Et vigtigt dansk bidrag

Spørgsmålet er, om en af fodboldens tvivlsomme personager, FIFA-vicepræsident Jack Warner, gik et skridt for langt denne gang, da han – bekræftet af en uafhængig revisionsrapport – berigede sig selv for op imod fem mio. kr. ved at sætte sig på hjemlandet Trinidad & Tobagos billetter til VM-slutrunden i fodbold som simpel rejse- og billethaj. Måske ryger han denne gang?

At Warner er en suspekt type ved alle, som har fulgt med i de senere års afslørende artikler og programmer om hans gøren og laden. Men som formand for det nord- og mellemamerikanske fodboldforbund CONCACAF sidder den formuende folkeskolelærer (!) på 35 stensikre stemmer til FIFA-præsident Sepp Blatter. Det dæmper jo straks FIFA-kollegernes lyst til at angribe Warner.

Hvem skulle også stemme ham ud af FIFA-bestyrelsen? Senior vicepræsident ’Don Julio’ Grondona fra Argentina? Den brasilianske fodboldformand Ricardo Teixeira? Læs om disse fodboldens tvivlsomme topledere i den nye tyske bog ’Korruption im Sport’ og gæt selv!

Sporten har ofte svært ved at rense sig selv. Hvis det ikke var for organisationer som det danske Play the Game, ville det være endnu mere frit frem at bortføre sportens fascination og fylde egne lommer under dække af den gode sag.

Tydeligt mønster
Det kan være møgirriterende, når Play the Game forstyrrer idyllen, men der tegner sig efterhånden et mønster i kølvandet på Play the Game og andre af sportens fremtrædende kritiske røster:

Først skutter sportens establishment sig og fornægter. Sager om doping, olympisk korruption, manglende demokrati, match fixing osv. fejes til side. Er det virkelig så slemt, som de siger?

Så kommer flere afsløringer på bordet. Mainstream-pressen hopper på, mens Tour-feltet holder stille, dommerskandalerne eskalerer, og korruptionssagerne ruller.

Det var værre endnu...

I næste fase erkender sportens establishment problemet, som de før fornægtede: Stiftelsen af WADA, nye regler i IOC, early warning systemer mod match fixing og senest sågar en uafhængig etisk komité i FIFA. Selv volleyballsportens superdiktatur, FIVB, udfordres nu af et alternativt forbund i oprør mod FIVB-præsident Rubén Acosta og hans diktatorfrue, Malú.

Kontrol og kritik er nødvendig
Realiteten er, at hvis den globaliserede sportsverden ikke skal gå endnu mere grassat, er en demokratisk kritik og kontrol over grænser en absolut nødvendighed. Play the Game står for netop det. Med beskedne midler på 1,5 mio. kr. om året er Play the Game på få år blevet dansk idræts måske mest indflydelsesrige instrument udadtil.

Men Play the Game er ubekvem størrelse, som har svært ved at skaffe penge udefra. Det er modigt af Danmarks Idræts-Forbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Idrætsfonden Danmark, Dansk Firmaidrætsforbund, Team Danmark og Kulturministeriet, at de har turdet bakket økonomisk op om Play the Game indtil nu, men det kniber alvorligt med at skabe en langsigtet og bæredygtig økonomisk platform.

Play the Game må ikke gå ned, nu da organisationen for alvor er ved at få fat. Fingeraftrykkene fra Danmark på kritisk journalistik over grænser træder eksempelvis tydeligt frem i det tyske Sportnetzwerk og bogen ’Korruption im Sport’.

Et bidrag til idrættens værdi 
En støtte til Play the Games kritiske røst er ikke i modstrid med de aktuelle danske drømme om at satse på store internationale idrætsevents og sågar en mulig olympisk ansøgning. Tværtimod, det er et visionært bidrag til at bevare international idræts værdi og lødighed.

Hvis Danmark skal lege med på den internationale scene, må vi også kende og erkende de mørke sider af den virkelighed, vi møder derude. Det vil være en dårlig vits, hvis pengestrømmen til OL-projektet, internationale events og øget international indflydelse til danske specialforbund øges i den kommende tid, samtidig med at Play the Game tørrer ind.

For god ordens skyld: Forfatteren til denne kommentar sad med i Play the Games programudvalg i forbindelse med den seneste konference i 2005, og Play the Games sekretariatschef Jens Sejer Andersen sidder i Idans bestyrelse.