Vagt i gevær om tv-fodbold

(Opdateret den 10. januar 2006)

Umiddelbart er der grund til at gratulere dansk klubfodbold med udsigten til en økonomisk banebrydende tv-aftale med den nye sportskanal TV 2 Sport. Aftalen vil fra nytår og frem til 1. januar 2013 ifølge dagspressen bringe dansk klubfodbolds tv-indtægter mindst på niveau med de svenske og norske tv-aftaler, som i den forgangne sæson har fået danske klubledere til at skæve misundeligt mod nord.

Mod at sprede kampene i hver spillerunde ud fra lørdag til mandag allerede fra næste år vil superligaklubberne kunne se frem til fordoblede indtægter fra tv-rettigheder på ca. 190-210 mio. kr. om året i perioden.

Nu er det i sagens natur langt fra alle detaljer og betingelser, der i første omgang slipper ud fra sådan en forhandling. Men før champagnepropperne knalder, er der grund til at tage visse forbehold for en udvikling, der nu har bundet de danske tv-rettigheder i såvel fodbold som håndbold på mindst fem-årige aftaler.

Som det vil fremgå af Idans nye rapport ’Sport på dansk tv’, er det nemlig reelt kun dansk klub- og landsholdsfodbold og dansk klub- og landsholdshåndbold så attraktivt for tv-stationerne, at de har en rettighedsmæssig værdi af betydning.

Til gengæld er disse rettigheder så også af stor strategisk betydning på tv-markedet og for udviklingsmulighederne for resten af dansk idræt. Derfor er der såvel mediepolitisk som idrætspolitisk grund til at være på vagt over for disse aftaler.

Uoverskueligt mediebillede
Sandheden er jo, at ingen overhovedet kan skue fem-seks år ud i fremtiden på et mediemarked i hæsblæsende forvandling. I mange år har vi talt om den teknologiske udvikling med nye platforme for levende billeder på tv og internet, eksplosion i antallet af tv-kanaler samt nye distributionsmuligheder, som igen stærkt vil forøge antallet af potentielle landsdækkende kanaler.

Nu er udviklingen der. Det går ekstremt stærkt – også i sporten:

Hvor man end sig vender hen, kan man læse om nye sportsportaler, nye sportskanaler, opleve stadigt flere transmissioner af attraktiv sport på internettet og diverse nichekanaler samt høre om skiftende strategiske alliancer.

Bookmakere, teleselskaber og traditionelle tv-selskaber konkurrerer om de levende billeder på rettighedsmarkedet. Priserne på de få virkelig attraktive rettigheder, der fortsat kan skabe en vis gennemslagskraft og trofasthed blandt de forvænte seere, skyder i vejret. Samtidig forsvinder de mindre attraktive sportsgrene fra søgelyset – eller de prøver at overleve ved at opbygge deres egne målrettede nichemedier.

Overraskende udvikling
Man kan bare tage den seneste måneds overraskende udvikling herhjemme.

Først røg EM-slutrunden i fodbold i 2008 delvist over på betalings-tv med TV 2’s alliance med Canal Digital.

Dernæst slog de tidligere hovedrivaler på sportsrettighedsmarkedet, TV 2 og Modern Times Group (TV3), med TV 2 som den aktive bejler pjalterne sammen om sportskanalerne TV 2 Sport og TV 2 Sport Extra, der efter planen skal i luften allerede den 1. marts. Så stærk er den konstellation, at mange seere på kabelnet og fællesantenner næste år må regne med en pænt forøget regning uden først at blive spurgt om deres appetit på mere klubfodbold og -håndbold, når TV 2 Sport går i luften til foråret. Der vil for hver husstand være ca. 18 kr.'s forskel om måneden på Viast Sport 1 og afløseren TV 2 Sport, hvis strategien med den nye sportskanal lykkes som planlagt. En del af superligafodbolden vil naturligvis forblive hos 3+ som i dag, så klubfodbolden spredes altså over endnu flere kanaler og spilleterminer.

Alt dette er naturligvis isoleret set ikke dansk klubfodbolds problem. Fodboldlederne tager den aftale, de finder bedst, og de har ikke været sene til at udnytte TV 2 Sports iver efter at gå i luften med attraktive rettigheder. Nu får vi lørdags, søndags- og mandagsfodbold, og klubberne vil, som det skete i Norge i den forgangne sæson, benytte de ekstra indtægter til at bruge endnu mere på spillerlønninger uden antydning af forbedrede bundlinjer.

I det mindste har der tilsyneladende været fodslag mellem klublederne om den nye tv-aftale. Da håndbolden indgik sin løbende tv-aftale for 2006-2011 med TV 2, skete det over natten ved et decideret brud på den løbende fællesaftale med DR og TV 2 - og ved en forhandling, der foregik uden, at andre tv-stationer overhovedet fik chancen for at byde.

Om det samme har været tilfældet denne gang, vil de kommende uger vise.

Udbudsmateriale er normen 
Når de store fodboldligaer i Europa skal sælges til tv, sidder konkurrencemyndighederne typisk så tæt på ligaerne, at udbudsdokumenterne er tykke som telefonbøger. Rettighederne opdeles typisk i pakker efter tidsvinduer og forskellige platforme, og hver enkelt pakke udbydes så i en selvstændig auktion.

I England brød EU-Kommissionen ved den seneste forhandling BSkyB’s over ti-årige monopol på live fodbolden, da den tvang ligaen til at sælge en pakke med 46 live kampe til konkurrenten Setanta Sport. I øvrigt med en voldsom stigning i ligaens samlede rettighedsindtægter til følge fra næste år.

Lukkede døre 
I Danmark har vi derimod oplevet de eneste betydende tv-rettigheder til dansk sport, nemlig fodbold og håndbold, blive solgt bag lukkede døre på mindst fem-årige aftaler. Fodboldaftalen er en voldsom økonomisk forbedring af den resterende del af den løbende aftale samt en forlængelse af aftalen med yderligere fire år - altså en potentiel fastlåsning af tv-markedet for hjemlig fodbold i de kommende godt seks år.

Man kan spørge, om ikke håndboldlederne med den mediemæssige udvikling allerede i dag sparker sig selv over deres hastværk med at sælge varen på femårige aftaler til TV 2 til en femtedel af prisen på den nye fodboldaftale. Måske ville håndboldlederne ligefrem komme krybende tilbage til DR, hvis de fik chancen?

Man kan også spørge, om ikke klubfodbolden kommer til at gøre det samme med en så lang horisont som godt seks år.

Og man kan helt sikkert spørge, om ikke Konkurrencestyrelsen, der i forvejen har et godt kig på sportsrettigheder, ikke vil stille nogle meget alvorlige spørgsmål, før klubfodboldens nye tv-aftale for alvor får gyldighed.

I ’Konkurrenceredegørelsen 2006’ slog Konkurrencestyrelsen fast, at ’aftaler om medierettigheder til sportsbegivenheder, der indeholder eksklusivvilkår, bør som udgangspunkt højst have en varighed på tre år uden mulighed for automatisk forlængelse’.

Den nye fodboldaftale ligner et klokkeklart brud på den politik. Og med den betydning, som de attraktive sportsrettigheder har fået for konkurrencesituationen såvel på idræts- som tv-markedet, burde salget klart være sket på mere transparente betingelser.