Kommunerne. Idræt som ny politisk slagmark

Denne kommentar blev bragt første gang i Politikens analysesektion den 30. januar 2007.

Selv om Danmarks Idræts-Forbund for tiden trækker store overskrifter med sin kamp for flere statslige støttemidler til nationale opvisningsanlæg og internationale idrætsbegivenheder med OL i 2024 som det store mål, udspiller sig mere ubemærket en langt større og måske vigtigere idrætspolitisk positionskamp på lokalt plan i landets 98 nye kommuner.

Fra at være et stilfærdigt konsensusområde, hvor idrætspolitik især i de mindre kommuner handlede om at skaffe faciliteter og sikre den økonomiske støtte til idrætsforeningernes aktiviteter og lokaler efter folkeoplysningsloven, vil byråd og forvaltninger i de nye og større kommunale enheder i stigende grad svinge taktstokken over idrætten med ønsker om at bruge idræt som middel til løsning af konkrete formål som sygdomsforebyggelse, branding af lokalområdet eller særlige indsatser for forskellige befolkningsgrupper.

At det vil gå sådan i en fremtid, hvor antallet af kommuner fra nytår er skrumpet ind fra 271 til nu 98, dokumenterer en undersøgelse, som Center for Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet foretog for Idrættens Analyseinstitut i de gamle kommuners sidste leveår.

81 pct. af støtten er kommunal 
Selv om de centrale spillere på idrætsområdet, Kulturministeriet, DIF, DGI og Team Danmark, typisk løber med de fleste overskrifter, er realiteten, at 81 pct. af de i alt 3,6 mia. offentlige kroner fra skatter og tipsmidler, som tilflød idrætten i 2005, kom fra det lokale niveau – fra kommunekasserne.

Alligevel har idrætspolitik sjældent været en voldsom slagmark i kommunerne. Folkeoplysningsloven sætter mindstekrav til den kommunale støtte og båndlægger hovedparten af midlerme, og når det kommer til stykket, kan de fleste partier i byrådet som regel enes om, at ’idræt er godt’ og fortjener støtte.

I praksis har lokalpolitikerne ofte overladt det til folkeoplysningsvalg og idrætssamvirker at prioritere midlerne. Konsekvenserne har været, at især i landets mindre kommuner er dækningen med gængse idrætsfaciliteter som haller og fodboldbaner til foreningsidræt ganske imponerende. Rig på nuancer i forhold til idrættens mangfoldighed har de mindre kommuners idrætspolitik til gengæld sjældent været.

Undersøgelsen af kommunernes idrætspolitik i 2006 viser den klare tendens, at mindre, typisk Venstre-styrede, kommuner generelt har bedre facilitetsdækning og alligevel færre udgifter til idrætten end de større kommuner. Omvendt har de større, typisk konservative eller socialdemokratiske kommuner med mere end 20.000 indbyggere i højere grad haft politisk vedtagne idrætspolitikker og taget flere målrettede initiativer på områder som sociale indsatser, projekter for fysisk inaktive, integration, eliteidræt, støtte til idrætsevents eller opførelse af større opvisningsanlæg.

Forskel på store og små kommuner 
For at illustrere forskellene mellem store og små kommuner, havde ingen kommuner under 5000 indbyggere en formuleret idrætspolitik i 2006, mens 86,7 pct. af kommunerne med over 50.000 indbyggere havde en formuleret politik på idrætsområdet.

Næsten halvdelen af landets kommuner med over 50.000 indbyggere havde en særlig politik for eliteidræt, støtteordninger for sportsevents og konkrete planer om store opvisningsanlæg, mens næsten ingen mindre kommuner havde sådanne planer. Tendensen går igen på mere sociale områder som forsøg med idrætsbørnehaver og idræts-SFO’er og særlige indsatser for idrætssvage grupper som fysisk inaktive børn, ældre, handicappede, indvandrere og socialt udsatte.

De store kommuner har i langt højere grad end de små ansat folk i forvaltningerne med akademisk, idrætslig baggrund og tid til udelukkende at arbejde med idrætslige spørgsmål. I de nye, større kommuner stiger også den politisk opmærksomhed om idrætten, fordi flere kommuner får udvalg med idræt som væsentligt arbejdsområde.

Folkeoplysningsloven med sine minimumskrav til aktivitetsstøtte og lokaler vil fortsat lægge bånd på størsteparten af de kommunale midler til idræt. Men konsekvensen af kommunalreformen vil også blive, at kommunerne få flere midler fri til egne prioriteringer på idrætsområdet.

Debatten op til kommunesammenlægningerne bar da også præg af en forventning om, at idrætten i højere grad kunne indgå i partnerskaber om løsning af centrale kommunale opgaver som forebyggelse og integration, lige som det allerede nu er tydeligt, at de nye kommuner har øget appetit på at profilere sig via eliteidræt og satsninger på opvisningsanlæg.

Undersøgelser af foreningernes selvopfattelse viser dog samtidig, at langt hovedparten af idrætsforeningernes frivillige ledere udelukkende orienterer sig mod sportsaktiviteter og medlemmernes interesser og ikke mod samfundets generelle problemer.

Derfor er der formentlig ikke langt til en fremtid, hvor store, ressourcestærke foreninger i højere grad udvikler sig til samarbejdspartnere for kommunerne, mens mindre og mere traditionelle foreninger måske vil miste lidt af den kommunale opmærksomhed.

Idrætsorganisationerne profilerer sig 
De centrale idrætsorganisationer har for længst læst lektien og indledt en offensiv for at profilere sig.

DGI har gennemført en intern strukturændring med færre, men større landsdelsforeninger og udviklet en målrettet ’værktøjskasse’ med forslag til partnerskaber med kommunerne. DGI-formand Søren Møller taler ligefrem om en ’stille revolution’, hvor DGI trods sit afsæt i foreningslivet også udvikler målrettede servicetilbud for fysisk inaktive borgere eller idrætsaktive uden for foreningslivet.

DIF har satset på at få foreningerne i de nye kommuner til at gå sammen i lokale idrætsråd og har som erklæret mål at komme på konsulentbesøg i samtlige landets 98 kommuner i 2007. Samtidig har DIF genoplivet den gamle traver om en fusion med DGI, fordi det er svært for DIF’s mange selvstændige og ofte svage specialforbund at manøvrere i forhold til de nye dagsordener, som ofte går på tværs af idrætsgrene og traditionelle idrætsmønstre. Reelt er lederne i DIF og specialforbundene ofte mere motiverede for at arbejde med landshold og konkurrenceidræt end for at etablere kommunale samarbejder.

Team Danmark satser med den nye eliteidrætslov i hånden på at få kommunerne til at gå ind i et område, der før primært var statsligt, i form af aftaler om lokale elitesatsninger med særligt udvalgte ’eliteidrætskommuner’, som står på række for at komme med i ordningen.

Kommunerne har med kommunalreformen også fået andre bejlere som eksempelvis den voksende kommercielle fitness-sektor. Landets største fitnesskæder slog sig i 2006 sammen om at stifte brancheorganisationen ’Dansk Fitness og Helse Organisation’, netop for at få større politisk slagkraft som potentielle partnere på eksempelvis sundhedsområdet. Formanden for DFHO er tilmed en tidligere kommunalpolitisk sværvægter i skikkelse af Københavns forhenværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen.

Sagt mere kontant vil landets næsten 16.000 foreninger med idræt på programmet i stigende grad blive udfordret på, om de leverer varen for de kommunale støttekroner. Ellers kan de kommunale støttekroner i stigende grad begynde at vandre andre steder hen end til den traditionelle foreningsidræt.