Elitepris er et dobbelttydigt udtryk

Dansk BordTennis Union (DBTU) kunne i sidste uge glæde sig over et fornemt skulderklap, da Kulturministeriet udvalgte forbundet som modtager af dets nystiftede idrætspris for 2005 og overrakte en check på 200.000 kr.

Som begrundelse for hæderen nævnte ministeriet det langsigtede og målrettede udviklingsarbejde, som unionen iværksatte i 1980'erne, og som i 2004-2005 blandt andet gjorde unionens herrelandshold til europamestre og OL-bronzevindere.

Ingen skal pille glansen af årets individuelle VM-bronzevinder Michael Maze og hans holdkammerater. DBTU har under landstrænerne Mikael Andersson og Peter Sartz brudt mange barrierer på elitesiden. I en af de store globale idrætsgrene har Danmark formået at vinde adskillige EM- og VM-medaljer - først på ungdomssiden og nu også på seniorsiden - men når det videre i begrundelsen for at hædre DBTU hedder, at elitesatsningen har været "forenet med traditionerne i dansk foreningskultur," lige som forbundet får kredit for en væsentlig medlemsfremgang over de seneste to år, er der alligevel grund til at nuancere billedet lidt.

Nedgang i bredden
For sandheden er jo, at man med lige så god ret kan bruge unionens flotte eliteresultater skabt ved utallige samlinger i ind- og udland for unionens elite som eksempel på, at man åbenbart ikke kan satse målrettet på elite i et lille forbund uden at skade breddearbejdet ganske betydeligt.

Tallene i tiden med målrettet elitesatsning i DBTU fortæller langt fra nogen entydig succeshistorie:

For det første har DBTU nærmest fuldstændig mistet grebet om pigerne, hvis man nogensinde har haft et sådant greb. Antallet af kvindelige spillere i unionen er faldet fra en top på 2401 i det bedste år 1990, til blot 846 ved seneste medlemsopgørelse.

For det andet - og mere alvorligt - har DBTU oplevet en sand massakre i aldersklassen 18-25 år. En tilbagegang, som selv ikke den aktuelle fremgang på ungdomssiden har bremset. Hvor medierne for bare 5-10 år siden gerne beskæftigede sig med bordtennissportens holdturnering, er denne foranstaltning for den lidt bredere elite i dag en aldeles død sild.

Tallene for aldersgruppen 18-25 år - Michael Mazes aldersgruppe altså - er ganske skræmmende:

Fra 2.248 spillere i 1990 til 551 i 2005, hvoraf blot 68 registrerede medlemmer er kvinder. Medlemstallet i aldersgruppen har været - og er fortsat - i tilbagegang fra år til år siden 1990.

For det tredje sker den aktuelle fremgang på drengesiden under 18 år på over 35 pct. på en baggrund af ubrudt tilbagegang og stagnation siden 1988. Det forekommer egentlig også underligt, at Michael Maze - denne friske "Beckham look alike - ikke har formået at lokke flere pigespillere under 18 år ind i stalden.

Selv om rekrutteringsgrundlaget, nemlig antallet af børn i alderen 9-18 år, har været næsten konstant i Danmark i perioden, har DBTU siden 1990 mistet over 3.000 drenge og næsten 1.500 piger.

Man kan naturligvis ikke afskrive Michael Maze og Co. som en stærkt medvirkende årsag til, at især drengene nu atter er begyndt at strømme til bordtennisklubberne. Man skal heller ikke skose DBTU for at have lagt en målrettet plan, som siden 2003 har bremset tilbagegangen og tilmed skabt fremgang blandt drengene.

Nuanceret billede
Men man er samtidig nødt til at tage med i billedet, at de flotte resultater i de senere år meget vel kan have kostet fokus på bordtennissportens kulturelle og sociale kvaliteter, hvorved bordtennis stort set er blevet elimineret som pigesport - og som fritidsbeskæftigelse for aldersgruppen 18-25 år.

Antallet af drengespillere er uomtvisteligt på vej frem igen, men man kan samtidig spørge, om det netop var de mange succes'er i ungdomsrækkerne omkring stjernenavne som Michael Maze, Finn Tugwell og Martin Monrad, der i elitesatsningens første mange år netop dækkede over det generelle tab af medlemmer i ungdomsrækkerne? I den sammenhæng er udtrykket "elitepris" egentlig et dobbelttydigt ord.