få det til at se sådan ud. En sådan tilgang ekskluderer de hundredvis af cykeltalenter, som ikke er villige til at gå til medicinske ekstremer med deres egen krop.

Det var interessant at iagttage dagen derpå, at hvor den danske offentlighed trods skuffelsen over Bjarne Riis trods alt fortsat har en vis andægtighed over for Ørnens legendariske Tour-sejr i 1996, så kunne den tyske presse uden samme nationale sentimentalitet se lige igennem CSC-direktørens dybest set uforskammede optræden på pressemødet i Lyngby:

”Bjarne Riis optræden var på mange måder bemærkelsesværdig. Med en sådan arrogance, med en så total mangel på en tilnærmelsesvis bevidsthed om at have gjort noget forkert, har vel endnu ingen tilstået at have løjet lodret for hele verden og kasseret millioner af euro i løn og sejrsbonus gennem mange år,” som det hed i nyhedsmagasinet Der Spiegel. Dette blad satte gang i lavinen af tilståelser i april, da det havde den dopingdømte tidligere Telekom-massør, Jef d’Hont, og hans detaljerede beskyldninger mod Telekom-holdet på forsiden.

Eftersom min cykelsportsinteresse lige som Bjarne Riis’ gule førertrøje fra 1996 har ligget i en papkasse i flere år, er det ikke muligt at mobilisere synderlig forargelse over Bjarne Riis’ dopingvaner. Vi vidste det jo allesammen. Man skal have været både døv og blind, hvis man ikke har kendt skriften på væggen efter alle de dokumentarfilm, dommerundersøgelser og vidneudsagn, som siden slutningen af 1990’erne har tegnet et fuldstændig uomgængeligt billede af Bjarne Riis og kollegers dopingmisbrug.

En konstruktiv lære
Skal Bjarne Riis’ bekendelser derfor bruges til noget konstruktivt, må vi nok rette blikket andre steder hen end til de uhelbredelige dopingbrugere, som Riis og andre af 1990’ernes topnavne er eksponenter for. Så må vi se på de politikere og idrætsledere, som i kølvandet på Riis’ pressemøde gav udtryk for deres chok og oprørthed over ’nyheden’.

Fuld respekt for, at politikere - og journalister for den sags skyld - nødvendigvis må holde sig på den rette side af injurielovgivningen, indtil mordvåbnet med tydelige fingeraftryk kommer fem i lyset. Men alt for mange mennesker, som burde vide bedre, har i årevis bidraget til at helgenkåre Bjarne Riis, når de selv efter de massive afsløringer af organiseret doping sidst i 1990’erne fortsat har hyldet og blåstemplet Bjarne Riis ved eksempelvis at kåre ham som et af ’værkerne’ i den såkaldte eliteidrætskanon eller udpeget ham til det såkaldte Østergaard-udvalg under kulturministeriet, som i 2004 barslede med anbefalinger om god ledelse af professionelle sportsvirksomheder. Det havde man trods alt ikke behøvet at gøre med de stærke indicier i Bjarne Riis’ baghjul.

Skal man derfor benytte Riis-affæren til noget konstruktivt, må det være til at advare mod den offentligt finansierede klaphattetilgang til topsporten, som i stigende grad presser sig på i ministerier og kommuner. Kommunerne bygger multiarenaer og laver elitesatsninger og sponsorater i stor stil, mens regeringen netop har lanceret en handlingsplan for at trække store idrætsbegivenheder til Danmark med 260 mio. kr. bundet i halen.

Buzz-ord om topsport
Satsningerne er begrundede med de sædvanlige buzz-ord som ’globalisering, branding og fremme af sundhedsfremmende levevis og integration’. Ja, de store begivenheder kan ligefrem skabe grundlaget for ’en idrætsbevidst og sundhedsfremmende levevis i Danmark’, hedder det i regeringens handlingsplan.

30 mio. fra stat og kommuner er såmænd allerede bundet i en række store cykelsportsbegivenheder med VM i landevejsløb i 2011 som det store flagskib, og for ganske nylig er en anden stor begivenhed som VM i taekwondo i 2009 hvervet til København.

Al respekt for handlingsplanerne, elitesatsningerne og de gode intentioner. Selvfølgelig må det offentlige støtte eliteidræt og glæde sig over flotte resultater, men lad os gøre én ting klart for de sportsglade politikere, så de undgår nye ’chokerende overraskelser’ à la Bjarne Riis i de kommende år: Der følger altså noget med i pakken, når man fra myndighedernes side gør sig til ét med den internationale topsport.

Man risikerer at få besøg af gendopede cykelmonstre i 2011. Taekwondosportens prestigefyldte olympiske fremmarch har i øvrigt også været brolagt med korruption og tvivlsomme dommerkendelser. Sådan har hver sportsgren sine raslende skeletter, som til hver en tid kan falde ud af skabene på ubekvemme tidspunkter.

Behov for kritisk debat
Det er forståeligt, at Danmark som en selvbevidst nation gerne vil lege med og pynte sig i stjernestøvet fra den store idrætsverden, men lad læren af Bjarne Riis-affæren være, at det skal ske med åbne øjne og uden hykleri. Lad os nu gøre som Bjarne Riis og se sandheden i øjnene: Der er jo ikke antydning af promovering af en ’idrætsbevist og sundhedsfremmende livsstil’ i at tiltrække et cykelfelt, som beskæftiger flere læger – både på doping og antidopingsiden – end et middelstort provinshospital.

En kulturpolitisk satsning som regeringens handlingsplan og kommunernes elitesatsninger skal derfor ubetinget ledsages af en bevidst tilgang til og interesse for topsportens mange problematiske sider. Man bør gå mere målrettet efter at få problemerne frem i lyset i en sund og kritisk debat, og man bør demonstrere mod og vilje til at kalde en spade for en spade i debatten ved eksempelvis kun at bakke op om kandidater til den internationale olympiske komité, som har lov at ytre sig - også om topsportens mørke sider.

Det forpligter stat og kommuner, at de i stigende grad selv aktivt påtager sig rollen som eventmagere og løbsdirektør med de interesser, det indebærer. Det har aldrig været vigtigere, at den danske satsning på elitesport og store sportsevents ledsages af endnu mere fokus på områder som doping, korruption, menneskehandel, manglende demokrati og åbenhed i den internationale sport.

Ellers er der dækket op til flere nationale ydmygelser i fremtiden end Ørnens klodsede nødlanding.