Vi kan godt. Men gider vi?

Grækerne vidste nøjagtig, hvorfor de gerne ville arrangere OL i Athen i 2004.

Det var et spørgsmål om at bygge bro fra en storslået fortid som de antikke leges hjemsted til den nye tids unge stat, som gerne ville redefinere sin rolle og markere sig som fuldgyldigt medlem af det moderne Europa.

Trods den hyppigt omtalte kæmperegning for legene og tusindvis af artikler om de interne græske bryderier med at få det enorme arrangement til at fungere, viste det sig i nogle uforglemmelige sommeruger i det nypudsede Athen i 2004 til grækernes egen og tusindvis af gæsters store forbløffelse, at visionen holdt i mål.

Alt fungerede. Det var smukt, værdigt og fornøjeligt at være en del af den dyre fest. Også selv om mange økonomiske mellemregninger givet ikke gik op.

Man kan faktisk hverken fortænke danske politikere eller idrætsledere i at have tænkt tanken i den græske sommersol, at når Grækenland kan, så kan vi da også!

Tanken er besnærende, men i en tid, da dansk idræt ser frem til regeringens varslede handlingsplan for at tiltrække store idrætsbegivenheder til Danmark, er tanken også blevet en anelse ’farlig’. Hvor enhver olympisk fortaler i kongeriget indtil 2004 blev fejet af bordet som latterlig fantast, har de efterfølgende seriøse prøvekørsler af den olympiske drøm vist overraskende resultater:

Da først dansk idræt tog sig sammen til at spille spillet, lykkedes det faktisk at hive værtskabet for den gigantiske IOC-kongres og session til landet i 2009, lige som den bevidst forsinkede rapport fra Rambøll Management om potentialer og barrierer for et dansk OL-bud i marts 2006 viste et overraskende plus i det samfundsøkonomiske olympiske regnskab.

Regeringen blev i nogen grad fanget på det forkerte ben af rapportens konklusioner. Økonomien herhjemme viser snarere tegn på overophedning end på afmatning, og den har ikke nødvendigvis godt af alt for koncentrerede doser olympisk dynamik og store anlægsarbejder.

Kun få fortryder
At så Rambøll Managements positive samfundsøkonomiske regnskab for et OL i Danmark anfægtes af den norske økonom og ekspert i megaevents, Harry Arne Solberg (læs forsiden), på områder som folkesundhed, turisme og estimerede udgifter til sikkerhed, er en ganske anden sag. For som Harry Arne Solberg også konkluderer, har Danmark råd til festen, hvis Danmark vil. Og de færreste fortryder festen bagefter.

Rambøll-rapporten fortjener ros for dens åbne præmisser for beregninger og forslag og for dens analyse af mulige strategier og visioner for et dansk bud på OL i 2020. Rapporten bør være pligtlæsning for alle idrætsledere af betydning og for enhver politiker, der nogensinde tager ordet ’oplevelsesøkonomi’ i sin mund.

Men samtidig lægger Rambøll-rapportens kommissorium og tilgang til OL-projektet et utilsigtet låg på den debat, den burde stimulere: Rapportens dominerende fokus på cost-benefit ved en OL-ansøgning skygger simpelthen for de overordnede visioner, der burde være den bærende kraft i en dansk satsning på store idrætsbegivenheder.

Farveløse forslag
Rapporten prøver fortvivlet at få regnestykket til at gå op med luftige kalkuler for folkesundhed og turisme – og med så farveløse forslag for de olympiske faciliteter, at selv Aldis filosofi for butiksindretning virker ekstravagant. Derfor kommer rapportens mange spændende overvejelser om at udvikle strategier for turisme, folkesundhed, kompetenceudvikling i idrætten, faciliteter, innovation, frivillighed osv. med OL-projektet som katalysator slet ikke til deres ret.

Hvorfor i alverden skulle IOC’s medlemmer på ’dommens’ dag - trods alle erklærede intentioner om at slanke legene - stemme på et rigt land, som vil spare sig ud af opgaven, når 25 andre byer sandsynligvis vil stå i kø for at afvikle glamourøse og spektakulære lege uanset regningen?

Slip nu kreativiteten fri, når regeringens handlingsplan for store idrætsbegivenheder kommer på gaden efter sommerferien:

Vision for OL-stadion
For at begynde med det mest indlysende: Lad os få en vision for fremtidens ultimative olympiske stadion med masser af idrætsliv, teknologi og private kroner i tribunebygningerne efter OL. Dette er ikke en opfordring til ødselhed, men Parken-monstret vil være mere velegnet til seniorboliger end til moderne topidræt i 2020. Parken benyttes selvfølgelig til EM i fodbold og andre megaevents op til og med OL, men udfases derefter til fordel for et smukt, gennemtænkt og moderne olympisk stadion, der i modsætning til de fleste olympiske stadions i verden måske oven i købet tjener penge akkurat som de bedste moderne fodboldarenaer...

En ægte olympisk vision handler med andre ord ikke kun om at bevise, at Danmark godt kan. Den handler dels om en fornyet idrætslig ambition som alternativ til den aktuelle udvikling mod en rent fodbold/håndbold-domineret eliteidræt og en rent sundhedsorienteret breddeidræt, dels om at mobilisere alle gode hjerner fra design, arkitektur, teknologi, medier, idræt, politik, marketing, kunst, forskning osv. til at tænke så tilpas store tanker, at vi gider bruge de næste mange år af vores liv på at forfølge den olympiske drøm.

Sandsynligvis får Danmark ikke OL alligevel. Lad os bare erkende det.

Alligevel fanger bordet for de olympiske drømmere fra politik og idrætstop. Rambøll-rapportens forslag om at bruge OL-drømmen som katalysator for kreative tanker og strategiske overvejelser er værd at forfølge. Og i modsætning til legene vil øvelsen i sig selv næppe munde ud i et sandsynligt samfundsøkonomisk milliardunderskud.