Fusioner og revolutioner

Mens topfolk fra DIF’s bestyrelse og store specialforbund endnu engang har genoplivet den gamle traver om en fremtidig fusion mellem DIF og DGI, går DGI’s formand, Søren Møller rundt og taler om en revolution i dansk idræt.

Der er forskel i retorikken, men der er alligevel årsagssammenfald mellem DIF’s tale om fusion og DGI’s om revolution. I bund og grund handler begge slagord om de to store idrætsorganisationers forsøg på at definere sig i forhold til fremtidens idrætsbillede.

DGI er med Søren Møllers egne ord i færd med at ruste sig til breddeidrættens ’stille revolution’, hvilket samtidig er ensbetydende med en distancering til organisationens politik og struktur under den tidligere formand Leif Mikkelsen.

Søren Møller baserer målrettet DGI’s nye politik på samfundets behov og ændringer i idrætsdeltagelsen. Samfundet ændrer sig hastigt med strukturreform og forstærkede ønsker om partnerskaber mellem det offentlige og civilsamfundet om integration, fysisk aktivitet og sociale indsatser. På samme måde ændrer også idrætslivet sig voldsomt med udøvernes ønsker om individuelle, sundhedsrettede, tidsmæssigt fleksible og målrettede træningsformer, som bestemt ikke altid passer ind i foreningsidrættens traditionelle skabelon.

Søren Møller forsøger at geare DGI til denne hastige udvikling: Ny struktur med sammenlægning af de gamle DGI-amtsforeninger til færre og større landsdelsforeninger, satsning på nye træningsformer, nye målbare krav internt i organisationen og senest nyheden om et selskab, der fremover skal tilbyde kommuner at modernisere og drive idrætshaller i pagt med tidens toneklang.

Det er i DGI-sammenhæng ganske nyt, at sigtet ikke blot er at værne om og udvikle den klassiske foreningsidræt, men i lige så høj grad et forsøg på at ’møde folk, hvor de er’ med foreningsidræt den ene dag, en joggingtur på egen hånd den næste og måske sågar en tur i træningscentret på tredjedagen.

Modsætningerne overbord
Hvor DGI i Leif Mikkelsens tid i høj grad var et ideologisk bud på ’en anden vej’ end sportens, som den praktiseres i DIF-regi med fokus på konkurrence, sportsaktiviteter og gerne elite, har Søren Møller smidt modsætningerne til andre idrætsformer overbord.

Det er fint nok for Møllers DGI, hvis man i en periode af livet dyrker målrettet konkurrenceidræt, og det er helt OK, hvis man foretrækker det kommercielle, målrettede fitness-center af praktiske grunde i en periode, hvor jobbet og familien stiller ekstraordinære krav.

DGI’s plads i paletten skal være at sikre gode lokale tilbud og gode rammer for de frivillige, så foreningerne i landet fortsat kan udvikle sig og have attraktive tilbud på hylderne med appel til alle danskere.

Revolutionen i DGI har dog ikke sejret endnu. Dels har omstillingsprocessen på de indre linjer ikke været uden sværdslag, hvilket blandt andet den nylige fyring af den mangeårige generalsekretær Henning Brix samt et ganske stort antal blanke stemmer til den eneste formandskandidat, Søren Møller, på weekendens DGI-årsmøde i Fuglsø vidner om.

Dels har DGI fortsat det grundlæggende problem, at organisationens tilbud langt fra bruges af alle medlemsforeninger. Derfor skylder DGI endnu at vise, at de progressive toner, der lyder fra toppen, også kommer til at sætte sig brede og varige spor i tilbuddene og målgrupperne hos landets idrætsforeninger.

Præstationspres 
Det er langt fra alle DGI-tiltag, som slår an. Eksempelvis led den stort opsatte 50+ kampagne en krank skæbne, lige som landsstævnet endnu engang fik færre deltagere og større underskud end forventet. Nu bliver det spændende at følge, om DGI virkelig kan leve op til det selvskabte præstationspres som - med Søren Møllers ord: ’fremtidens vigtigste idrætsorganisation’. Kan DGI virkelig mobilisere op til 80.000 nye motionsløbere i det stort anlagte ’Start to Run’-samarbejde med Nike? Vil det i praksis lykkes at indgå og gennemføre partnerskaber om faciliteter og sociale indsatser med kommunerne i det omfang, DGI-ledelsen lægger op til.

Nok om revolutionen. Hvad så med fusionen?

Sandheden er, at DIF har haft en enhedsorganisation på ønskelisten i mange år. Nu har DIF’s formandskandidat Niels Nygaard så relanceret ideen med planen om en intern analyse, der skal dokumentere, at dansk idræt og foreningslivet ville stå stærkere ved en fusion med DGI.

DIF’s lancering af analysen lader ingen tvivl tilbage om, at specialforbundene sikkert vil ende med at anbefale fusionen. Forbundene mener at kunne opnå en række potentielle besparelser på administrationen, lige som man godt kan være så fræk at pointere, at med DGI’s strategi om at blive en tværgående serviceorganisation med reduceret fokus på ideologi, er DGI i virkeligheden utilsigtet i fuld gang med at ’gøre sig lækker’ for en fremtidig fusion med DIF.

Sammenfald
Ifølge fusionstankegangen ville det jo passe som fod i hose, at specialforbundene kunne fortsætte deres virke med primær sigte på sportsaktiviteter i deres respektive idrætsgrene, mens DGI-delen af et fusioneret forbund så ville kunne arbejde med alle de tværgående og foreningsudviklende dagsordener. Det styrker fusionsfortalerne yderligere, at 39 pct. af foreningerne er medlem af såvel DGI som DIF – et dobbeltmedlemskab, der er endnu større i den halve snes store idrætsgrene, som begge organisationer har på programmet.

Hvad er der så at betænke sig på?

Masser!

Man behøver jo bare at se på DIF’s vanskeligheder med at manøvrere i forhold til nye dagsordener i dag. Klubberne under DIF’s specialforbund producerer masser af breddeidræt, men i selve DIF og hovedparten af specialforbundene er det udviklingen af den enkelte idrætsgren med elite, landshold og turneringer, der trækker de største ressourcer, den største prestige og den største ledelsesmæssige opmærksomhed.

Store ’motionsforbund’ som atletik, tennis, badminton, gymnastik osv. bruger en pænt sagt beskeden del af de centrale ressourcer på den del af idrætten, som ligger uden for sportsudøvelsen og som primært foregår lokalt i de enkelte foreninger. Samtidig oplever de eksisterende tværgående forbund under DIF-paraplyen med DAI i spidsen ikke ligefrem at blive overøst med midler og anerkendelse fra de øvrige specialforbund for det sociale arbejde, de har taget på sig.

Sporten vil dominere 
DGI har derfor al mulig grund til at frygte, at i en fusioneret struktur, hvor specialforbundene naturligvis fortsat ville eksistere og føre det store ord, ville en proces, som den DGI nu har sat i gang, altid være et underordnet punkt på dagsordenen i forhold til selve sporten.

Søren Møller har derfor ret langt hen ad vejen, når han i sin beretning på weekendens årsmøde i Fuglsø hævdede, at den nuværende arbejdsdeling mellem DIF og DGI er en ideel arbejdsdeling i forhold til de udfordringer, idrætten står over for. Den er der ingen grund til at pille ved for at spare et par konsulenter.

Al snak om fusion giver kun mening i det øjeblik, man kan påvise, at den ene part reelt ikke opfylder sin funktion i den uudtalte arbejdsdeling. Sådan er det bare ikke lige nu, hvor begge organisationer tilmed har rigeligt at se til med sammenhængskraften på de indre linjer.

Betyder det så, at ’ressourcespildet’ med to organisationer skal fortsætte?

Jamen, hvor stort er det ressourcespild overhovedet? Det er trods alt et relativt begrænset millionbeløb, DGI hælder i sine forskellige landsudvalgs sportsaktiviteter, når det kommer til stykket. Om man så kunne hælde en million eller to mere i forbundskassen ved at droppe DGI’s håndboldudvalg, hvem skulle så have de penge? Landsholdsspillerne efter en ny spillerstrejke måske?

Hvis politikere og andre med magt til at ændre på strukturerne i dansk idræt virkelig mener, at der er tale om ressourcespild med de tipsmillioner, man hvert år hælder ud over DIF og DGI, kan man til hver en tid sætte tildelingerne og fordelingsnøglen mellem de to organisationer til debat. Organisationernes udtalte dominans i idrætspolitikken er trods alt ikke lovfæstet i grundloven. Men før man går så vidt som til at gennemtrumfe en egentlig fusion mellem DGI og DIF, bør man være helt sikker på, at en fusion også i praksis vil styrke et dynamisk og nuanceret idrætsbillede i Danmark og ikke blot være udtryk for simpel magtpolitik mellem de to store idrætsorganisationer.