Risikofyldt flirt med sundheden

De over 400 deltagere i DIF’s kongres i Aalborg om fremtidens danske idrætsbillede sendte et par store udfordringer over på specialforbundenes og Danmarks Idræts-Forbunds banehalvdel.

Det skete, da kongressen som afslutning på tre dages debat om fremtidsscenarier og fremtidens krav til idrætten valgte et scenarium med fokus på fællesskab og funktion som både det mest sandsynlige og det mest ønskelige fremtidsscenario for dansk foreningsidræt i de kommende år.

Med andre ord skal idrætten i fremtiden forpligte sig mere over for samfundet og være indstillet på, at kvaliteten bliver målt og vejet.

Anbefalingerne gik kort fortalt ud på følgende:

• Danmarks Idræts-Forbund skal arbejde for en enhedsorganisation for dansk idræt og indgå i partnerskaber med staten og andre interessenter til fordel for idrætten.
• Specialforbundene skal indgå forpligtende samarbejder med de nye kommuner om sundhedsprojekter og i den forbindelse iværksætte en reform, der gør dem i stand til at løfte opgaverne. Forbundene skal samtidig levere kurser og konsulentbistand til foreningerne, så de kan løse opgaverne.
• Foreningerne skal målrette sig mere og opkvalificere de ildsjæle, der kan løse opgaverne. Samtidig skal foreningerne søge partnerskaber med kommuner og idrætsråd og udbyde aktiviteter til hele familien.

Baggrunden for det klare budskab, om at idrætten i fremtiden må satse på endnu mere kvalitet i tilbuddene og på at indgå forpligtende partnerskaber, er naturligvis den kommende kommunalreform. Som indledning på kongressen havde såvel medicinaldirektør Jens Kristian Gøtrik som indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen talt om de konkrete sundhedspolitiske udfordringer på grund af befolkningens stigende fysiske inaktivitet.

Ministeren lagde ikke skjul på, at når ansvaret for forebyggelse i fremtiden i højere grad flytter ud i kommunerne, vil foreningslivet komme mere under pres for at levere et samfundsgavnligt bidrag.

Forinden havde Instituttet for Fremtidsforskning, der organiserede debatten, opridset en række overordnede trends for samfundsudviklingen. Pilen peger i retning af tendenser som: individualisering, øget velstand, mere følelsesladede værdier, øget brug af teknologi, stigende gennemsnitsalder i samfundet, mere vægt på sundhed, større krav til uddannelse og øget pres på tidsforbrug.

Såvel teknologiaspektet som individualiseringen og det evigt accelererende tempo på forandringer i samfundet sivede dog lige så stille ud af debatten ved cafébordene undervejs i kongressen. Da de 400 kongresdeltagere drøftede fremtidens scenarier og gennem en stramt prioriteret proces nåede frem til de endelige anbefalinger om fremtidens kurs, var individualiseringen kørt ud på et sidespor.

Det fælles og det målbare
Forsamlingen valgte det målbare, det fælles og det funktionelle. En sympatisk kurs set i samfundsøjemed, men en risikofyldt kurs for foreningsidrætten, hvis signalerne fører til generelt øgede krav om nytteværdi og ’noget for noget’ i fremtidens støttemodeller til idrætten i kommuner og stat.

Hidtil har idrætten altid stået benhårdt på sin egenværdi. Det, at mennesker mødes og udfordres om fællesskaber og aktiviteter i idrætten, har en værdi i sig selv. Når kongreslogikken i det funktionelle lys nåede frem til, at den danske model med flere organisationer i sig selv er et ressourcespild, og at idrætten skal forpligtes mere på konkrete mål, er det et klart brud med tidligere opfattelser.

Men lad os bare køre scenariet ud, og se hvor det nemt kan ende.

For nylig gennemførte DGI og DIF i fællesskab en omfattende spørgeskemaundersøgelse blandt landets foreninger. Et af de helt klare signaler var foreningernes opfattelse af, at de først og fremmest er til for at tjene medlemmernes interesser, mens kun henholdsvis 17 og 9 pct. af foreningerne orienterer sig mod behovet i befolkningen som helhed og samfundets ønsker. Frivillighedsundersøgelsen peger i samme retning.

Det betyder ikke, at idrætten og det frivillige foreningsliv er udelukket som partner i fremtidens målrettede indsatser på området som integration, sundhed og sociale indsatser.

Tværtimod. Vi vil opleve smukke succeshistorier. Mindst hver tiende forening svarer jo faktisk, at den gerne indgår i forpligtende partnerskaber, og det sker i øvrigt allerede i praksis. Med øget interesse fra kommunerne i fremtiden for at byde konkrete opgaver ud kan man sagtens forestille sig, at eksempelvis store, brede foreninger omkring det lokale idrætscenter i højere grad vil påtage sig konkrete projektopgaver ud over kernevirksomheden, hvis der vel at mærke følger penge med som motivation og garanti for den nødvendige (ansatte) faglighed.

Meget tyder også på, at nye foreninger med sundhedsfremme som direkte eller indirekte formål vil skyde op – se bare, hvor hurtigt stavgang og ældreidræt har fået plads i det danske foreningslandskab.

Der er altså ikke tale om, at foreningslivet ikke bliver en værdifuld partner for fremtidens kommuner. Det er mange foreninger allerede.

Polarisering i foreningslivet
Til gengæld vil der formentlig ske en endnu større polarisering mellem foreningerne i fremtiden. En opdeling mellem de få ’nyttige’ og velorganiserede foreninger, som magter at indgå i partnerskaber om eksempelvis integration, fritidsordninger eller forebyggelse, og så det store flertal af ’unyttige’ foreninger, som kun prioriterer medlemmernes interesser og selve aktiviteten.

Nu er vi så tilbage ved udfordringerne til DIF og specialforbundene efter DIF-kongressens klare melding.

For hvor skal fremtidens ’nyttige’ foreninger egentlig gå hen og bede om hjælp, hvis de gerne vil leve op til opfordringerne om at hoppe med på den samfundsgavnlige, fremtidsrettede bølge?

DGI forsøger efter en intern kolbøtte i de senere år at geare sig til at bistå foreninger på tværs med sundhedsindsatser i form af målrettet træning, eksperimenter med øget fleksibilitet i tids- og lokaleanvendelse samt oprettelse af foreningsdrevne motionscentre som overbygning på idrætsforeningerne. DGI er ligeledes i fuld gang med at indskrænke antallet af amtsforeninger, så der opstår færre, men fagligt bedre amtsforeninger. DGI gør således ’alt det rigtige’ i fremtidsforskningsforstand, men lider til gengæld i praksis under en ofte for beskeden kontakt til mange lokalforeninger i medlemsskaren.

Specialforbundene derimod – med DIF’s indsats på integrationsområdet og DAI som eksempler på væsentlige undtagelser – orienterer sig i ringere grad mod de nye ’samfundsnyttige’ tider.

Specialforbundene er skabt med udgangspunkt i en konkret idrætsgren. Lederne er drevet af interessen for idrætsgrenen. Og forpligtelsen over for konkurrenceidræt og elite tvinger tilmed forbundene til at målrette hovedparten af ressourceforbruget og lederkræfterne mod de sportslige tilbud. Prestigen i DIF-systemet ligger i talentudvikling, elite og gode stævner og turneringer. Forbundene er først og fremmest forpligtede over for deres internationale specialforbund og ofte også over for Team Danmarks skrappe krav.

Specialforbund reagerer langsomt
Det er der sådan set ikke noget fordækt i. Historisk set er det hele meningen med specialforbundene, at de skal udvikle deres specialgren. Og akkurat som foreningerne er specialforbundene typisk ledet af frivillige ledere, som er drevet af kærligheden til en bestemt idrætsgren. Medaljen har så den bagside, at specialforbund kun langsomt reagerer på nye trends og udfordringer:

• Atletikforbundet har end ikke besat motionsudvalget, selv om ca. 70-80 pct. af medlemsskaren er motionister, for slet ikke at tale om de 18 pct. af befolkningen som regelmæssigt jogger uden for foreningslivet.
• Mange rulleskøjteløbere, styrketrænere, wellness-nydere og fitness-entusiaster, som alle er interessante i sundhedsdebatten, har aldrig fundet en havn i DIF-systemet og knapt nok i foreningslivet, selv om de efterhånden skal tælles i hundredtusinder.
• Fodbold og håndbold har trods store ressourcer og dygtigt breddearbejde ikke rigtigt fundet svarene på, hvordan de kan lancere sig som andet end turneringssport og vende en del af fokuseringen mod den af DIF-kongressen så efterspurgte fokus på sundhedsbetonet holdidræt. Selv absolutte topledere i den danske fodboldverden reagerer med forbløffelse, når de hører om signalerne fra eksempelvis Tyskland og Skotland, hvor kommercielle fodboldcentre efter konceptet ’pay and play’ tordner frem, fordi de giver boldglade borgere mulighed for at trille, når de vil og med hvem de vil – og uden fokus på kampens resultat.

Med den viden i baghovedet. Tør vi så tro på, at specialforbundene over en bred kam for alvor vil dedikere sig til sundhedsbølgen og udvikle nye træningskoncepter, nye kursusmodeller, nye foreningsformer? Det vil kræve en drastisk omfordeling af ressourcerne, som det er lidt svært at tro på – også selv om DIF-kongressen pegede på fusioner af specialforbund til mere slagkraftige og fagligt stærkere enheder som en del af fremtidens løsen.

Fare for selvmål?
Hvis de nye kommuner vælger at opstille flere konkrete, målbare krav til output af foreningslivets virke, vil disse kommuner så i virkeligheden ikke have meget lettere ved at indgå forpligtende og målbare kontrakter med kommercielle fitnesscentre eller fysioterapeuter end ved at satse på det frivillige foreningsliv? Risikerer foreningslivet i virkeligheden at score selvmål ved at byde ind på konkrete opgaver, som det måske ikke magter at løse i den sidste ende?

Trods det beskedne erfaringsgrundlag er det foreløbig en kendsgerning, at de senere års satsninger på eksempelvis foreningsdrevne skolefritidsordninger og motion på recept eller opfordring trods alle gode viljer også kan have sine problematiske sider.

Både kulturministeren og DIF-formand Kai Holm signalerede efter DIF-kongressen, at en fusion mellem DIF og DGI i løbet af 10-15 år synes uundgåelig. Tanken er klart, at man i en enhedsorganisation bedre vil kunne spille på både den sportslige hest og på behovet for at servicere foreningerne i deres partnerskaber med de nye kommuner. Risikoen er til gengæld, at de reelle prioriteringer i en sådan enhedsorganisation fortsat vil være specialforbundenes og konkurrencesportens, mens sociale indsatser og sundhedsindsatser mere får karakter af politisk korrekt legitimering i forhold til samfundets krav.

Det er svært at spå – især om fremtiden. Men det er egentlig tankevækkende, at hvor foreningslivet historisk primært har opsuget nye tendenser ved hjælp af nye foreningsdannelser, peger signalet fra DIF-kongressen på færre idrætsorganisationer som den bedste løsning til at opsuge nye overordnede samfundstendenser.

Hvis den genopblussede debat om en enhedsorganisation således fører til, at foreningsidrætten i fremtiden taber endnu flere fremadstormende idrætstrends på gulvet, risikerer ønsket om mere funktion og forpligtelse i fremtidens foreningsidræt i stedet at føre til et målbart ressourcespild.