Olympisk fejlskøn

Gennem tiderne har adskillige kongelige og adelige personer tilført den internationale olympiske komité (IOC) en del af den gennemslagskraft og prestige, som har bidraget til at gøre IOC til en væsentlig faktor i international idræt.

Nu har Danmarks kronprins Frederik så meldt sig på banen som dansk kandidat til IOC-posten, når Kai Holm efter IOC-kongressen i København i 2009 efter reglerne skal forlade posten som IOC-medlem på grund af alder.

Selv om de færreste danskere er tæt på kronprinsen som person, har kronprinsen umiddelbart mange gode uddannelsesmæssige, idrætslige og menneskelige kvalifikationer til posten. Han er ung og har, hvilket man ikke skal undervurdere, både tiden og ressourcerne til at engagere og fordybe sig i olympisk arbejde. 

Prestigemæssigt er det naturligvis et scoop for DIF at kunne lancere en kronprins som idrættens førstemand. Man så eksempelvis senest ved VM i orientering i Danmark i august, at kronprinsens blotte tilstedeværelse som protektor for sprintfinalerne genererede en enorm og positiv medieomtale, som orienteringssporten umuligt kunne have fået på anden vis.

Idrætspolitisk tilbageskridt
Alligevel forekommer DIF’s forsøg på at bevare et dansk sæde i IOC ved at stille med kronprinsen som kandidat som et stort idrætspolitisk tilbageskridt.

Der har været lejlighedsvise følere mellem DIF og kongehuset i mange år vedrørende IOC-kandidaturet. I 1998 fik hoffet klar besked om, at idrætten foretrak at køre Kai Holm i stilling som det daværende medlem Niels Holst-Sørensens afløser. Kronprinsens kandidatur udløste dengang en politisk debat, hvor eksempelvis Det Konservative Folkepartis daværende idrætspolitiske ordfører, Brian Mikkelsen, udtalte til Politiken:

”Kronprinsen skal ikke fedtes ind i politisk betændte afgørelser. Han skal repræsentere Danmark. Han er en fremragende kronprins og senere konge. Det skal han bruge kræfter på.”

Senere har det ligget i kortene, at et eventuelt kongeligt kandidatur først skulle et skridt omkring statsministeriet, hvor man altså nu tilsyneladende har nikket.

Dæmpet røst
Men alene det, at et dansk IOC-medlem fremover vil skulle spørge hjemme - eller alternativt tie stille - i forbindelse med væsentlige debatter og beslutninger i milliardvirksomheden IOC er et demokratisk problem og i direkte skærende kontrast til den strømning af kamp for idrættens autonomi, som IOC-kongressen i København i 2009 netop er planlagt til skulle debattere og fremme. Paradoksalt nok kan et kongeligt dansk IOC-medlem altså snarere dæmpe end styrke Danmarks røst i international idrætspolitik.

IOC gennemgik efter Salt Lake City-skandalerne i 1998-1999 en række interne reformer, som betyder, at IOC i langt højere grad baserer sig på ’idrætspolitikere’ med en baggrund i nationale forbund og internationale specialforbund end på forskellige højtstående personer, som i mange tilfælde kan forekomme løsrevet fra det idrætsliv, de i sidste instans repræsenterer.

IOC har takket være tv-indtægterne fra fremtidige lege og den enorme kamp blandt idrætsgrene og byer om at komme på det olympiske program en væsentlig og stigende idrætspolitisk betydning. IOC skal gå forrest i kampen mod den grasserende korruption i mange internationale specialforbund, IOC skal gå forrest i kampen mod doping, og IOC skal stå for en politisk, økonomisk og miljømæssigt bæredygtig politik i forhold til værtskaber for store idrætsbegivenheder.

Denne førende ’etiske’ og idrætspolitiske rolle er selve IOC’s eksistensberettigelse i moderne tider, men for at varetage en sådan rolle skal de 115 IOC-medlemmer være villige til at gå i politiske slagsmål med regeringer, specialforbund, atleter og offentlighed til hver en tid. Et nuværende IOC-medlem bør eksempelvis være parat til at ytre sin holdning til menneskeretssituationen i Kina.

Krav om tilgængelighed
Et IOC-medlem er i dag i langt højere grad en politiker end for bare få år siden.

En politiker skal stå til regnskab, være tilgængelig og havde holdninger. Sådanne krav forekommer det med al respekt særdeles delikat og måske også direkte ufornuftigt for en dansk kongelig person at leve op til.

Et IOC-medlemskab medfører samtidig en selvskrevet post som medlem af DIF’s bestyrelse, så forventningerne til et dansk IOC’s medlems tilgængelighed og åbenhed om politiske holdninger gælder i princippet også i forhold til den hjemlige idrætsdebat, hvor DIF nu eksempelvis igen netop har lanceret den varme kartoffel om en mulig fusion med DGI.

DIF har selv presset på i de demokratiske reformer af IOC. Nu tager man så et skridt tilbage af den simple grund, at kronprinsen rent prestigemæssigt vil være et glimrende kort at spille ud i forsøget på at bevare en plads blandt i IOC, hvor medlemslandene ikke har krav på at have sæde.

Ja, sandheden er nok, at DIF ikke har andre ’kronprinser’ for Kai Holm at spille ud over for IOC end netop kronprinsen. Det i sig selv er stærkt problematisk for DIF, for der har ærlig talt været tid nok til at lede efter og pleje fremtidens talenter i idrættens egne rækker.